Kirkebjergskole 1944 og andre erindringer

Jeg så hende aldrig igen.

14. august 2018 PHK

Min familie og jeg flyttede fra min fødeby Vordingborg i 1942 på grund af politiske forhold og overvejelser fra min fars side.

Min far kunne ikke længere opholde sig i den by, hvor han sammen med sin hustru, min mor og søskende, sammen og begge mine forældre, havde Erhverv i byen og samhørhed med venner og familier. Børnehaven min, var den personlige base, som jeg befandt mig tryg ved.  Min storebror 9 år gammel, måtte dette år forlade sin skole og skolekammerater samt spejdergruppen. Min mors familie relationer og mange års historie af hendes slægt blev nu brudt.

Mit nye tilflytnings og bosted i Vanløse og min kommende alder, gav mig de følgende år oplevelser og indsigt, som jeg ofte og sidenhen ikke har kunne placere eller fortælle om. Det er nogle gaver her i livet, man ikke ønsker at pakke ud, fordi de får en til at græde over den sorg, som har fastfrosset mit sind i en indadvendt verden. Hvor ordene ikke blev født. Hvor synet ikke ville tro. Hvor tavsheden fra de voksnes verden, lærte mig at tie og trodsigheden voksede i mit temperament til uhensigtsmæssig udfald og fordummelse.

Når mennesker forsvandt eller min skolekammerat og naboens pige blev skudt, klods gennem den lukkede dør og ingen fortalte mig eller ville lade mig græde ved en omfavnelse hos en voksen, der trods alt kunne samle overskud til at række hånden ud. Igen fortalte mig konkret, hvorfor min klasselærer græd foran os børn i første klasse, på den nye skole. Hvorfor han gik ud ad klassens dør, uden at lukke den efter sig. Der stod den vidt åben, som en sætning der aldrig blev skrevet færdigt. Ugen efter deltog jeg sammen med skoleklassen til hans begravelse. Jeg husker stoppestedet hvor vi børn stod og ventede på denne ensomme sporvogn, der førte os til det kapel og den første begravelse, jeg oplevede i mit liv. Den begravelse der aldrig blev forklaret. Lige som naboens pige, der bare forsvandt og jeg så hende aldrig igen.

Forleden dag, som gammel mand, oplevede jeg og gennemtænkte den snigende angst, som det sidste år har fyldt i mit landskab. Jeg har altid kunne kontrollere dens udbrud, men nu viser  d e n  ansigt igen efter mange år. Uden navn, uden et genkendeligt sted, som et overfald bagfra. Uden dialog og person genkendelighed. Måske skal jeg helt tilbage før min fødsel, for at opsamle begivenhederne start, når min far kom hjem om natten og sparkede min mor ud af sengen for at får opmærksomhed. Medens jeg lå derinde og ventede på den nye verdens ankomst. Åh! Disse voldsomme lyde, kunne jeg slet ikke placere og de gav et aftryk af forundring og utryghed. Til min forskrækkelse opdagede jeg mine sen reaktioner, som 15 årig ung mand, når de gentog disse optrin, som for mig vakte gamle oplevelser og følelser til min nærhed igen. I dag ser jeg med tydelighed, at det er her og i disse situationer, angstens spire fødes. Dette at befinde sig i et rum hvor det oplevede ikke kan ændres og bare viser sin truende tilstedeværelse, medens rummet ændre størrelse. Bliver en truende faktor så ens egen selv kontrol bliver presset ud til et ”Skakmat” uden at spillet tabes, men bare forsvinder.