Døden tager altid med den ene hånd og giver med den anden.

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Aldrig; Nej aldrig bliver de gentagende og nærværende oplevelser frigjort, alt ændres under konstant forandring og nærværelse. Dukker op igen efter lange tiders fravær i tidens opfattende tomme rum, der som en cirkel, vender tilbage igen og igen, til udgangspunkt af dette. Noget forbliver værende bag den skjulte væg. Andet træder massivt frem, på denne min væg, der kan blive så gennemsigtig som vand. Vand der ikke kan holdes tilbage af et eller andet guddommeligt filter. PHK 2018

For mange år siden, rigtig mange år siden midt i 1960erne, kom jeg kørende i min lille bil af model Morris Maskot, om natten mellem Århus og Skanderborg på vej imod Hem Odde, hvor jeg er bosiddende.

Få kilometer udenfor en lille by ved navn Stilling.  Bremser jeg pludseligt min bil op, da jeg mener at kunne hører menneske råb om hjælp. Bilen køres baglæns tilbage på den rå asfalt. Der ligger lidt glasskår på kørebanen og intet andet. Atter disse råb derude fra det totalt mørke landskab en efterårsdag i 1965. Bilen bliver drejet på tværs af landevejen.

Langt inde på en mark, der hvor jorden er nypløjet og fugtigt, ligger der en bil med bunden op imod himlen. Den ryger og virker ellers totalt sort, samt intetsigende. Jeg får ved hastig løb kommet over til bilen, bøjer mig forsigtigt forover, ser ind i den forulykkede bil, men der er ingen personer i køretøjet.

En stemme råber med svag mandsstemme, jeg har svært med at orientere mig om, hvor den kommer fra, vi ligger herover. 25 meter fra bilen ligger der to personer, ved siden af hinanden, som om de endnu sidder i bilen. Ganske tæt ligger de sammen, men her midt på den rå og kolde jord virker det helt forkert. Den ene person svarer mig, da jeg spørger om, hvor mange der var i bilen. Svaret er 4 personer. Men her er kun de to personer.

Det er totalt mørkt og jeg går rundt på marken. Mine øjne ser nu skyggen af to andre helt oppe ved landevejens grøft, totalt langt væk fra dette rygende bilvrag. De er tavse, ligger helt stille. Snart efter står jeg igen ved den person der svagt kan tale. Finder ved bilen, en slidt gammel gulvmåtte den lægger jeg over dem for, at beskytte de forulykkede imod kuldens indtrængende nærværelse. Jeg ser til forfærdelse at pigen har åbent benbrud medens jeg lægger bilmåtten over dem som en slags erstatning  for et varmt uld tæppe, jeg ikke er i besiddelse af og siger samtidigt, medens jeg udfører denne forkvaklede handling, at jeg må op på landevejen efter hjælp.

Straks efter ser jeg mig selv stående på landevejen, med vinkende og viftende heftige arme, der forsøger at få stoppet en bil. De ensomme biler der kommer imod mig kørende, der i nattemørket, kørende forbi uden så meget som at sætte farten ned. De tror måske, jeg har fået motorstop eller lignende og ønsker ikke at hjælpe til ved et motorstop på en mørk landevej. Måske er de bare utrygge ved at stoppe op på en mørk landevej, men de kan ikke undgå at se mig, da jeg holder på tværs med den lille Morris Maskot, så mine billygter oplyser marken og den forulykkede bil ude på marken. Jeg forstår det ikke, at bilerne bare kører forbi, uden den mindste antydning af, at sætte farten ned eller helt stoppe op.

Det viser sige senere, at en taxa der er kørt forbi, medens jeg var ude på marken, har tilkaldt hjælp over bilradioen.

Efter 12 minutters tid, ser jeg ude i den mørke horisont, i retning mod Skanderborg, et blåt blink markere sig på af landskabets ensomme natlige resonans af afmægtighed.

Jeg går op fra den katastrofale tomme mark og op på landevejen, hen til min bil. Kort efter starter jeg bilen, da jeg nu ser der er 2 biler, som endelig er stoppet op og reflekter over ekkoet, fra en meningsløs ulykke. På vejen hjem, passeres Skanderborg Stationsbygning. Mine ben begynder langsomt at ryste, som gennemtrængende kuldegysninger. De sidste 9 kilometer af Brædstrupvejen for at nå frem til Hem, her forstærkes denne afmagt, med store rystelser i min krop, ikke længere det muligt at holde min krop under kontrol. Jeg magter det ikke og ryster forfærdeligt efter oplevelserne denne nat.

Nogle dage efter får jeg underretning af en bekendt fra der bor i byen Vrold, som arbejder på Skanderborg Sygehus, at pigen med det åbne benbrud hedder Kirsten og er 21 år gammel. Hun var straks kommet på operationsbordet, samme nat for at blive stabiliseret. Desværre havde en portør 2 dage, efter været uopmærksom under en transport til kontrol røntgen undersøgelsen. Portøren havde ramt en dørkarm med senge transporten, hvorved patienten Kirsten havde ramt si kraftigt skade ben og alt var brudt op. Hun blev ustabil og skulle overføres til Kommunehospitalet i Århus. Her døde Kirsten nogle dage efter.

Det er med forbundne tanker jeg genoplever mærkbare stunder. Knapt 3 år efter syd for Skanderborg en sensommerdag sidst i august, bliver min egen datter kørt ihjel, syd for Skanderborg, ved sin skolebus.

Lige så stærkt ringer en ligegyldig telefon, som pludselige får total betydning og ændring for mit liv og forståelse af livets afmålte skæringspunkter. I telefonen fortæller politiet mig, at jeg skal komme ind til Skanderborg politistation omgående.

Netop denne dag, havde jeg ikke min lille bil Morris Maskot hjemme, da den var på værksted i Skanderborg.  Jeg løb fra mit glasværksted, hvor jeg netop var i gang med at lave en kirkerude til Hørning Kirkes kapel som snarest skulle opsættes som et nyt kirkearbejde jeg havde fra mit glasatelier og værksted. Diamant og værktøj blev forladt i hast og heldigvis stoppede den første bil, der var på vej imod Skanderborg, da jeg stod og gjorde tegn til et lift på landevejen.

Åh! Denne stationsbygning ved Skanderborg hvor jeg blev sat af, har givet mig mange stop. Jeg måtte gå igennem hele byen og mange urolige tanker blev født på denne gå tur. Det første der ramte min opmærksomhed og blik, da jeg kom ind på Skanderborg Politi Station var Turis skoletaske, hvor skulderremmen var flået over. Den lille grå lærreds taske jeg kendte så godt, stod der på en ensom stol og ventede på ingenting. En betjent kom mig i møde og som sagde et eller andet, for mig ligegyldigt, fordi jeg slet ikke hørte efter længere. Lidt efter var vi på vej sammen til Sygehuset hvor der skulle foretages identifikation af Turi.

Jeg ved ikke, hvornår det går op for mig, at alt er ugekaldeligt tabt – men pludselige befinder vi os i et køligt kælderrum og et hvidt lagen bliver fjernet fra en seng. Her ligger Turi så fin, så ren med en kølig hudfarve, med et søvndrag over sit ansigt, som om hun vågner om lidt, Mit blik glider ned over og rammer hendes nederste del af ankel og ben, som stikker brutalt ud igennem huden. Ingen blod er der at se, men denne hvide ben stump, flået over som en trærod i en mørk skov, selvom her er alt hvidt og rent

Aldrig har jeg i mit liv været så alene, da jeg næsten sovende gik ind på bilværkstedet, noget senere, for at hente min Morris Marskot, som nu stod klar til afhentning. Forud ventede der mig en tung vej til Århus, hvor jeg skulle fortælle og give et tungt budskab til familien. Jeg nåede kun halvvejen til bestemmelsesstedet. Da kørte jeg ind på en rasteplads ved Hørning by og  der græd, i en stor krampe af umættelighedens sorg og tab.

Et hastigt billede, fra en bilulykke 3 år tidligere, dukkede op på min indre nethinde af erindringens hjerne, hvor jeg havde stået med en anden pige, med lignende benbrud ved en bilulykke en mørk nat.

Først to måneder senere blev der udløst et "Primaelskrig", som steg op til min strube fra det inderste af det inderste og fra det dybeste af det dybeste af mit bryst.

Der er nu gået 50 år siden de beskrevne hændelser havde markeret sig på og i mit liv. Mange er siden kommet til. Ja utroligt mange oplevelser skal indprente og virkeliggøres, for at forstå livets korte interval, afmålt i tid og epoker. Jeg kan godt genkende nogle mønstre og skimte det guddommelige filter, som skjuler det vi ikke er godkendte til at se eller ikke ønsker at tilnærme os, fordi livets hastighed og tidsformende nærværelse, ofte er gjort til en vigtigere faktor i vores liv. Når vi så står overfor kærligheden og dødens tidsrummelige nærværelse. Fornemmer vi mere end vi bare kan styrer men må vælge.