28 Dage i Klyveren
En fortælling om en
sejlads med sejlskibet ”Josephine” af Frederiksværk år 1994 i juli måned.
Besætningen
består af:
Gast:
Josephine
Brandt-Petersen 27 år
Skipper: Bo
Brandt-Petersen 36 år
Passager: Alexander
B Skytte Jensen 3 år
Gast: Palle
Høgild 57 år
Fortæller: Palle Høgild
Jeg er i tidsnød hele tiden. Altså hvad skrivning
angår.
Da det er meget svært at holde bogen i ro under
heftig sejlads. I det hele taget når der er sejlads på åbent vand er alt i
bevægelse. Men ind mellem kommer der alligevel tid og ro til at fordybe sig i
skrivningen om mine oplevelser og tanker. Så jeg beder læseren af disse linjer
om overbærenhed for eventuelle fantasier eller andre livstanker, der kan forekomme
i nogle sammenhæng.
Palle Høgild 1994
Jeg kunne måske godt her beskrive lidt bevingede
ord om
hvorfor og hvorledes jeg er kommet i denne situation eller tilstand, at befinde
mig i nogle andre menneskers båd, når jeg selv er ejer af en sejlbåd.
Lad mig begynde med den direkte afskrift fra den originale logbog
1994 som jeg netop i år faldt over. Jeg sad og gennemlæste den efter 26 års
fravær. Måske kunne komme frem til en anskuelse og genoplevelse over mit
forehavende på daværende tidspunkt.
Til sidst i dette lille skrift bliver der måske
lejlighed til en lille epilog. En form for opsamling uden dybere erkendelser
men mere åbne betragtninger om mit livs vandring på denne jord som indeholder
rigtig mange afsnit. Det er i bund og grund svært at forklarer i skrift fakta
når man ikke helt har styr på indholdet.
pHK 2020
Hvad
får mig til dette?
Til
hvad?
Kan
enhver så spørge sig ind til dette?
Ja!
Jeg ved det næppe selv.
Men
indre kræfter skubber noget i gang og dette noget, får mennesker til at flytte
sig, på godt og ondt. Jeg kan dæmpe tonen lidt og nøjes med at sige mindre
godt.
Dette
kan medføre forskellige oplevelser og udfordringer der gerne skulle munde ud i
en tankemæssig afklaring, om Gud det vil.
Det
er det der får mig til det.
Men
egentlig kom jeg ikke ind til det åbne spørgsmål om hvorfor?
Måske
senere i forløbet når jeg frem til en nærmere afklaring, medens denne
”Skibsdagbog” bliver nedskrevet under rejsen på de 28 dage, der er afsat til på
dette gode skib Josefine. Nu får vi at mærke og se, om det lykkedes for mig
lidt hen over tid og vand.
En
stille eftermiddag hvor jeg gennemgår personlige opgør og der finder jeg ud af,
at min ferie meget vel må holdes alene eller sammen med mennesker der ikke skal
indvies for meget i mit mål med rejsen sammen med dem.
Ret
tilfældigt griber jeg den ”Blå Avis” en annonceavis som jeg i en anden
forbindelse har brugt til at lede efter en bolig, lejlighed – eller hvad der
kunne finde på som mulighed for bosted i nær fremtid.
Jeg
kikkede også under ferie og her læste jeg under tilbud, kontakter Mit øje
standsede ved en annonce, hvor der efterlystes en gast til en plads på et skib der
skulle sejle til den svenske skærgård i juli måned. Jeg sætter mig i
forbindelse med vedkommende der har indsat annoncen der hedder Bo.
Det
hele kommer helt af sig selv.
Jeg
bliver inviteret hjem til skipperen i Lille Kregme ved Frederiksværk, hvor vi
hilser på hinanden.
Forinden
har jeg været nede i Frederiksværk lystbådehavn for at besigtige skibet der er
en gammel ombygget fiskekutter fra Holbæk bygget i 1943.
Skipper
Bo Brandt Petersen har i årene 1989 til 1993 ændret en hel del på båden. Den
har fået to nye mastere og 4 køjer med videre.
Skibet
er 29 fod langt og cirka 3,3 meter i bredden. Med en dybdegang 2 meter.
Alt
er bygget i solidt tømmer uden besparelser i konstruktionen nogen steder.
Da
jeg har besluttet mig for at deltage i denne sejlads og dagsprisen ligeledes er
sat på plads i fællesskabet, får jeg pakket mit grej og ugen efter er vi på vej
mod sommerens kurs.
Selvfølgelig
er det underligt, at jeg netop i år ikke skal sejle med mit eget sejlskib
”Kraka”.
Men
ting og hændelser kan ikke altid forklares i lige linje med optimal forståelse.
Således er livet nu engang ikke sammensat. Livet er altid til overraskelser og
ud fordringerne.
Mit
egen båd ”Kraka” står denne hele sommer på land og er sat til salg. Men dette
emne vil jeg ikke komme ind på her.
Den
sidste aften inden afgang sover jeg på skibet i Frederiksværk havn. Det gør jeg
fordi, vi har fyldt skibet med proviant. Med mange andre værdier, som ikke
skulle friste ubudne gæster til at bestige skibet inden vi selv skulle have
glæde af de ombordværende værdier. Altså jeg var nattens vagtmand inden afgang.
Jeg
bliver inviteret over på Erik Jensens båd ”Fru Jensen” af Frederiksværk på
aftensmad og kammeratlig hygge.
Marianne,
min kone, som jeg har forladt et par måneder forud for denne sejlads, ankommer
lidt senere med noget rugbrød jeg selv havde bagt dagen forvejen, samt en
trøje. Stemningen er nu let trykket da Marianne ikke skal holde ferie med mig
efter 24-25 år.
Men
jeg må ud på det lidt større vand. Jeg må ud i andre rammer –
Ja!
Hvad er det der skal ske?
Næste
dag skinner solen og det er vidunderligt vejr efter 45 dage med kulde og
skiftende regn hen over det danske landskab.
Nu
tror jeg sommeren kommer til en hel rigtig sejler ferie i Skærgården af
Sveriges Vestkyst.
Søndag,
den 3. juli 1994.
Vi
slipper tovene klokken 11.00 formiddag. Der står en østlig let brise ind over
landskabet og rammer vores sejl perfekt.
Båden
glider lydløst for sejl ud af den gamle inderhavn.
Erik
Jensen føler os med sin sejlbåd ”Fru Jensen” os et godt stykke på vej ud imod
Kulhus renden. Men vinden løjer af og vi må sætte os for motor, der bringer
skib og hele besætningen til den jyske østlige kyst ”Øerne” et lille
havneområde i nærheden af og lidt syd for byen Grenå.
Det
er nu en gang mere kedeligt at gå for motor den lange vej til Jylland for motor
men vi kommer hurtigere frem. 7 knob i timen.
Næste
dag er det stadig med lovende sol og nu er der frisk vin der skal bære over vandoverfladen til næste havn.
Jeg
har talt i telefon med Bjørg der er født i Norge og netop befinder sig der
samme dag. Der er langt imellem Norge og Danmark set med et par sejler øjne.
Marianne fik også en telefonopringning og hilsen denne mandag morgen. Vi
befinder os nu ved Øerne den 4. juli med klar til afgang, hvor det er vores
hensigt og mål at sejle til Øster Hurup havn.
Øster
Hurup er en lille havneby på Jyllands østkyst nord for Grenå.
Efter
at have fortøjet båden uden på en anden ombygget fiskekutter, kommer vi i snak
med denne nye nabo og hans kammerat, som byder på en masse øl.
Josephine
går tidligt i seng, fordi hun har været søsyg på overfarten og Alexander sover
ved alle sejladser, men sover også om natten. Utroligt at han kan sove så
meget.
Jeg
tror han keder sig rum sø.
Mandag
5. juli
I
dag er målet ASAA, men undervejs trækker det op til tordenvejr. Sejlene står
fint.
ASSA
er en totalt isoleret havn og meget kedelig.
Jeg
får mig et iskoldt bad og opsøger havne grillen for at få noget varmt kaffe.
Resten af besætningen er endnu ikke stået op denne tidlige morgen klokken 6.30.
Grillmutter
tilbyder mig en ekstra kop kaffe oven i prisen og jeg har brug for at være mig
selv denne morgenstund på den let kølige morgenstund på en ensomt beliggende
havnefront i det østjyske landskab.
Finde sine egne tanker. Vi lever tæt på hinanden
på denne båd.
Bo og Josephine er nu nogle søde unge mennesker.
Jeg gad vide hvad der får dem til at rejse rundt
med en gammel gråhåret fyr på 57 når de er væsentlige yngre af år end mig.
Alexandre har været lidt tilbageholdende overfor
mig i starten af sejlturen.
Men efterhånden løber han efter mig hele tiden,
men der er et eller andet han er bange for.
Josephine udfolder sig mere og mere med
madkunster. Jeg vil men at hun nyder det med at lave mad. Hun siger Bo er
kræsen.
Onsdag, den 6. juli
Kan det være flottere?
Solen brænder vores hud i laser.
Bo kan mærke det på sin ryg. M
Jeg har ikke fortalt Bo eller Josephine om min
sygdom.
Jeg har ind imellem visse træthedsstunder, som
generer en hel del.
Josephine driller mig let med ved at sige: ”Nu
skal Palle have sove bare 10 minutter igen.”
Læsø får jeg ikke at se, men havnen.
Den er totalt overfyldt med turister og sejlbåde.
Et grimt plastik land i en snæver havn.
Fy-føj- det er ikke lige mig.
Torsdag, den 7. juli
Denne dags kurs kræver lidt mere.
Hårdt vejr med kur mod Sveriges kyst.
Den gamle ombyggede pæreskude fra Holbæk skal
have noget vind for at kunne sejle. Det får den netop i dag. Flot, rigtig flot
og smukt skære båden ”Josephine” sig igennem bølgerne på denne kurs.
Vi lander eller anduver som det hedder i sø
fagets sproget, på en lille bro, der ligger ret ud for en lille ø. Ja! Meget
lille ø, med nogle huse på der udgør det for en lille by.
Maven e i orden. Altså min mave som jeg ellers
til tider skal være ekstra opmærksom på. Alt fungerer som det skal. Jeg
efterlader mit personlige visitkort bag en busk ved aftenstid. Medens jeg ser
ud på naturen med en vis tilfredshed på livet.
Fredag, den 8. juli
Gøteborg er en større by end jeg havde forventet.
Ved indsejlingen til denne by, følges vi ad med
otte marine fartøjer fra Frankrig som skal på besøg.
De hilser alle på os.
Der er også et gammelt dampskibs stævne i byen.
Derovre på styrbords siden ser jeg et dansk
veteranskib ved navn ”Skælskør” der er med i opløbet på vej ind til centrum af
byen. Alle giver os et trut med en gevaldig styrke.
Vi anduver lidt efter inde i centrum af byen lige
overfor det nye operahus.
OM aftenen går jeg en ensom tur i byens gader.
Her føler jeg mig rigtig ensom, forladt og alt det der som pludselig kan opstå
i visse situationer af ens liv. De tre andre er taget på Lisbjerg
forlystelsespark. Selv slår jeg mig ned på en cafe og ser på byens aktive liv
en varm sommeraften i Gøteborg.
Lørdag, den 9. juli
Efter et meget dyrt havnebesøg i Gøteborg,
beslutter vi os for at sejle til en lidt nordligere skærgårds ø hvor vi vil
overnatte.
I dag må vi holde ”Tungen lige i munden,” som er
et gammelt dansk udtryk for at være lidt mere koncentreret og opmærksom
vedrørende vores sejlads i det tætte farvand, med de mange skær og
afmærkninger, der ligger forude på vores kurs.
Vi skal lære at aflæse søkortene direkte og
hurtig.
Altså en person på skibet styrer og en anden
person aflæser og navigere med søkort hele tiden.
En tredje person passer sejlene, så de står
rigtig i forhold til vinden og hele tiden holder øje med den tætte trafik, der
er på dette sted ved skærgården tætte trafikåre. Et begreb men næsten ikke tror
er muligt findes på vandstrækningerne. Det ser man først, nå man som sejler er
på det givende sted.
Hen under eftermiddagen anduver vi ved et lille
skærgårdsstræk med en lidt fladere strand på den ene side af klippeøen.
På denne skærgårds ø kommer Bo og Josephine op og
diskutere opdragelse om Alexander. Jeg sidder på en klippe lidt længere henne
og passer en grill op til aftenens saftige bøffer der forinden er købt i
storbyen Gøteborg dage forinden.
Jeg har travlt med at få grillen varm så jeg kan smide
kødet på den varme flade.
Imedens skændes Bo og Josephine forsat og jeg
fortæller Alexander med høj stemme et eller andet eventyr jeg må digte ud af
den blå luft. Der er ingen grund til at han bliver opmærksom på den trykkede
stemning over på båden.
Men historien ender lykkeligt og Bo samt
Josephine dukker op fra kahyttens kant. Nu er der idyl igen.
Der kommer senere to svenske gæster til og ombord
på vores sejlbåd til en omgang øl og samtale om både i almindelighed. Josephine
sætter sig afventende udenfor. Hun syntes at mænd taler alt for meget om båd.
Næste morgen ved morgen badning samler hun
muslinger som senere skal bruges til aftensmad.
Søndag, den 10. juli
Der er virkelig tæt trafik på dagen træk her i
skærgården.
Med udspilede sejl på en lænser, altså vinden
lige bag fra, følges vi ad og sammen med alle de andre hundrede vis af skibe og
lander i Kyrkesund. Det første sted med en rigtig ”Bryggen”. Husene er alle
malet i svensk rødt farvetiltag. Husene står næsten ude i vandet på stolper.
Jeg ser ned i vandet hvor vandrotterne hygger sig gevaldigt med de ting der
flyder rundt på overfalden af de våde elementer. Jo der er liv under husene der
står på stolper, bemærker jeg.
Vandrotterne er store som små hunde der bare
svømmer rundt her helt uforstyrret i deres egen verden under disse romantiske
røde huse.
Det er egentlig en billig havn, hvad betaling for
havnepenge angår – men der er ingen bad, vand.
Jeg går stadige ensomme turer for t finde en
eller anden glemt melodi dybere inde i mig selv.
Guds Nåde, om dette lykkedes.
Mandag, den 11. juli
Flot dag og flot by ”Gullholmen” som er en gammel
skipper by. Sikkert fattig i gamle dage. I dag ombygget til ferieboliger.
Jeg bliver ved med at gå rundt i alle de små
gader en eneste bil på Øen. Den er fredet og et naturreservat. Der står skibe i
alle vinduerne og hænger små svenske flag udenfor dørene på hvert eneste hus.
Buskene og blomsterne dufter af svensk sommer.
Jeg plukker lidt blomster fra et nærliggende
jordstykke.
En sommerfugl flakser glad rundt fra fristelse
til fristelse efter lidt sødt.
Jeg plukker flere blomster og kan simpelthen ikke
lade være.
Bare jeg havde nogen at opleve det med på de
ensomme havneture.
Gud hvor jeg længtes efter at have nogle at dele
tankerne med.
Men hele natten, for jeg kommer først i seng
klokke 01.00 - ja hele natten er der lyst. Folk sidder på deres små terrasser
og nyder aftenfreden.
Jeg har på Gullholmen stået på det højeste sted
ude i landskabet og set skyggerne af skibe, der i natten med deres lanterner
der langsomt glider forbi, for lidt efter at blive forstyrret af et brusende uhyre
af en motorbåd, der vælter sig frem i nattens stilhed. Alt kan blive vækket for
et kort øjeblik. Derefter atter sænker stilheden sig til næste motorbåds
indslag i nattens symfoni.
Jeg fortalte dig at om dagen hvor det et mareridt
med disse skvulpende motorbåde der hele tiden krydser sig frem og ind mellem de
andre både.
Om bord på vores båd er der også noget jeg ikke
fatter. Det er den gammeldags opdragelse der udøves over for Alexandra. Han er
3 år gammel og når der er noget han ikke forstår bruges trussel som middel. At
slå ham, men denne trussel udøves også.
Det har jeg meget svært ve som igennem hel mit
liv hvor jeg har arbejdet med børn.
Jeg har besluttet mig for ikke at blande mig, men
Josephine har tidligere haft en diskussion om dette med Bo.
I går spiste vi muslinger som Josephine samlede op
fra havets bund da hun dykkede ned efter dem. Hun holder meget af fisk og
grøntsager på sydlandsk vis. Det var kun hende og jeg der spiste af muslingerne
med stort velbehag. Dette måtte vi gentage en anden dag er vi enige om.
Men rødvin på bordet hverdag forsøder også livet
ombord på skibet ”Josephine” af Frederiksværk.
Øl bliver der næsten ikke drukket. Jeg savner min
kaffe af og til.
Der serveres te om bord.
Tirsdag, den 12. juli
Der er strøm problemer om bord på båden.
Selv om vi har 2 x 110 W batterier er de helt
flade. Det er nok vores køleskab der sluger alt strømmen fra batterierne og i
går sejlede vi for fulde sejl på læns hele dagen, dette giver ingen strøm til
batterierne. Men ro i sjælen og oplevelser for øjet. Det indre jeg har jeg ikke
fanget endnu.
Bo ligger her til morgen og roder med strøm
anlægget.
Josephine er ude og handle. Hun vil have
grønsager. Masser af grøntsager og Alexander sidder på toilet og venter på
livets befrielse.
Efter en god og lang sejlads igen med skiftevis
læns og agten for tværs samt lidt kanal gennemsejling er vi kommet frem til en
total natur klippeø. Uden træer, uden huse, uden kvinde.
Efter stort besvær får Bo lagt båden til øen.
Anret sat ud og jeg gr på jagt efter muslinger men forgæves. Øen er ikke ren nok.
Josephine udfolder sig med madlavning. Hvor er vi tre mænd utrolig heldige.
Om aftenen går Bo og Josephine tur. Alexander
sover og jeg giver mig til at afprøve bageovnen, som efter en times tid har
hjulpet mig med at bage to brød til næste dags morgenmad.
Onsdag, den 13. juli
Jeg tror efterhånden det er løgn, men her til
morgen er det hele endnu bedre end i går. Frisk brød på bordet.
Hvilken herlig morgen.
Vi lever tæt med hinanden på skibet her, men det
går fint.
Besætningen kender hinandens luner og private
zoner. Så selvom pladsen er meget trang, går det hele godt. Et er givet vi
kunne ikke være en person mere.
Vi kigger på vores søkort og talte om, at vi
måske nok kunne nå den norske grænse inden vi skal hjemover imod Danmark igen.
Sejladsen har været meget flot i dag. Ankommet
til en lille havneby der hedder ”Havstensund” der ligger ved Gribbestad. Der er
cirka 100 kilometer til den Norske grænse.
Naturen er blevet mere nøgen og rå i sin
udtryksform. Om end vi ikke er oppe ved trægrænsen så er bevoksningen ikke
længere i den samme højde som vi vanlig ser.
Jeg har netop talt med en svensk kvindelig
kunstner ”Sølvsmed” uddannet i København hos George Jensen,
Det viste sig at vi havde samme fælles bekendte
fra 1960erne, som nu er døde. Hun var i lære hos Junior som jeg købte alt mit
dobbelt riflet sølvtøj hos. Hun havde ligeledes været gift med en dansker og
netop for fjorten dage siden været til Roskilde Festival. Havde boet på et
lille hotel i Jyllinge.
Nu bor hun hos sin gamle mor på syvogfirs år og
har eget værksted. Et meget kendt værksted i området.
Siden 1962 har hun arbejdet med et specielt
smykke. Et smykke jeg synes er ganske interessant.
Hvor er verden lille, Vi kom jo bare forbi i en
båd og så….
Hvis mennesker skal mødes –
Så møder de også –
Som et samspil med skæbnens leg og sandsynlige
mulighed.
Her på denne aften ved havnens mole komme
langsomt et stort sejlskib langsomt glidende ind og bliver forankret tæt på
vores egen båd.
Det er det store norske sejlskib ved navn
”Svanen” fra Kristiansand af Norge. Hun er bygget i Svendborg 1916 til Norge og
sejlet der. Siden har svenskerne ejet skibet, men Svanen kom tilbage til Norge
omkring 1930erne.
Fire store master samt langskib af træ. Nu med
indlagt motor og original rig.
Sluttede dagen af med en stille aftentur så skønt
og stille.
Torsdag, den 14. juli
Det var en heftig nat.
Havnefestens larm holdt alle lystsejlerne vågne.
Samtidig trykkede varmen hovederne ømme. Selv uden indtagelse af spiritus. Alle
var efterhånden dehydreret af mangel på væske og årsagen var den kraftige
natlige varme.
Jeg har fået for vane at gå natlige turer hvor
jeg ofte plukker en duftende blomst fra en nærliggende mark eller grøftekant.
Ensom kan disse ture være og samtidig frigivende
for mit inderste jeg. Når jeg så går der i natten med en blomst i hånden,
lugter jeg til denne umiddelbare nærværelse fra naturens hånd. En blomst der
forstøver livet og forstærker livets salte.
De sidste nætter har været som i troperne 22 til
23 C ja hver nat. Om dagen sneg temperaturen sig op på 28 C. Og en smuk
vekselvirkning mellem vand og land. Sammenværd og ensom går hånd i hånd. Noget
er ved at flytte sig i mit inderste jeg ikke rigtig kan blive klog på.
Ofte ligger jeg næsten helt nøgen i forstavnen af
vores skib hvor Klyveren er udspændt som et sikkerhedsnet – der ligger jeg på
maven – så ingen kan aflæse min totale nøgenhed og lader havets genskær, når
det har opfanget solens stråler og sender disse stråler tilbage til mit
afdækkede korpus og modtager lyset fra livets via havets natur.
Åh dette hastige vand der flytter sig og dog
holder sig fast til samme sted på en og samme tid. Skibets bov bliver løftet
medens skumsprøjt rammer min krop i små stænk og fortæller om mit forsatte livs
tilstedeværelse. Jeg mærker i dette øjeblik lidt af livets dybder og
uendeligheden der er min følgesvend i den indre forståelses verden.
Men det var altså en nat med støj i Strømstad.
Medens jeg forsøger at skrive disse linjer i min
lille notes bog siddende på en bænk oppe ved et rødt venteskur for den lokale
bus og troede jeg kunne finde ro til at skrive her. Men der er fodboldkamp i
alle byens og nærhedens TV-apparater. Alle råber fra nær og fjerne i huse og
bådene, med ukendte stemmer, i et fælles brøl, når der er højdepunkter, der
skal gives udtryk for i denne fælles narkosetilstand via sportsudøvelse langt
væk fra landets grænser. Det er forfærdeligt at opleve.
Fredag, den 15. juli
Det nu blevet gråvejr og skyerne trækker sig
sammen.
Dette vejrskift giver en kraftig vind v/s så vi
kan sejle på en lænser med 2 spillede forsejl. Klyver og krydsfog samt sejl. 5
knob bevæger vi os med under Svinesundbroen som blev indviet i 1946 som
erstatning for færgetrafik, der var kendt tilbage til 1500-tallet. Flot og majestætisk forbinder
denne bro de to lande Sverige og Norge.
Vi går for motor ind under denne bro indtil vi
ankommer til Halden by.
Hastigt bevæger vi os til sprit bo laget og køber
5 flasker rødvin. Vores beholdning er ved at svinde ind til meget lidt. Rødvin
er dobbelt så dyrt i Norge som i Danmark.
Eftermiddagen går med yderlige flere indkøb. Vi
skal sørge for at have rigeligt med proviant hjemover mod Danmark. Halden by
har også en gammel borg fra ca.1660, der får vores opmærksomhed.
Lørdag, den 16. juli
Vinden står v/s så vi må gå for motor hele vejen
til Koster Øerne.
På vejen ud i det åbne hav får vi lidt skumsprøjt
ind over dækket men jeg har taget min cykel regnfrakke og bukser på. Sidder I
agter hele vejen og filosofere lidt over livet og livets gang i almindelighed
for mit eget vedkommende.
Længtes efter at være sammen med Bjørg. Skriver
mange postkort til hende.
Jeg har også ringet hjem til Marianne inden
afgang fra Halden By i Norge.
Forsøger at få lidt ro.
Fik også skrevet til mine sønner Toke og Rune –
Hvordan mon de har det? Hvad tænker de om det hele? Blandt andet om min tur
alene til Sverige og Norge og alt det andet?
Søndag, den 17. juli
Jævn til frisk vind vest til sydvest i dag og vi
sejler for sejl hele dagen dog uden storsejl da blæserne for kraftig men klyver
og fog tager også godt fra af vinden så vi får den tilpassede fremdrift vi
ønsker os.
Jeg er noget træt i dag og falder i søvn direkte
på en rednings krans der ligger på skibsdækket. Efter frokost må jeg hvile må
jeg atter hvile og sover en hel times tid. Klokken 16 lægger vi til et stort
gammelt og forladt fiskeskib der ligesom er opbragt ved et også gammelt nedlagt
granitværk i en lille bugt langs kysten. Alt virker totalt forladt. Nej i det
fjerne ser jeg nogle børn lege ved et ældre rødt skur og nogle kvinder tager
som på en strandbred langt væk fra stedet her.
Bo går ombord på det gamle fiskeskib der er meget
stor. Oppe på kommandobroen falder Bo straks for notet navigations udstyr og
andet ældre grej udført i messing, der befinder sig her.
Bo står længe og stirre på disse gamle klenodier
af skibssager. Jeg ser den er helt gal for Bo er nu begyndt med sine fingere at
rykke i grejet og giver ikke op før alt har løsnet sig. Han banker og bakser så
der kommer høje lyde ud over hele skibet. Efter 2 timers ihærdige arbejde er
det lykkedes for ham at fravriste noget af skibes værdi og klenodie. Men ak;
glæden er kort –
Medens vi lidt senere laver mad i vores egen
kahyt på det gode skib ”Josephine” – Ja; så dukker der en mand i blåt
arbejdstøj op. Han stirrer ned i vores kahyt medens han spørger os om vi har
set nogen fremmede der har været ombord på det store efterladte fiskeskib.
Lige så snart jeg så skyggen af denne mand skubbede
jeg min krop hen foran det afhentede messing - og skibsudstyr, som forinden var
blevet organiseret af Bo. Men krop dækkede straks udsynet til genstandene. Jeg
så op på ham, medens jeg stirrede på ham og benægtede det der blev spurgt om og
tilføjede straks af vi havde samlet muslinger ind til aftensmad. Det sidste med
muslinger var i sig selv en realistisk sandhed.
Aldrig har jeg set Bo være så lille og
sammenkrøbet. Han forsøgte næsten at gøre sin krop usynlig for tilstedeværelse
i dette øjeblik. Måske derfor tiltrak han størst opmærksomhed fra manden i den
blå kedeldragt.
Vi var alle blevet reduceret til meget, meget små
mennesker.
Straks efter manden i blåt havde forladt vores
båd startede Bo motoren vi skulle væk nu. Han kunne ikke komme hurtigt nok væk
fra åstedet. Samtidig spurgte han mig: ”Hvordan kunne du så hurtigt få flyttet
dig Palle og skjule messing udstyret.” – jeg trak bare på skulderen og vidste
med mig selv, at om jeg er en ældre herre, kan jeg være rimelig hurtig i
afgørende øjeblikke.
Bo sejlede med alt for høj fart i det farvand,
hvor der var mange undersøiske skær, der ikke var afmærket. Jeg fortalte ham,
at selv om han havde en kamp med sig selv i dette øjeblik så skulle han sætte
farten ned og se efter de steder, hvor der var lette krusninger på
havoverfladen. På disse steder måtte han forvente, at der var et klippeskær,
der lå under havets overflade.
Vores gode aftensmad var i mellemtiden blevet
helt kold. Muslingerne tørrer.
Hele tiden følte ci os forfulgte, men nåede
endelig frem til en gæstehavn.
Natten var god at sove på efter dages
selvforskyldte og ubehagelige oplevelser.
Mandag, den 18. juli
Vel udhvilet vågner jeg denne morgen og starter
dagen med turens dyreste bad. Jeg måtte simpelthen vaske skidtet af mig og
gennemgå denne personlige renselses proces fra gårsdagens oplevelser. Men alt
kan ikke vaskes af med sæbe og børste det vidste jeg inders inde godt. Men det
var et forsøg værd. Jeg legede et meget stort baderum oppe hos en ældre dame
for 16 svenske kroner. Alt fulgte med. Rigeligt varmt vand og gode store tørre
håndklæder. Plads til omsorg for egen body.
Det var godt at få vasket sit til saltede stive hår der strittede i alle
retninger som frygtløse antenner der vil af med al den overspænding der
befinder sig inde i mit hoved. Alt i alt var det en god og behandling og
beslutning jeg havde foretaget mig ved at tage dette morgenbad. Jeg gad vide om
Bo og Josephine samt Alexander var vågnet inden jeg kom tilbage til vores båd?
Men nej! Resten af besætningen var ikke så ivrige
som mig denne morgen med at komme ud af deres skibskøje.
Josephine valgte resultatet at smide tøjet og
hoppe direkte i havnebassinet for at frigøre sig for gårsdagens sved og
elendige oplevelse. Hun havde også behov for at komme af med alt sit affald,
der endnu føltes som en klæbrig masse der ikke ville give slip.
Jeg havde fine manere og vendte ryggen til da hun
kom op af badet for at få sit tøj på igen.
Når jeg nu nævnte ordet manere måtte jeg fortælle
hende at ”Jo” jeg havde finere manere og var ældre, men også større udgifter
derved.
Spøgelsesskibet fra i går er nu lagt på afstand.
Selv ens drømme har ladet mig få fred. Eller jeg kan bare ikke huske dem
længere på grund af alder eller for meget varme.
Solen er atter betænksom ved os.
Jeg tilbringer en stor del af dagen på soldækket
og i det store net ved bovspryd, der hænger som en frihed, langt ud over vandet.
Næsten afklædt som naturen har skabt mig, forsøger jeg at frigøre mig at finde
mit dybere jeg, medens bølger vi passere, taler til mit sande jeg.
Jeg kommer langsomt til at ligne en mørkere mand
fra andre himmelstrøg.
Jeg ved når jeg kommer hjem over ligner jeg en
meget mørk mand med denne totalt brune overkrop. Men jeg skal som sådan ikke ud
at gøre indtryk på nogen som helst i øjeblikket.
Det bliver til grill og overnatning på en klippeø.
Vi bliv hjulpet ind af Peter og Kathrine fra Århus, som vi inviterede over til
vores cockpit om aftenen. Lidt af mit nybagte brød blev denne aften fortæret i
dette fællesskab.
Peter læser økonomi 1. år og Kathrine læser
psykologi på sidste år. Begge er de 26 år gamle.
Peter fortalte om deres sejltur fra Århus via
Anholt. De havde ingen motor med og båden er 23 fod.
Peter har været med over Atlanten som gast på en
langtursbåd og kan kun anbefale dette til andre der er interesseret i at sejle.
Han talte meget med Josephine idet han har været på Filippinerne. Jeg rejste
meget rundt i verden tidligere.
Bo kom med bemærkningen om at han vist var sammen
med akademikere eller belærte personer.
Ja! Så fik vi også en snak om dette emne.
Peter havde rødvin med og vi var heldige idet vi
kun have en flaske tilbage.
Tirsdag, den 19. juli
Det er en af de dage hvor alt går galt. Ja! så
følger der flere eller mange ting efter.
Straks om morgenen inden afgang vil jeg lige op
på en klippe og fotografere vores båd ”Josephine” oppe fra øens udsigtsplads.
Jeg må gå op ad en stejl klippeside. Men – ok, jeg skal også ned igen. Nu
glider jeg med det ene ben, der ikke har fået rodfæstet sig godt nok og for
ikke at få videomaskinen ødelagt som jeg holder med begge mine hænder, kan jeg
ikke tage fra med mine hænder og jeg falder 3 meter på ryggen ned af den skrå
klippe. Jeg skraber min ryg på vejen ned og ødelagt albue.
Fandens ondt gør det.
Senere ved landgang til næste klippe æ om
aftenen. Glider jeg igen d jeg skal hjælpe Bo op i klyveren nettet. Jeg falder
ned i vandet og rammer en sen med foden. Samtidig må vi flytte båden 3 gange
fordi den støder på grunden.
Bo og Josephine kommer op og skændes oven i det
hele.
Jeg er simpelthen træt – og uden frokost – og sen
aftensmad kl. 22.00
Er dagen pumpet ud af min krop.
Godnat.
Onsdag, den 20. juli
Vi har alle dage stået for sent op siger skipper
Bo,
Derfor skal vi tidligt op i morgen. Der bliver
vækning klokken 8.00
Morgenmad klokken 8.30
Sejl afgang for sejl klokken 9.00 fra denne nye
klippeø.
Det er meget flot vejr, men vinden er drejet om i
sy.
Så vi må gå det meste af næste dg for motor.
(da-dum-da-dum)
Vi er inde og handle på Björk Øen. Klokken 13.00
Jeg får sendt et par postkort. Så sejler vi
videre 2 timer efter.
Jeg får meget sol denne dag igen.
Sidst på dagen anduver vi en ny klippeø med god
sandstrand og flot natur med den smukkeste flora i alle farver. Duftene tager
nu til. Vi er nu også langsomt over midt sommeren. Det hele bliver set og
mærket.
Jeg er blevet lidt vemodig.
Det der hjemme. De afklarede ting og situationer,
presser på.
Jeg føler mig frygtelig ensom. Hvad vi fremtiden
kræver? Hvad skal der ske og leves.
Men også fortidens oplevelser med mennesker jeg
har kendt og nu er døde dukker om i min ydre bevidsthed mere og mere. Således
er det altid med opgør, forandring. Meget bliver der åbnet for og river mere
frem end man i det umiddelbare nu havde forventet.
Bo og Josephine har det godt med hinanden igen.
Jeg tror de har talt sammen om deres små uoverensstemmelser.
Josephine holder stadig af at lave mad. I morgens
stod hun op før alle andre for at samle muslinger på den modsatte side af øen.
Og nu medens jeg skriver disse notater ned i min
lille bog, står hun og gør muslingerne i stand.
Torsdag, den 21. juli
Månen sidder stor og rund der oppe på himlen. Åh
du måne ”Fru Luna,” som netop kigger ned på mig. Kold som en jomfru med
tusinder års erfaring bag sig. Hun e r vores hun skal være. Jeg er på det
aftalte og forudbestemte for at hilse på hende.
Det er på Læsø og det er nat.
Om dagen har det eller har været tid til megen
sol-nøgen badning under klyverens trekantede stormaskede net, der giver fri
udsigt til havets storhed og formåen der kan, vække et hvert menneske til
besindelse. Samtidig med at ens hud
bliver brændt i stykker hvis der ikke passes på. Kroppen har kvitteret med en
jævn ens brun farve over hele kroppen også på de steder af kroppen man normalt
ikke udsætter den for sol. Det er egentlig den rene sol ”Ornanisme,” om jeg må
sige det således. Hov det er vist et ny ord jeg lige fandt på. Ikke for at
overdrive, men det er jo kendsgerningerne.
Af navigations redskaber, foruden vores sunde
fornuft er vores tilgang for fores kurs. Både når det gælder et skib eller et
menneske livsfærden igennem livets landskab er en ophøjet erkendelse at kunne
mestre.
Ja! Vi har en Navigator som Bo ikke har sat sig
ind i hvorledes den fungere. Derfor må Bo hele tiden udtage det øjeblikkelige
fixpunkt hvis han vil vide hvor skibet formodes at befinde sig på havet. Vi har
ingen log ombord så her bruges den elektroniske Navigator igen med det
efterslæb der nu må være på 1 til 5 minutters opdaterings tid. Så den
øjeblikkelige fart har vi ikke heller ej heler ikke distancen der er ud sejlet.
Skipper sætter næsten ingen kursstreger på søkortet og slet ikke i de svenske
søkort over skærgården. Så ofte bliver spørgsmålet stillet: ”Hvor er vi nu”.
Der for findes ingen ekkolod, så den aktuelle
dybde vides ikke.
Der er nok for lidt ankerline (20 meter) til en
så tung båd på 8 til 9 ton.
Jeg ville have fortrukket 50 til 60 meters længde
til en ankerline.
”Plotteren” (*) har jeg heldigvis medtaget, samt
pejlekompas. * kurslineal
Bådens radio virker ikke, så vi kan ikke hører
vejrmelding.
Jeg kom helt væk fra Månen. For månen kender som
sagt sin rette.
Men hvor er min rette plads?
Men hvor er min fremtid? I forhold til andre
mennesker og i forhold til mine nærmeste.
I denne nats lange vandreture ind mellem
klitterne og plantagens od de krydrede hegn der afgiver de nærværende dufte.
Her på dette sted, kan jeg mærke ændringernes afstand. En andel vinkel til det
vant drømme i det levede liv. Et undgåeligt punktum på en livslinje.
Jeg fjerner mig og på en gang nærmer jeg mig
målet.
Men samtidig vokser mine sanser sig på vej ind i
et nyt landskab. Selv når jeg lukker mine øjne, ser jeg glimtvis billeder, som
jeg ikke troede var muligt. En slags tredje billede ikke drømmebilleder.
Hverken drøm eller vågen, men noget midt imellem
her hvor fortid blader sig med fremtid og det bliver et andet n u e t (nutid)
som jeg ikke kan forklare sådan lige her og nu. Men hvis det forsætter er der
ved at vågne en ny sans ”Den 7.” jeg har følesansen, lugtesansen, smagssansen,
synssansen, tanken, hørelsen, -
Fredag, den 22. juli
Afgang fra Læsø klokken 11.00 mod en lille by ved
navn Hals ved Limfjordens indsejling. Ankomst klokken 18.00 Vind svag s/v
sejlads for motor hele dagen 5,8 til 6,8 knob i timen.
Jeg tager solbad på fordækket når jeg ikke står
ved roret.
Vi taler ikke om noget særligt om bord på skibet.
Alexander tager megen tid og opmærksomhed. Bo læser Extrabladet (en dansk avis)
avisen eventuelt i en gammel avis hvis andet læsestof ikke er tilgængeligt. Når
vi er i en havn, køber Bo altid ny avis. Det er vist side 9 pigen (nøgenfoto)
der trækker har jeg lagt mærke til. Han sidder længe og dvæler ved denne side.
Josephine synes ikke om det. Bo tager også ofte sin kikkert frem, når vi under
sejlads kan se nøgne eller halvnøgne piger.
Ved ankomst fik vi en fin middag om bord. Altid
en et med fisk, skaldyr med spændende krydderier i tillæg.
Jeg besøger byen i Hals. Der er en ung organist
der øver sig på orglet i Hals Kirke og jeg får en sludder (samtale) med ham om
byen i almindelighed.
Lørdag, den 23. juli
Man bliver træt og ugidelig dovn af konstant
motorlarm og vi måtte i dag også have motoren i gang hele dagen, da der kun var
svag vind og brændende sol på dækket. Så jeg sover. Alexander sover ved siden
af Føj og uha - jeg fik hurtig travlt med at flytte mig.
Vandpumpen går i stykker på motoren, men bliver
lavet i morgen.
Vi er nu i Bønnerup Havn.
Søndag, den 24. juli
Der var intet som helst at se i Bønnerup Havn.
Det stank af fisk.
Men Bo fik lavt vandpumpen til dieselmotoren, som
sad helt løs.
En cykelsmed oppe fra byen klarede sagen for 50
kroner.
I dag skulle Alexander (3 år) afleveres til sin
far Viggo (77 år) i Ebeltoft.
Ok! jeg skrev rigtigt Viggo var 77 år.
Afgang klokken 11.00 efter reparationen af
vandpumpen var vi kommet i tidsnød. Derfor igen for dieselmotor klokken 11.00
til 18.15 ankomst til Ebeltoft.
Viggo gav middag til os på havnens ”Kabyssen”.
Dårligt mad høj pris. Jeg fik dog en dejlig rødspætte. Jeg havde heldigvis
valgt en anden ret end Bo.
Hvor er det underligt at se en så gammel far.
Viggo har været sømand og nu blevet far for 3 år siden han er gået i land.
Giftet sig med Josephine da hun var 24 år gammel og kom fra Filippinerne. Men
det gik ikke og Viggo har igen en kæreste på Filippinerne og opholder sig der
hver eneste vinter.
Om aftenen ringede jeg hjem og de landlige
problemer samt hverdagen var straks parat med at give sine meldinger tilkende.
Anderledes kan det ikke være. En kontrast til havet – et reelt flydende element
– hvor jeg i dag stod for mig selv og styrede båden, medens radioens
høretelefoner i stereo der befandt sig tæt på mine øre, sendte musik fra
Granada (Spain) og Andalusien. Det var så overvældende. Synet af bølgernes
uendelighed. Musikkens intense nærværelse. Sammensmeltet med nuet ned indhold
af fortid og fremtid.
Da græder jeg – klumperne hoppede sig op i min
hals og frigjorde den indre gråd.
Bo og Josephine så det ikke. Nej! De så det ikke.
De sad og læste i Ekstrabladets nyhedsstrøm. Vi
(besætningen) var i to forskellige verdener i dette øjeblik.
Jeg vidste med mig selv, at jeg må derned til
Smertens Land hvor støjen, råb og intense rytmer trykker min sjæl på plads. Så
jeg forstår stilhedens tavse sprog.
. Om aftenen oplevede jeg et russisk orkester der
spillede rockmusik fra 1950-60erne. De spillede faktisk godt. Klokken blev lidt
sent denne aften. Jeg så lige på uret da jeg havde lagt mig til køjs viseren på
uret viste 01.33 inden min krop kom til ro.
Mandag, den 25. juli
Dagen i dag var et besøg på Fregatten Jylland
samt jeg fik set glasmuseet i Ebeltoft. Dette syn af det meget glas gjorde et
stort indtryk på mig. Det var kunst med stemnings udtryk. Jeg købte straks en
CD med Glasmusik og et par plakater.
Denne mandag var en endnu mere dag med endnu mere
sol og total varme der kastede sig ned over det danske landskab. Temperaturen
have nu sneget sig op over 30 C. grader. Alle mennesker stønner og holder sig i
skyggen. Det gjorde jeg også. Købte små gaver til dem jeg kender. Små krystaller
der er gennemsigtige som en glas i blåt og gyldne farver ligeledes der i mine
øjne var meget smukke.
Tirsdag, den 26. juli
Denne dag bød på en kedelig sejltur til Tunø. Det
hele forgik for motor. Jeg sov på dækket og endnu en gang var solen tæt på mig
med den brune pensel over del hel.
Jeg har stadig problemer med mit venstre knæ og
skal passe på det.
Navnlig om morgenen kan jeg mærke om det har
været overbelaste dagen i forvejen.
Gik en lang aftentur på øen. Der var mere stilhed
inde i landskabet end ved havnen. Turø havn var totalt overfyldt med samlet 400
både vil jeg anskue var tilfældet. Og så i dette lille hul af en havn.
Onsdag, den 27. juli
Har været alene på båden i formiddag.
Bo og Josephine var ude og cykle på Tunø sammen
med Alexander.
Jeg har ringet til Bjørg og Marianne.
De 28 dage er snart gået. Uvirkeligt på en måde.
Men hvor kan man opleve så meget på et relativ få dage og kort tidsrum. Vis man
har vilje og mod til at flytte sig og det må jeg sige, jeg har gjort, så kan
meget lade sig gøre. Men ligeledes om, hvor kan det være svært, at sætte
tingene og beslutninger på plads og sammen i en forståelig helhed. Det er
næsten umuligt.
Men afgørelser skal træffes.
Jeg har taget båden cykel g kørt ud til et totalt
øde strandområde
Kørte ud til et øde strandområde -
der er totalt isoleret for andre mennesker
andet de enkelte beboere her.
Går ned forbi den sidste gård med de tilstødende
gule kornmarker, der netop afgiver deres sommerlige kornduft, medens en enlig
lærke endnu er trofast og der, højt oppe i det blå lufthav, synger for sin
kone.
Jeg tager alt mit tøj af.
Det hele – ikke en trevl tøj skal længere klæbe
sig fast til min krop.
Jeg sidder der lidt efter, helt nøgen på en sten,
med fødderne placeret i det våde element og skriver disse linjer i min dagbog.
Ser på alle disse små rullesten, der ligger lige
foran mig som små forhøjede forhindringer, der vil trykke mine fødder let, når jeg
betræder dem, for at nå ud til den første og den anden revle, som lyser så
klart, imødekommende med sin blå overflade, der kommer fra himlens
genskinnelighed og de jævne sandriller fra bunden, som jeg kender så godt fra
egen tidlige barndoms år.
Lægger bogen fra mig på stenen.
Går langsomt ud. Lige netop så langt ud at jeg
ikke længere nå kan bunden. Dykker med hele min krops vægt, så langt ned i
dybet som det overhoved er muligt for mig i denne situation.
Men jeg ved at opdriften atter vil fører mig op
til overfladen. Og den velsignede luft, som er så livgivende og nærværende for
at overleve vil åbne alle mine sanser efter dette bad.
Torsdag, den 28. juli
Det var en god dag ved stranden i går hvor jeg
var alene.
Der var rumlighed og stilhed og en hel ren
strand.
Vi vil i dag sejle til Marup Havn der ligger på
Samsø.
Vi kommer efter et stykke tids sejlads frem til
Marup Havn. Med vores kikkert kan vi se der hænger en kæde hen over
indsejlingen der viser at havnen er lukket. Så vi lægger en ny kurs der bliver
sat til et længere stræk Odden Havn, men igen for motor. Jeg døser på hele
turen og styre ind imellem som afløser for skipper Bo.
En lang sejltur og en sommer. Varme aftener.
Markerne der endnu er gule og klar til at blive høstet. Ingen igen at opleve
mine stemninger med, men så får dagbogen her så hele opmærksomheden i skrift.
Tordenvejr og lidt regn om natten. Det er varm og trykkende luft som på en
tropeagtig sommer kan være. Ligger næsten nøgen og afklædt på køjen og bliver
våd af skibets utætheder.
Fredag, den 29. juli
Vi er næsten løbet tør for diesel uden for havnen.
Der er cirka 20 liter tilbage.
Efter vi har fået fyldt op med diesel, sejler vi
for fulde sejl ud af Odden Havn.
Agten for tværs, står vinden ind mod bådens side.
Senere går vi på en læns mod Hundested Havn.
Let vind, med tiltagende styrke undervejs op til
frisk vind. Dejlig tur men også vemodig for nu skal turen slutte. Jeg ser på
indsejlingen til fjorden.
Her har jeg tit sejlet alene med Kraka. Jeg skal
nok aldrig mere sejle her.
pHK 11.
december 2020
Comments