fortalt i Blomstersprog 2018 PHK

En fortælling i blomstersprog

Som en blomst, ved navnet Marguerite, gengivet i dybe fortællende kurver, af forventning og genkendelse. En eftersmag af det forventede og genkendelige. I hver en streg og kurve, frembragt som en pensel, med oliemaling som hjælpemiddel, for at fremkalde et aftryk af den virkelige forfængelige verdens skønhed i fordærv og tilbedelse. Ser du rigtigt, som det jeg også ser, er du i et godt kunstnerisk selskab. Men høre du ikke det de andre giver udtryk for de ser. Er du fortabt i ”Forfængelighedens Landskab.”

Tit står jeg på en kunstudstilling. Betragter de fuldkommende, og tilstedeværende kunstmalerier i bedste kvalitet.  Men samtidigt, presser bagsiden sig også på, fra billedets inderste kant og råhed, fordærv, forgængelighed.

Fortielsens streg, der aldrig bliver født. Aldrig bliver forstået.

Jeg så forleden dag filmen om, det franske drama ’Marguerite’ foregår i 1920ernes Paris, hvor den velhavende Marguerite ”Dumont” er en aspirerende operasangerinde. Hun har i årevis har optrådt for en lukket musikklub, i sit eget hjem, og nu søger hun at optræde for et større publikum.

Men den atypiske forståelse for, hvad der er smukt, nærværende i livet, kan stemmen ende ud af det gode selskab, hvis der ikke rettes ind.

Det kan også siges på denne måde, da den danske Prins Gemal, døde forleden dag. Blev han først dømt ude og senere til accept af folket med ordene: ”Jo – Du var konge”. Men aldrig ville de give ham titlen i levende live.

Alle malerier har deres bagside. Hvad enten det er hørlærred eller anden stoflighed, der males på. Men det er ikke denne side, publikum vil betragte. Ordne har ingen ende, når der skal tilrettelægges i en anmeldelse og ramme plet for det afventende publikum.

Marguerite blomster i frihedens glans.

Bag billedes lærred,

så jeg

Livets elendighedens dans

(PHK 16.2.2018)