Kvædevej 41, Sorgenfri - DK
1947
Når jeg ser tilbage og samtidig besøger denne vej Kvædevej 41 - som i 5 år var en del af mit barndomshjem, da kan jeg fornemme og se hvor stemninger og landskab samt vejen er forandret.tid siden
Jeg besøgte stedet for kort siden. Nu er vejen ført igennem i gamle dage var den en blindvej med en stor mark forenden af vejen. På denne mark gik der køer på græs det første år vi boede her.
Nabovejen Hybenvej var ikke bygget færdig - og Virumvej stoppede ved Emil Pipers frugtplantage. Så al trafik til vores skole gik via Virumgade. Virum Skole var en grå bygning er nu er revet totalt ned.
Som børn legede vi på vejen som det fremgår af dette gamle foto.
Min mor havde damefrisør Salon på første sal.
Jeg selv var bydreng hos en grønthandler Krogh som havde sin forretning forenden af Kvædevej ved Abildgårdsvej.
Jeg selv på foto er drengen der står ved legevognen og har en jakke på og et horn om halsen.
NB! for enden af Kvædevej og ud på marken helt oppe ved Virumvej lå til højre en gammel gård der nu i dag er nedrevet og bebygget med Johan Chistensens huse.
Men det var de sidste rester fra Virum/Sorgenfri som landbrugs område, som jeg nåede at opleve i 1947
fra Virum Skole
Drengehulerne
Hulerne Selvfølgelig byggede vi huler som drenge. Ofte
var det på den nærliggende mark og ikke så langt væk fra hvor vi boede. Ofte
var vi to til tre drenge der gravede lange gange i jorden med blind gange lige
som ræven lavede sine ræve gange, for fantasien udeblev ikke i vores indre
eventyr verden fra det vi forstillede os fra det virkelige liv. Men vort liv
var også virkeligt i barndommen, men blev set med øjne fra en anden vinkel. Vi
forstillede os fjender fra de nærliggende veje, hvis du fandt vores jordhuler
skulle få overraskelser i det mørke der nu en gang var der nede i dybet.
Indgangen eller indgangene, for der kunne være flere, blev de skjult med nogle
løse rene og kvas, men der kunne også være en regulær lem i jorden der blev
dækket med jord når vi forlod vores hemmelighed. Problemet var materiale mangel
idet der skulle mange plader og brædder til at lægge over vores udgravede gange
og at bruge for det voldte problemer og opfindsomhed. Alt kunne bruges af gode
ideer. En gammel kasseret dør gjorde underværker og dækkede et stort område.
Det var mere farligt at bruge tynde pinde og holde jorden væk med pap, for når
det regnede gik det hele i opløsning og brasede sammen. Desværre oplevede vi
ofte, at naboens drenge brasede vores huler når de havde fundet dem. Disse
handlinger gav spændinger og kamplyst. Der kunne opstå faretruende vej kampe.
Ved disse vejkampe sloges vi med rafter og svingende dem brutalt omkring os, hvis
vi var omringet og ikke kunne klare en almindelig næve og brydekamp. Det var
kun i skolegården vi brugte at bokse. Ved boksekampe kom der altid blodige
skader og alle børn samlede sig i en rundkreds til et heppekor. Men rafterne
gjorde stor ulykke hvis man blev ramt. Heldigvis var det dog sjældent da vi
ofte nåede at fortrække os ved disse kampe. En gang byggede jeg og min
lillebror en virkelig god træ hule oppe over vores udhus. Vi stjal brædderne
fra en nærliggende byggeplads efter mørkets frembrud og ikke helt ufarligt var
det ikke for at blive opdaget. Denne hule blev indrettet som et helt hemmeligt
tempel med udsmykninger. Men også huler og hemmelige steder ned i den
nærliggende skov og mose var et yndet objekt for os drenge. Ofte var disse skov
og mose huler ikke konstrueret ret godt og gik hurtigt til i naturen. Alle de
lyde fra dyrene og træerne raslen med bladene byggede vores fantasi op til et
fantastisk eventyr. Vi havde hvis vi var heldige en primitiv dolk eller
lommekniv, lidt sejlgarn til at supplere vores drenge lege.
Kære læser.
Hvis du vil have mere af min fortælling om Kvædevej 41, Sorgenfri hvor jeg boede som barn i årene 1947 til 1951 kan du trykke på dette link.
Mere Kvædevej 41
Comments