Om Alzheimer en anmeldt bog 2017

Weekenden anmelder i denne uge den 21. april 2017 bogen med overskriften

Ned ad Alzheimerstrasse.

Tag ikke fejl: den lidt ferske, poesibogs fornemmende titel:”Tøsne og Forsytia” dækker over alt andet end bleg poesi. Tværtimod kaster den os lige ind i livets brutale trafikkryds. Der hvor skiltene forsvinder og træerne langs vejen er de hundredvis af ubekendte, du kan køre ind i og slå dig ihjel på.

For hvor meget kan vi holde til og hvor længe kan vi holde ud, når vores elskede diffunderer ned ad den blinde gade, der hedder »Alzheimerstrasse«. Og er det overhovedet den elskede længere, når hukommelsen forgår, når sproget, når syntaksen, når genkendelsen er væk. Hvem er vi dybest set når hjernen smelter ned som – ja, netop tøsne »der langsomt, men ubønhørligt forvandler det uendeligt fine netværk af krystaller til strukturløse passager«.

Disse trafikale kaosbilleder opstår, når man læser litteraturprofessor emeritus og kritiker ved Politiken Thomas Bredsdorffs nye bog, den mest personlige han til dags dato har skrevet. Tøsne og forsytia er en overlevelsesstrategi. Dagbogsnotater printet ned i ensomme aftentimer, når den syge sov, sov, altid sov.

Den syge er Bredsdorffs kone Lene, der for fire år siden fik diagnosen Alzheimers og som på de allersidste sider af bogen bliver flyttet på plejehjem. »Som lammet til slagtebænken«, kan hendes mand ikke lade være med at tænke. »Et menneske uden hukommelse er jo ikke et menneske«, siger hun selv før sygdommen rigtig tager fat.

Det er en fortælling om skyld, det kan næ- sten ikke være anderledes. Men endnu mere er det en fortælling om taknemmelighed over for de offentlige myndigheder, der på alle måder hjælper og støtter. Således er bogen tilegnet »ildsjælene på Klarahus«.

Det er sjældent at høre den slags hyldestsange. Og man bliver åh! så glad i hjertet. Måske skulle vi begynde at tale velfærdsstaten OP? Og aflønne plejepersonalet noget bedre, vil Bredsdorff tilføje.

Det er dog først og fremmest en bog om afmagt. En tilstand vi for alt i verden vil kontrollere os fra. Men afmagt findes. Vrede findes. Vildrede. Opgivelse. Og vi følger afmagten fra det dybeste eksistentielle niveau til det helt praktiske. Følger alle de basale ryk, der kommer, når der opstår et nyt first, som det hedder. Som da Lene Bredsdorff for første gang ikke kan finde hjem, for første gang falder, for første gang farer vild på sit eget badeværelse, for første gang ikke kan genkende Thomas. Og vi hører om venner, der bliver – venner, der går.

Til gengæld er der også nye begyndelser. Få, men betydningsfulde. Man glemmer aldrig beskrivelsen af Lenes helt tætte, næsten transparente kontakt med barnebarnet »Stille hjerte«, som hun kaldes efter Aakjærs sang, når navnet er væk. Uforglemmelig er også den grænseløse kontakt mellem Lene og hendes musikterapeut. Hun mister det verbale sprog, men finder et nyt, når de improviserer ved klaveret.

Thomas Bredsdorff forbliver dog rationelt tænkende. Her er storsindet menneskelighed. Her er et sitrende »følelses jeg«, der bliver tilbage. Men nogen udødelig sjæl kan han ikke opspore. Og han køber heller ikke Rousseaus forestilling om »de ædle vilde« eller antipsykiatriens idé om, at den syge er den raske, den demente den vise. I et stort afsnit får vi en gennemgang af sygdommens historie, hvor Bredsdorff konkluderer, at vi i forhold til hjernen stadig lever i middelalderen. Vi ved så forbandet lidt. Den indstilling smitter naturligvis af på hele bogens toneleje. Der er lyspunkter, der er barnebarnet, musikken. Der er tilbageblik på ungdommens forelskelse, hvor bogtitlens forsytia blomstrede. Men afmagten er den dominerende i bogen. Den syge forsvinder, husker ikke mere, end lærredet husker af den film, der kørte hen over det. Alzheimers er »the never ending funeral«.

Og netop her sidder jeg som læser og får sådan en lyst til at modsige mørket. For der er jo stadig nogen derinde. Den systematiske hjerne er ikke alt. Tøsneen bliver til vand, der bliver til jordens salt, der bliver til nyt liv. Et menneske er et menneske er et menneske. Men jeg har heller ikke fulgt en elsket ven ned ad Alzheimerstrasse.

LISELOTTE WIEMER har anmeldt  denne bog i Weekendavisen 21. april 2017.04.23

Thomas Bredsdorff: Tøsne og forsytia. Noget om livet med Alzheimers. 232 sider. 249,95 kr. Gyldendal.