Retah Burton (Merete Schou)

”Forgotten Man” Melodien og optakten til sangen, som en tæt pågående lyd, der kommer ud af mine højtalere, fra et forsinket budskab, der vil fortælle det hele.

Med sprøde toner fra en Saxofon, der med sin luftstrømme, med luftstrømme fra de tætte læber, der får det messing fyldte instrument, til at gengive, den menneskelige vilje, at udtrykke det glemte og tabte vemod, i tonernes klangfarve sprog. Din stemme, din stemme Retah giver det hele.

Jeg ved du har gjort dig umagen for, at få den perfekte indspilning. Det har været om og om igen med denne indspilning, indtil din tilfredshed er blevet indfriet.

De bedste musikere blev sammensat, til denne helhedens gruppe og toppen af jazz i en blues komposition, indtil du blev tilfreds. Omend der blev brugt mange penge, ja! rigtig mange penge på, at det kunne lade sig gennemfører og du lånte midler, som en slags arveforskud af din mor Bente. Så blev det nok dit livsværk, din drøm, dit mål for livet, at udgive din cd  med titlen: ”Searching for Love.”

 Den står nu her på min musikreol, som et eftermæle af dit liv. Du var lige ved og nær din fødselsdag 9. Januar 2017, at blive 70 år, men nåede det ikke. Jeg vidste, der var noget galt, allerede i sensommeren 2016. Men du Merete (Retah) sagde bare ”Pyt, Pyt,” dog med en lille frygt i stemmen. Åh, hvor har vi spillet og sunget sammen, da du som ganske lille, kom i mit barndomshjem.

Troligt kom din mor, hvert år ved juletid og deltog i sammenkomsten. Det var min mor, der havde spredt sine vinger ud for din mor. Din mor som barn havde en baggrund, som barn hos en enlig mor og nu gentog arven sig.

Jeg kan fortælle dig, med dyb alvor, at din mormor Dina Schou, måtte forlade Vordingborg, fordi hun ud fra datiden, var med barn, og det var på de tider, hvor moralen, den menneskelige fordømmende morale, havde en hel anden sammensætning end vi i dagen Danmark kan forstille os.

Total fordømmelse, uagtet, at alt det usagte, blev gemt væk eller fjernet. Det var tidens løsning og fødsel, til langvarige smerter og isolation.

Retah; din Mormor Dina, hun bosatte sig i København på stenbroen af Nørrebro. Som skrevet ud af historien, med erhverv som syerske og senere en uhelbredelig tuberkulose. Det kostede hendes liv og hun fik ingen støtte fra sit bagland. Min mor forsøgte, at overtale sin mand, min far, til at tage din mor Bente til sig, som på dette tidspunkt var en 12 til 14 årig pige. Men det lykkedes ikke for min mor, at overtale min far til imødekommenhed eller forståelse. Så din mor Bente, blev anbragt på et børnehjem, min og i ferierne og ved højtiderne, var mor Bente altid hos os. Det har sikkert kostet, men med faste krav og standpunkter fra min mor Fridas side, overfor min far. Men der er i alle ægteskaber grænser og ultimative krav i alle ægteskaber, når følelsesmæssige sammenstød blandt familier er på dagsordenen.

Senere blev mor Bente også enlig mor, med dig Merete. Du tog selv senere kalde og kunstnernavnet Retah og skiftede Schou ud med din daværende mand Burton.

 Jo; Merete (Retah) vi har spillet meget sammen. Du gik på den tyske skole ”Skt. Petri-skolen” i København.

Din mor Bente ville dig det bedste og vidste, at sprog kunne bane vejen for din fremtid. Denne kundskab havde Bente, fra sin ansættelse hos DSB i rejsebranchen, som hun det meste af sit liv var i samspil med. Din mor ville også give dig denne vej, men du havde helt andre retninger, der af og til frembragte nogle sammenstød, der af og til øgede fundamentet for jeres fælles forståelse.

 Som du en gang udtalte til mig Retah, du ville aldrig bestride opgaven, at være enlig mor og hvad der deraf ville følge. Bagklog, af det ujævne landskab, vidste du det var ikke din vej. Men i min oplevelsesverden, var dine udsagte fravalg mere.

Smerten af den udeblivende nærhed og søgen efter den tætte og forpligtende kærlighed, som du inderst inde i en forkvaklet søgen, måtte løbe spidsrodsløb, fra den ene partner til den anden. Åh; Denne evige jagt, som er så svær at fortælle om.

Stadig har jeg, som din ven, fra dine barndomsår, med sang og jul, fortælling – da har jeg i periferiens horisont, kunne følge dine kampe, og fornedrende tab. Dit iboende og opbyggende had til mænd, som du gang på gang måtte tilgive, for at komme videre i dit levede landskab, med musik og bluessange, som hovedmål. Åh; disse dybe og melankolske sangudtryk, der blev et med dig.

Du har mange gange stået på scenerne og sunget, med et halvt dårligt orkester og selv ikke været på toppen, fordi det var slidsomt kun, at være halv. Det kommer til udtryk i de sangtekster du selv har skrevet. Dine melodier er ikke de mest lystige. Men hvor de kan brænde mit hjerte, når jeg nu her sidder et år efter din død og lytter ind til det budskab, som kommer over dine læber.

Igen og igen lytter jeg. Griber min egen forhutlede billige guitar, og selv spiller med i et enerum. Jeg fortæller ikke de andre om denne musiske samtale der opstår. Hver gang glæder jeg mig over, du trods alt i med og modgang, fik indspillet denne eneste og ene CD, men som ikke kom på det musiske marked og blev solgt tilstrækkeligt, fordi du ikke var forretningskvinde, men betlede dig til opmærksomhed. Måske ingen ville dig af deres hjerte, og du betalte prisen.

Palle Koivalo, Danmark den, 9. Januar 2018

Tonerne ligger bastant mellem de forsigtige blues takter.

Skrevet til minde om Retah Burton.

oktober 2019 PHK

Tonerne ligger bastant mellem de forsigtige blues takter. En stemme fortæller i sang, om fortvivlede og afmålte budskab og sit livs ensomme gang imellem druk, røg og afmagt. Måske er det barndommens undertrykkende efterslæb, der sætter kursen for sangens tilblivelse. Alt kan dømmes ude i en eller anden form for efter regulering af det mislykkede, der i et efterslæb, et ekko med forhutlede rumklang, på bedste måde forsøger at råbe smerterne ud.

Efter koncertens klapsalve og et par våde dråber i pausernes tre kvarters sæt, der ligesom har stivet det hele af og hjernen har for længst opgivet, at løse den gotiske knude og det hele er blevet født ind i en sang af den hæse stemmes udfoldelse. Næ! Publikum kan hver gang lide, at høre lidelsens strofer og klapper ivrigt, medens omsætningen stiger i den tilfældige cafe, der nu en gang har lagt lokale til. Hun står ikke først på listen af eftertragtede. Igen og igen har jeg lyttet til denne stemme. Hvor er det nu egentlig jeg kender den fra.

Jo! Nu har jeg det. Sangerinden var jo i familie med min mor langt ude i familiens slægts led. Det er stemmens klangfarve for min egen mors stemme. Måske derfor jeg føler mig forbundet af denne stemmes lyd. Længe vidste jeg det ikke. Men der var noget, som jeg hele tiden vendte tilbage til og på bedste vis forsøgte, at afdække fra min ungdom og barndoms tidlige liv. Det er utroligt hvad et stemmebånd fortæller. Denne vibration af et menneskeligt leje, som en farve der er printet ind i talens og musikkens sangcyklus og ubemærket binder os sammen, som barnet, der på lang afstand genkender omsorgens stemme som på bedste vis, giver forbindelser til at overleve i det forvirrede følelsesliv. 

Efter sangerinden har forladt denne jord og sat sit aftryk på den eneste indspillede CD som gennem mange overvejelser og om indspilningen, endelig fandt sit sin værdige udgivelses grundlag, med de bedste musikere, der har løftet det hele op på et højere plan, så virkeligheden, hæsligheden er fortrængt i en afkrog, der ikke længere presser sig på, på grund af døden, afgjorde det intime og følelsesmæssige slag. Jeg ved godt du kære – at det ikke var let for dig som barn og endda enebarn, der ofte har de bedste rettigheder og muligheder. Så tabte du din livstråd i trængslen sammen med din egen mor, der kæmpede med sin samtid som enlig mor, med alle du håb og ønsker ethvert menneske har sat på dagsordenen at finde. 

Det lykkedes ikke. Det blev en usagt og ufortalt kamp for at blive accepteret i jeres fælles liv. Ofte spillede jeg med mit instrument, sammen med dig når du som ganske lille kom på besøg i vores familie og hjem. Jeg tror du fik lidt ud af det trods alt. Du gik på den tyske skole i København i dine barneår. Den mor ville det bedste for dig og din fremtid. Men det hele gik ikke.

Ikke som din mor havde håbet inderst inde af sit mere sikrede liv. Måske er det den sociale arv der havde indskrevet retningen langt tilbage i tiden. Min egen moster, din mormor havde i sine unge år for længst forladt den lille provinsby og bosat sig i en storby of som enlig at ernære sig trivielt arbejde. Men et angreb af en heftig sygdom i datidens fugtige boliger tog livet af din mormor. Ingen i familien ville modtage din mor som plejebarn og så var der kun tilbuds pladsen på et børnehjem i Holte tilbage, som blev starten for din egen mor.

Åh! Gud i Himlen, hvis vi alle på forhånd kunne se ind i det valgte tiltags resultater, ville det være en grumme indsigt at mestre. Din mor klarede det trods alt. Min egen mor tog hånd og hjerte om problemet på sin mulige måde, selv om min egen far overhoved ikke kunne se dimensionen i dette samspil af familie hjælp. Familierelationer har aldrig været vores families stærke sider. De er nærmet udeblivende i en kølig tone.

Mange weekender kom din mor på besøg og sov i den mobile klapseng, der om dagen lignede et skab, et skab uden nogen kopper eller tallerkener i, men tomt sengetøj, der ventede på besøg af en trængende gæst.

En dag da jeg var 10 år gammel kom jeg hjem fra skole. Gik op på vores fælles 3 personers værelse og en tom skabsseng. I min køjeseng, så jeg for første gang dig som baby, der var anbragt der.

Dit liv var nu indskrevet til en opvækst på Sjællandsgade et sted på Nørrebro, hvor der sat en ejendom til rådighed for enlige kvinder med barn. Jeg vidste ikke og kunne ikke forstille mig på en alder af 10 år, hvorledes det ville være at leve på dette sted. Jeg har sidenhen set en fotograf Bror Bernild gengive det i et s/h motiv fra 1947-48 i bogen ”Kan vi være dette bekendt”. Langsomt som årene gik, gik det op for mig, hvilket liv andre børn måtte leve med lige efter 2. verdens krigs afslutning. Men der var dog tag og varme til stede. I Tyskland var betingelserne helt anderledes og brutale på denne tid.

Jeg ved ikke om du trivedes i den tyske skole Sankt Petri. Men jeg mærkede dine tyske sprog gloser, som du udtalte så perfekt og du sang tyske børnesange. Jeg spillede med min harmonika til og vi hyggede os gevaldigt Sidenhen blev det det engelske sprog du mestrede til fuldkommenhed og aldeles godt i dine sangtekster. Du blev voksen og fik kærester og samlevere.

Tiden var i 1960erne ind med at mange ville gerne kende og komme sammen med mørkere mennesker. Måske et ubevidst efterslæb fra den isolerede tid fra krigens år. Du fik din Burton og var rejst ”Over There”. Derved skiftede du dit mere danske efternavn Schou ud med dit nuværende kunstnernavn Retah Burton. Men det hele gik ikke og du eller han forlod jeres samspil.

Det er svært at leve af ingenting eller for lidt koncerter. Yderligt blev du sat i isolationsfængsel med en lang tid. Det give arvæv på sjælen som er svære at rette op senere. Dine muligheder for at komme ind i USA var udelukket på grund af denne sag. Ofte er piger alt for naive over for mænd, der i en hurtig forretning benytter deres nærmeste til en hurtig transport af stoffer mellem grænserne og forskellige lande.  Du betalte en høj pris. Der var ligesom ikke mere du kunne tabe på dit livs eget gulv, hvor der i forvejen var alt for meget støv, der hvirvlede op, når du passerede stederne.

Enden blev du til sidst rejste til Den Dominikanske Republik. Jeg rejste over til dig sammen med min kæreste og boede der i 2 måneder. Derefter mødtes vi ofte, når du var på besøg i København.

Tilbage sidder jeg nu og spiller på min harmonika ”Forgotten Man” som du selv har skrevet tekst til og synger ud af mine højtalere. Jeg ind-tonere så godt jeg kan med mit instrument og det lykkedes næsten, at kunne fremtrylle den ordløse stemning i g-mol. 

Du kan også læse samme artikel på dette link med lidt flere oplysninger

Retah Burton

 PHK 2019 oktober