Juletanker fra mine ungdommelige år 1964

 
Jule Tanker

Forfatter: Palle Koivalo

 

Juletid og juleforventninger. 

En lille historie fra mit virkelige liv 1964.

Juletid og juleforventninger. Måske mere gamle juleminder i en hurtig tankeflugt fra de fjerne år. Det hele er som et stykke sammen krøllet papir hvor der på indersiden af dette julepapir står skrevet nogle forkrøblede bogstaver, der ikke vil forlade denne verden. De involverede har for længst trådt ind af evighedens store port. Jeg selv sidder tilbage og taler med dem endnu. Mon de høre efter. Er der i det hele taget nogen der gider at høre efter en gammel mand, der i sit nødråb lader håbet vide at befrielsen er nær.

  Som et foldet kræmmerhus, med masser af søde og sure bolsjer, der tirrer smagsløgene på et hvert menneske, der vil smage på livet i alle dets facetter og som derved, får fremtryller frydefulde stemninger eller mindre gode stemninger, som jeg her vil fortælle om. 

Det er dog og i sidste ende af smag forløbet, at det hele bare er sukkerstads, der dæmper realiteternes mulighed for kontant afklaring.

Enhver forventning, bliver farvet at tidligere oplevelser og den personlige hengivenhed, til det der skal komme. Alt afgiver den søde eller den sure smag, alt efter forholdene og konsistensens nærværelse.

Jeg var hensat til en særlig situation denne jul.

 Hele dette efterår havde jeg været i gang med et byggeri.

Der skulle opføres et glasværksted, hvori jeg kunne udføre mine ønsker om glasarbejde. Måske en tåbelig og ikke særlig gennemtænkt tanke. En ide der dog uanfægtet var ved at blive realiseret med en lille tilbygning på matriklen, hvor jeg boede med den nystiftede familie, langt ude på landet.  Kvinde, barn og hund samt ungdommelige drømme at kunne finde samhørigheden og nærværelsen Det lå i kortene hos mange frigjorte, langhårede unge mennesker som mig på denne samtid. Jeg var ikke alene med disse tanker.

Årene var opbrydnings tider og forandringer tider i 1960erne.

Det at bosætte sig på landet og forlade de tætte byer, med de små lejligheder og sidstnævnte var en umulighed at få fat i, hvis man ikke havde papir på parforholdet.

 

Det var dog ikke derfor jeg byggede et værksted og bosatte mig på landet med den lille familie. Papirerne var som sådan i orden.

Nogle år forinden havde vi skrevet under på vi ville hinanden. Også selvom den lokale sognefoged ikke var meget for at gifte os. Han havde erfaret at alle dem han havde gift de sidste år var gået fra hinanden nogle år efter. Så han synes simpelthen ikke længere at han kunne være deltager til dette skuespil.

Han havde måske ret i sine betragtninger. Men hvem gider at lytte efter en ældre mand.

Jeg tænkte han kunne presse på plads til at give sit Ja for at gifte os og truede ham med, at gå til den anden lokale sognefoged i samme sogn. På denne tid var det en sammenlægningskommune Sønder-Vissing og Voerladegaard kommune, men som en overgang, havde de lokale myndigheder valgt at beholde begge sognefogeder. Derfor havde vi denne mulighed.

Sognefogeden overgav sig for konkurrence presset og sagde ja til at gifte os denne varme sommer i 1962, hvor det lille fodermesterhus netop var istandgjort og klar til indflytning. Alt tegnede sig lykkeligt og forhåbnings fyldt til bristepunktet af naivitet. Et udtryk, der med lethed kan fastholdes eller påstås, når historien er skrevet eller man i sin ungdoms overmod er forblændet af det modsatte køns eventyrligheder. Jeg var på dette sted det første år.

 I de kommende år voksede solidariteten i min tilstedeværelse om, at når man har påtaget sig en livsopgave, så udføre man den også, uden at stille for mange spørgsmål. Stemninger har det med at flytte sig i vores liv. Der er gode dag og mindre gode dage. Alt efter behag og evne til at leve med og ind i denne tomme og forblændet cirkel. Et gammelt ordsprog siger: ”Hvad du ikke kan se, har du ikke ondt af.” Om så dette ordsprog holder eller giver mening, vil jeg lade stå usagt hen. Meget beror måske også på, hvor meget overskud der er til stede. Noget jeg først har tænkt på, mange år efter at afstanden har gjort plads til anskueliggørelse af den levede situation.

To og et halvt år efter, var det så juleaften 1964 og blevet en realitet. Det sidste halve år havde jeg fået en ung mand, en søn af nogle venner der boede i nabolandsbyen Vrold. Deres ældste søn var i sin pubertetsalder kørt fast i sit samspil med sin far. Sønnen Mogens var næsten 18 år og blev via aftale med familie, godkendt til at flytte ud til os inden han senere skulle til Hamborg, for der at komme i læreplads i denne storby.

Mogens og jeg havde hele dette efterår gået sammen og bygget på dette nyopførte værksted og nu skulle Mogens så holde jul sammen med os for at skabe ro i familien i Vrold.

Jeg erindrer stadig den isolation, der følger med at bo langt ude på landet.

Men denne situation gav også mulighed for ro og eftertænksomhed. Jeg cyklede meget, når jeg skulle på arbejde som fri Lance og ansat hos et firma i Viby J. så jeg havde indtægtsmulighederne i orden. Samtidig med at min kone arbejder som sygeplejerske på Århus Kommune Hospital. Men i byggeriperioden med det lille værksted var jeg næsten hjemme hele tiden. Min kone kørte i vores lille bil til og fra arbejde.

 

Det er koldt at bygge hus, når efteråret trænger sig på med den sivende fugt og vi arbejdede hårdt på, at få dækket huset hurtigst muligt ind med tag og vinduer, da vores grund lå med udsigt til et meget åbent landskab og den store Mossø, der ivrigt kunne sende de kraftig vind op til det byggestillads, hvor vi to mænd ivrigt stablede den ene efter den anden gasbetons blok op, for at få rejst dette murværk til det kommende værksted.

Derfor var Julen 1964 en kærkommende pause og afslutning på vores forehavende projekt.

Alt maden var købt ind til denne jul.

Vi skulle kun være os 4 personer og en hund til denne Juleaften.

Alle de indpakkede gaver, lå der øverst oppe på det gamle mahogniskab. Som en kompakt forventningsfuld juleglæde. Måske og navnlig mest for datteren Turi på 7 år. Jo! Jeg var papfar der i et moderne sprogbrug bruges til at forklare situationer, der med meget dybere overvejelser gør sig gældende til, om hvad parterne gå ind til og forventer sig.

Ude i det lille køkken havde rødkålen for længst givet sig til kende om, at den snart var færdig til at blive spist. Dufte fornægter sig aldrig i situationerne. Hvis det dufter godt forøger det stemningen til et godt selskabeligst sammenværd mellem mennesker, der vil hinanden om at give og modtage.

Jeg havde desværre hen over madlavningen til julemiddagen, en let for urolighed om, hvor min kone blev af. Aftalen var at hun efter sin aftenvagt og morgenvagt, der tidligt om morgenen afsluttede. Skulle kører ned til sin ældre mor og ønske hende Glædelig Jul. Maya havde også givet udtryk for, at nogle enkelte venner også skulle have hendes besøges.

Men nu var klokken spisetid.

Mogens var let anspændt ved den nye situation og den første jul han skulle tilbringe og dele med os. Her ude ved det enligt liggende hus langt ude på landet.

Men Turi og Mogens fik tiden til at gå i ventetiden at læse og lidt brætspil. Jeg havde været ude i skuret for at hente en ekstra spand koks ind i huset og fyldte ekstra godt på kakkelovnen. Ingen skulle fryse og vandkedlen snurrede kraftig inden fra det lille hul i kakkelovnen, der var indrettet til dette formål, at varme vand via en indsats kedel.

Vi var vegetarer. Det var uvanligt i vores samtid at mennesker kun ville spise mad uden animalske produkter i deres kost. Det er en utrolig lethed man opnår, når ens mave ikke fyldes med tungere kost, hvori der indgår meget fedt og meget andet. Alle bliver mættet af vegetariske retter og vores postejer dufter vidunderligt og smager ligeledes fortræffeligt godt.

Nu var maden færdig, men husets fru var endnu ikke dukket op.

Stor forundring efterhånden. Jeg gik ind og fortog en del opringninger på vores gamle svingtelefon. Her trykker man på en rød knap, samtidig med at der drejes kraftig på et svinghåndtager der sidder på siden af telefonen. Lidt efter siger telefoncentralen: ”Du ønsker” og jeg siger det ønskede telefonnummer.

Der blev ringet til mange telefonnumre indenfor denne korte tid af juleaften. Alle dem jeg ringede til svarede, at Maya lige havde været der og netop var kørt for et kort stykke tid siden. Underligt tænkte jeg og nu var min telefonliste næsten tom for muligheder uden jeg var blevet klogere og kunne løse problemet om hvorfor Maya ikke var kommet hjem denne Juleaften.

Klokken var langt over spisetid og beslutningen blev taget.

Vi begynder nu at spise os tre. Jeg havde heldigvis en mandelgave parat til grødens afslutning, som et ekstra plus for, at aflede tankerne væk fra ivrige spørgsmål om, hvor Maya blev af. Mogens var også let stille. Han havde sikkert sine tanker at forholde sig til. Men han var ellers glad og afventende.

Nu var derefter hånden blevet så varmt i stuen, at vores to katte ikke længere kunne ligge inde under kakkelovnen og nyde tilværelsens lethed, set ud fra et katteliv. Kattene havde nu selv anbragt sig på skødet af Mogens og Turi i forventning om at få kærtegn. Det fik de rigeligt indfriet. Deres katteønsker om pelspleje og opmærksomhed kom vel tilpas kunne jeg iagttage. Husdyr har mange opgaver der skal indfries hos mennesker i forskellige situationer og det lykkes næsten altid for dyrene. Det omvendte fortegn om mennesker indfrier deres forpligtelser over for dyrene er stadig et åbent spørgsmål set i et større perspektiv.

 

Klokken var sneget sig over pakketidens åbenbarings muligheder. Men endnu lå alle pakkerne der oppe på toppen af det gamle skab.

Et skab, der sikkert har set og oplevet andre hemmeligheder, det ikke vil afgive til nogen.

Men indholdet bag skabets glaslåger havde rigeligt med bøger, der med hver deres omslag kunne åbenbare fortælling og mange facetter af alt, efter behag og forståelse.

Jeg var efterhånden blevet ked af det, men denne tilstand skulle ikke afsløres for de to.

Turi sad nu og læse i en bog og Mogens havde sat én grammofonplade på og lyttede intens til musikken. Lidt efter spurgte Turi om Mogens ville læse noget af bogen højt op for hende.  Ingen af os tre havde lyst til at tage pakkerne ned fra skabet og åbne dem.

Jeg ved ikke hvorledes andre mennesker har det, når de står på en togperron og venter på et tog, der aldrig kommer. Alle andre mennesker er netop steget ind i et andet tog, på den modsatte togperron.

Og så denne forbandende stilhed, der langsomt lægger sig som et tids låg, henover stationen og den enlige person, der venter forgæves. Noget af denne tilstand vil jeg beskrive på denne måde vi befandt os i her juleaften. Der var intet at gøre længere –

Endelig hørte jeg, hvor klokken nu med sin alt for tydelige urskive viste et tidspunkt jeg næppe ville tro på. Klokken var halv ti.

Et smæld fra en bildør og hunden Dina, der rask rejste sig fra sin plads under trappen og med uro gik hen til døren. Åh! Gud den begynder at svinge med sin hale i den logrende stemning.

En hund viser altid med sit kropssprog, hvad den føler. Her i hundens verden kan intet skjules – kun undertrykkes. Vi havde netop i sin tid, om to år forinden, fået Dina som halvvoksen hund, fordi den var til besvær på sit tidligere bosted og havde det ikke så godt længere i sit gamle hjem.

Derfor blev den måske kraftigere tilknyttet vores liv i dens nye familie. Husets vogter; Den var altid på vagt over for ukendte forandringer og denne aften havde Dina for længst aflæst Mogens, Turi og min tilstand i det følelseslandskab vi befandt os i. Derfor viste hunden en forstærket glæde over, at Maya trådte ind i den varme stue og med let stemme i ankomst øjeblikket udbrød med klar stemme, da hun så alle pakkerne endnu lå deroppe på skabets øverste del. ”Men Gud, har i endnu ikke åbnet pakkerne.”

Hvad kan man sige og hvad skal der siges. Forsigtigt spurgte jeg let ind til, hvor hun havde været henne.

 

Svaret kom prompte: ”Åh; Palle der var så mange, der skulle hilses på og ønskes glædelig jul så tiden helt løb fra mig.” Jeg ville ikke bore eller forstærke stemningen med mistillid og havde heller ikke nogen grund til dette på daværende tidspunkt.

Jeg var ung og naiv i disse år, når jeg ser tilbage på den epoke af mit liv. Jeg havde på daværende tidspunkt besluttet mig for at give mig selv fuldt ud, men kendte ikke prisen og fik kun det halve tilbage.

Når jeg nu 56 år efter ser ind i fortidens opgaver, oplevelser og man kan ikke her sætte kontant pris på, det man giver livet. Jeg kan ikke en gang efter rationalisere og får oplevelser og forløb til at smelte sammen i en fast konklusion om hvorfor og hvordan – alt hvad der opleves i livet.

Alt hvad der gives til livet, er af den inderste oprigtighed givet ud fra de forudsætninger et hvert givet mennesker ønsker af deres hjerte og formåen.

 Julen 1964

 

Mange dage og mange nætter,

Gør livet langt tættere.

Uden nogen nærmere forklarende råd,

Må et hvert sind vækkes til dåd.

Hvad er udfordringens sammensatte mål?

Måske at udbringe den fælles juleskål.

Lad os komme hinanden i møde

Uden helt at gå hen og forbløde.

Over livets modstande og diverse kvaler

Medens den hvide sne, ufortrøden neddaler.

pHK (mit lille digt 4.12.2020)

Derfor Glædelig Jul til jer alle.

Pas godt på dette Hellige nu,

der bliver skabt ud fra de inderste forudsætninger.

pHK   4. december 2020