Familien Funck-Jensen bosatte sig i Brisbane/Australien 1957 pHK 2020
Familien Carl Johan Funck-Jensen boede i et lille rækkehus, på en lille blind vej ved navn Kvædevej 33, der lå i et ret nybygget område af Sorgenfri i Danmark 1947-1957.
Mennesker kommer og går. Med dybere forundring over evighedens uforståelighed og mindernes begrænsninger. Der dog dukker op til eksistens overflade.
Dette fik mig til at skrive dette. Da jeg læste en gammel dødsannonce fra Brisbane i Australien 2011.
forfatter: Palle Høgild Koivalo 2020
Omgivet af marker, hvor der var plads til fuglens sang fra lærken der steg op i luften og en
enkelte gammel gård, der lå for enden af denne stille vej. kvæde vej i Sorgenfri.
Det var til Virum Skole, alle børnene fra Sorgenfri skulle
bevæge sig når de skulle i skole. Op langs Spurveskjulsbakken, der senere fik navneændring til
Kongestien. Man havde jo fornemmelser for det kongelige. Måske som afsmitning
fra Sorgenfri Slot, hvor der stadig i disse år 1947 var livvagter i røde
uniformer, der her gik vagt døgnet rundt.
Den nærmeste by for beboerne i det nyere Sorgenfri var Kongens
Lyngby. Man kunne på disse tider kun komme til denne handelsby via cykel eller
egen bil. Men egen bil var stadig en sjældenhed.
På Kvædevej var der sammenlagt kun 2 til 3 bilejere, så denne
vej gav plads til at alle børn frit og trygt kunne lege på gaden efter skoletid.
En gang om ugen kom der en fiskehandler med sin motorcykel.
Med en kraftig håndholdt klokke gav den lydens beboer rigelig opmærksomhed på
at nu var der friske fisk at købe. Fiskene lå på motorcyklens sidevogn og blev
holdt kølige med knust is der var hældt ud over de friske fisk.
Resten af handelsmulighederne på denne samtid var en lille købmand Thomsen, samt en bager og ikke at forglemme slagter Petersen. Slagter Petersen som var og er den forretning der overlevede længst i dette lille bysamfund, der var under kraftig udvikling.
Tiden var udviklet sig til at der
skulle bygges rigtig mange rækkehuse på alle de åbne marker. Marker der før 2.
verdenskrig havde udgjort en del af et lille landbrugs samfund og sideløbende
lå der en maget stor æbleplantage ”Emil Pipers Æbleplantage”, som for børn var
det forbudte, men samtidig dragende sted, på grund af den forbudenfrugt der med
sine røde æbler lokkede enhver drengs fantasier til at gå på æblerov. Emils Pipers
Æbleplantage, så sig nødsaget til at indhegne hele plantageområdet med et
kraftigstålhegn.
Men enhver dreng, kan altid bestige de uoverskuelige
forhindringer, når drifterne kalder.
Jeg har selv blevet tage på fersk ugerning af plantageejeren,
for at have forgrebet mig på hans ejendele. Men efter en lang skoledag på Virum
skole, hvor kedsomheden havde fået overtaget og skulle frigøres fra den sidste
lyd fr skoleklokken der ringede ud.
Så var det op på cyklen i korte sommerlige bukser. Hastig gik
turen ned af Virumgade og rundt om købmanden, hvor jeg købte mit første blad ”Kong
Kylie” og min lillebror Ib købte sit første udgaven af Anders And og Co. – men dagen
var afsat til friskeæbler fra plantagen.
Nogle af mine kammerater fik overtalt mig til at deltage. Vi
kunne med lethed komme under trådhegnet og ind til de totalt tiltrækkende
æbler, der hang som verdens fristelser, for enhver drengs øjne. Den tidligere bolig
i Vanløse jeg kom fra, med stor villa og æble, blomme og andre frugttræer,
havde tidligere været en del af mn hverdag. Men på grund af krise i min familie,
måtte vi som familie flytte til en mindre bolig, for at redde familien, måtte
min mor også åbne en damefrisør salon på Kvædevej 41 i Sorgenfri. Alle husene
på denne vej var kakkelovns opvarmet med et 2 kakkelovne som krævede sin
opmærksomhed og gav sit svineri i form af kulstøv. Når familien havde nok penge,
til en større leverance af brændsel, ankom en mindre lastvogn og ind bar nogle
stærke mænd, et aftalt antal sække med koks. De gik fra lastvognen igennem det
lille udhus, der lå som et en kæde der forbandt husene. På en lille træsliske,
blev alle koksene hældt ned igennem et kælder vinduet, til et opbevaringsrum.
Der var også i en stor gruekedel i det andet kælderrum, som en
gang om måneden blev brugt til tøjvask. Så fast brændsel, indgik som en
nødvendig helhed for alle familierne, på denne tid og denne vej, som en dagligdags
oplevelse for et hvert barn.
Husene var ikke de mest rummelige på Kvædevej, hvis der var
mange børn. I vores familie var vi tre drenge og der blev indrettet tre
køjesenge stablet oven på hinanden. Når vi havde sovende gæster, kunne vi
samtidige slå en skabsseng ud, når min kusine Bente kom på besøg med sin lille
pige Merete. På værelsets væg, hang der en lille højtaler, som var forbundet
til en radio i stuen nedenunder i huset. Derved kunne vi om dagen også få radiomusik
på dette lille værelse, der med sine skråvægge gjorde det hele lidt trangt.
Men jeg, som dreng vidste ikke bedre og sad tit ved et lille
skrivebord og legede med mit legetøj, imedens jeg kunne se ud i den smalle
baghave.
Ofte var det koldt op morgenen, når kakkelovnen var gået ud hen
under natten og der endnu ikke var fyret op.
Måske var der endnu ikke hentet koks for kælderen, som var
min personlige opgave, altid at sørge for der var koks i den galvaniserede
koksspand.
Min mor havde sin lille nyoprettede salon ved siden af vores
værelse med plads til 2 kunder og en lille håndvask. Dertil skal det bemærkes,
at det varme vand, til salonbrug, kom fra en stor el-opvarmnings kedel, der
stod nede i kælderen og leverede varmtvand til salonen.
Det var ret nyt med el-opvarmning på denne måde på disse tider
så der var kun varmvandshane på salonen. Alle andre steder i huset var der kun
en koldvands hane og tappe vand fra.
Nå vi drenge skulle bade var det nede i vaskekælderen det forgik. Vi stod på en lille rist, fremstillet af træ, for ikke at fryse totalt i det kolde rum.
Ofte have min far varmet gruekedlen op med vand og med en vandøse, blev der hældt varmt vand ud over vores nøgne kroppe efter vi var blevet afvasket.
Efter af skylning, løb vi hastig op af trapperne til køkkenet og blev aftørret der af vores mor, medens min far med høj røst nede fra kælderen råbte på det næste barn, der skulle vaskes. Det kan man kalde et tæt nærværende familieliv, under små let primitive kår i datidens Danmark nord for København.
Anden verdens krig var netop overstået og nu skulle Europa
genopbygges. Mine fag i skolen som geografi og historie timer på Virum skole, var
ikke på denne tid 1947-51 de mest optimale.
Grænserne mellem de mange krigshærgede lande i Europa virkede
let flydende og alt om Østen og det store Rusland, var det totalt umuligt af
fortælle om, for os skolesøgende børn. Det der mest prægede den lille dagligdag
var, at kaffe, sukker, smør kun kunne købes på bestemte dage og når jeg var i
byen for at hente varer hos købmanden, var det vigtigt at have rationeringsmærker
med.
Den snedige købmand Thomsen, som var alene i dette boligområde,
havde fundet på, at man kun kunne købe visse varegrupper på bestemte dage,
fordi så var hans kunder nødsaget til, at besøge han forretning flere gange om
ugen. F.eks. kunne der kun købes kaffen om torsdagen – at købe slik var i alle
mine drengeår noget totalt ukendt.
Ofte stod jeg hjemme i køkkenet om mandagen, når min mor havde
fri og var i København på sin fridag. Så var der rig lejlighed til at låne lidt
sukker og på en stegepande i vores køkken fremstillede jeg hjemmelavede karameller.
Denne produktion af hjemmegjort slik kunne lugtes over hele
huset, så det var vigtigt at lufte godt ud inden familien kom hjem ellers blev
jeg afsløret. Al morgenmad var rå havregryn med mælk på og intet andet.
Mælken blev afsat hver dag udenfor vores dør i hvide
mælkeflasker af en mælkemand. Om vinteren var det vigtigt, hurtigt at tage
flaskerne ind i husene ellers prikkede fuglene hul på mælkekapslen, der var
fremstillet af sølvpapir. Ja; så hakkede mejsen fuglen ihærdigt og med fuld energi,
med sit lille næb, hårdt til mælkekapslen en kold morgen for at få fat i den
fede fløde, der var øverst på mælken. På denne tid var alt mælk kun pasteuriseret.
I året 1947 blev der stadig kørt nødforsyninger til de
nødstedte lande, som have lidt totalt overlast i årene 1940-45. Nogle bekendte
til min far en mand ved kaldenavnet Vimmer, kom en dag med fuldt drøn op
igennem den lille blinde Kvædevej. Han kørte i en af disse store lastbiler,
hvor førerhuset kan afkobles vogntoget. Det var datidens kølevogne, der i fast
pendulfart kørte med mad fra Danmark til Polen. Nu skulle Vimmer vise os drenge
på Kvædevej hans kæmpe bil. Jeg erindrer hvorledes han parkerede udenfor vores
lille rækkehus og afkoblede vogntoget.
Op kom jeg og fik en tur rundt i oplandet og nærmiljøet af Sorgenfri
med dette mægtige store kørertøj. En helt ny verden og fornemmelse af, at der
var større ting ude i verden end jeg kunne begribe i min lille snævre verden,
hvor ingen af mine skolelærer kunne fortælle mig som elev noget om det der
skete i den brutale virkelighed syd for grænsen, hvor alt nu var forvandlet til
grus og elendighed. Hvor alle mennesker efter bedste muligheder forsøgte at
redde deres verden for familien og de nærmeste mennesker, der af deres yderste
oprigtighed betød alt for dem.
Familier var de sidste mange år blevet splittede og deres livsdrømme
gået i opløsning. Selvom vi i Danmark var blevet forskånet for de totale og
brutale menneskelige overgreb, så lyste verden i mit liv af nøjsomhed og
tilbageholdenhed.
Efter nogle år blev der i Sorgenfri oprettet en lokal busforbindelse med ruten Malmosevej i Virum og via Sorgenfri havde endestation ved Lyngby St. ”De brune Busser” som navnet var. Og det var en gammel overmalet bus med brun farve der nu formidlede sameksistens fra vores bosted til storbyen.
Selv gik jeg som dreng med min harmonika op til Sorgenfri
S-togs station, for at få undervisning i kunsten at spille harmonika.
Min underviser boede i Vanløse og jeg var 10 år gammel. Her i
Vanløse gik jeg også til dans hos Rosa og Holger Hansen.
Men dette ophørte året efter, da vi ikke havde råd til den
slags udgifter længere. Ligeledes fandt jeg også en spilleunderviser Fru Lundberg,
der formidlede den forsatte undervisning. Virum skole blev jeg aldrig glad for.
Jeg var allerede knækket på Kirkebjerg skole i Vanløse og fik aldrig
selvtilliden tilbage om, at jeg kunne bruges til noget.
Derfor var musikken det livgivende udgangspunkt for mine
drømme og udtryksmulighed. For enden af vejen byggede drengene jord huler og
havde deres indbyrdes kampe, med de andre drenge fra naboområdet.
Senere byggede grønthandler Krogh en lille butik for enden af
Kvædevej og jeg var heldig i at få arbejde efter skoletid hos ham som bydreng.
Igennem dette arbejde fik jeg kendskab til andre familie, når jeg kom ned de
tunge kasser fra grønt og blomsterhandler Krogh.
Når skolen ikke slog til i sit undervisningsforløb, kunne jeg
tilegne mig indsigt, via det praktiske liv i drengeårene. Men fornemmede dette
underskud, som langsomt blev opbygget inde i mit indre liv, som en livslang efter
stræben af utilstrækkelighedens afmagt, som jeg sidenhen og alle de
efterfølgende år har måtte arbejde med for at kunne forstå.
Der boede flest piger på Kvædevej, så jeg legede meget med piger
og kan den dag i dag, som gammel mand endnu huske deres navne.
Jeg har lagt mærke til, at de mennesker der bliver oplevet og
tilgået en i de tidlige ungdomsår. Dem holder hukommelsen virkelig fast ved
ikke at glemme på nogen som helst måde. Måske ligger det oplevede ikke i den
yderste zone til åben fortælling. Men visse reflektoriske igangsættere
fremkalder hastigt alle navne på de børn man har leget med.
Astrid – som boede 4 til 5 huse længere nede af vejen. Hos
hende var der klaver og en særlig højtidelig stil, hvortil der klæbes sig særlige minder. Når jeg tænker på hende kommer
jeg næsten til at tænke på Danmarks Radio. Fordi Astrid og jeg hørte sammen en
radio udsendelse, hvor den levende i radioen fortæller var en af passagererne, der
havde overlevet skibskatastrofen Titanic. Over en knasende radioudsendelse på
Danmarks radios mellembølgesender var denne kvindelige fortæller, der boede i
Holte, kommet helt ind i stuen, hvor Astid og jeg med stor opmærksomhed lyttede
om en ulykkelig skibskatastrofe, der var hændt langt før vi var født.
Ved disse radioudsendelser i min barndoms samtid, hvor
skumringen tiden forstærkede lyden til nærværende opmærksomhed.
Der ved disse lejligheder er alle sanserne totalt tændt på et
barn, der higer efter konkret oplysning og indlæring, der langt overgår skolens
kadaverdisciplin.
Solvej og Sonja Funck-Jensen – som
Begge boede lidt nærmere ved mit barndomshjem på Kvædevej 31, Sorgenfri og derved fik vi som familie, noget mere sameksistens med på familien Carl Johan Funck-Jensen de følgende år.
Så var der Ketty, en anden nabo pige, der lærte mig at sippe med torv. Jeg husker
hun gav mig et æble på min fødselsdag. Måske fordi der aldrig blev holdt fødselsdage
for mig. Så betød den opmærksomhed i et æble noget særligt.
Selv havde jeg det med at holde fest for vejens børn. Så helt
asocialt var jeg nok ikke, når jeg ser tilbage. Men nok lidt af en enspænder.
Set i bagklogskabens fortættede lys.
Jo! Jeg samlede alle børnene fra vejen i flere år den 23.
december til vores egen børne juleaften.
Jeg havde fået et lille juletræ af grønthandleren og pyntede
dette i vores lille udhus. Jeg spillede julemelodierne på min harmonika. Jeg
kan ikke huske om vi gav gaver til hinanden, men vi havde fået nogle kager af
de voksne i denne anledning.
Jeg kan nu stoppe op og undre mig over, hvad der får mig til
at nedskrive alle disse minder om Kvædevej.
Tanker har det med at igangsætte tværgående opmærksomhed.
Jeg havde netop strejfet de to piger Solvej og Sonja
Funck-Jensen.
Hvordan mon det gik dem sidenhen i livet. Jeg læste i avisen at Solvej Funck (gift) King døde i Australien og blev 78 år i 2020 Brisbane.
Se vedlagte døds annonce
- BIRTH
- DEATH
- 25 Aug 2020 (aged 78)
- BURIAL
- Mount Gravatt, Brisbane City, Queensland, Australia
Mine forældre købte et større hus og fraflyttede huset på
Kvædevej 41 i året 1951. Men mine forældre var begyndt at komme sammen med
familien Funck-Jensen.
På det nye bosted af Grønnevej 196 i samme by ombyggede min far
vores ene kælderrum til en gildesal. Funck-Jensen hjalp til med de elektriske installationer.
Vi brugte denne gildesal til at spille dukketeater i.
Jeg havde i 1952 anskaffet mig et dukketeater, der i alle mine barneår havde stået højt på min ønskeliste. Og i en sen alder virkeliggjorte jeg denne drøm, ved at købe et dukketeater i Store Regnegade hos boghandler Larsen i København.
Det endte med at familien Funck-Jensen og jeg samt mine
brødre begyndte at opfører skuespil. Med læseprøver og det hele. Jeg købte
musik i form af grammofonplader, der passede til teaterstykket. Min storebror
havde netop anskaffet sig en pladespiller. Så der var grønt lys for moderne
tiltag.
Det havde vi megen glæde af.
Men hvad blev der af Solvej og Sonja Funck-Jensen?
Det kom i disse år som en total overraskelse af få denne
besked af familien Funck-Jensen ville rejse til Brisbane i Australien som
emigranter.
Jeg kunne ikke forstille mig at miste og aldrig mere kunne møde disse mennesker som havde betydet så meget for mig. Jeg var meget ulykkelig og blev næsten forstenet over denne besked om deres beslutning.
Åh! Hr. Funck-Jensen der i 1957 havde hentet mig og min kammerat
Heinrich Guhle på Brandbjerg Højskole efter endt højskoleophold dette semester.
Nu skulle familien Funck-Jensen med deres to piger bare
forsvinde ude i et ufortalt tomrum. Familien boede den sidste nat hos os på
Grønnevej inden de forlod landet via et skib fra Holland og rejse i 4 uger ud
på den anden side af jordkloden, som jeg knapt nok kunne begribe selv om jeg nu
var 20 år gammel. Ofte i perioder er denne familie dukket op i mine tanker.
Kontakten forsvandt hurtig. Selv om der i begyndelsen var mange air port breve, der blev udvekslet. Og byen Brisbane var et totalt ukendt sted for mig, som jeg ikke kunne sætte mig ind i.
Jeg har mistet mange mennesker i mit liv og til stadighed tynger det mig, når minderne om disse bekendtskaber, dukker op på min indre nethinde.
Jeg ved livet er også at miste – det siger min sunde fornuft.
Men det er ikke sundt at miste.
Jeg søgte forleden aften på internettet, der nu i min samtid
er den hurtige vej, men også let kryptiske vej.
Jeg søgte på navne Funck-Jensen og pludselig dukkede der en dødsannonce op. Mine indre billeder blev tilbagekaldt til den ydre bevidsthed.
Date listed: 2/2/2011
FUNCK-JENSEN,
Kathrine "Mormor" Late of Trinder Park Rest Home. Passed away
peacefully 29th January, 2011. Aged 90 Years Loving Mother of Solvej Funck King
and Sonja Goodwin. Much loved Mother -in-law, Grand-mother, Great-grandmother,
Aunt, Mormor and Friend to many. Relatives and Friends are invited to a
Celebration of Kathrine's Life, to be held at Trinder Park Chapel, 10 Laurel
Street, Woodridge, on Friday, 4th February 2011, at 10 a.m. An Interment
Service at Mt Gravatt Cemetery will follow commencing at 1 p.m.
Dato opført: 2/2/2011
FUNCK-JENSEN, Kathrine "Mormor" sent i Trinder
Park Rest Home. Død fredeligt den 29. januar 2011. I alderen 90 år kærlig mor
til Solvej Funck King og Sonja Goodwin. Meget elsket svigermor, bedstemor,
oldemor, tante, mormor og ven for mange. Slægtninge og venner inviteres til en
fejring af Kathrines liv, der afholdes i Trinder Park Chapel, 10 Laurel Street,
Woodridge, fredag den 4. februar 2011 kl. 10.00. En begravelsestjeneste på Mt
Gravatt Cemetery begynder kl.
Publikation: Courier-Mail
Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dette totale tomrum
og alligevel lever deres liv videre inde i mit menneskelige ekko.
Selv om jeg ikke kender deres livsbilleder. Så ser jeg for
mit indre øje deres landskaber, deres familier og deres nye land der for nu
langt over 57 år siden blev deres livs base.
Deres livscyklus og fornyet udgangspunkt.
Så kan jeg sidder her tilbage ved min computer i Danmark og
lade mine fingere arbejde i og med den fortvivlede
rytme, færdiggør lidt livsfortælling, der måske kunne uddybes langt bedre.
Men for ikke at trætte min læser. Må mine ivrige skrivende hænder stoppe op her for en stund og lade tankerne falde til ro om, at alt er såre godt.
(Palle Høgild Koivalo) pHK 7.oktober 2020
Comments