tanker ved Anne Franks Dagbog 1942

Det er ligesom et eventyr. 
Vi skulle bo sammen med tre andre. 
Det var kun far, der kendte dem. 

 Der må være sket noget.

-               De skulle gå fem kilometer.

-              De er garanteret blevet anholdt.

-             Ti så stille med det der.

 Vi her nu her. (Uddrag fra Bog/film)

Således begynder sætningerne på Filmen ”Anne Franks Dagbog” 1942-45.

 Anne skrev i sin dagbog, men i en anden tilværelse, vi andre udenfor, på gaden, et andet sted – ikke kunne forestille os, blev levet i disse begrænsede rum.

Anne Frank var på dette tidspunkt 1942, en ung pige, med det spirende liv af en alder på 13 år. Fremtiden lå forude og ventede på hendes liv og tilstedeværelse.

Men nu dukkede dette isolerede liv og lukket rum op i hendes tilværelse, med de mange opbyggede begrænsninger og forhindringer, til at hun på lige fod med jævnaldrende kunne udfolde sit livs tilstedeværelse.

Jeg erindre selv, som skriver disse ord, at på årstallet 1942 var jeg i en væsentlig, yngre alder af bare 5 år. De første 5 år af mit liv var blevet levet i Vordingborg, men på grund af samtidens politiske ændringer i vor familie, måtte vi dette år flytte til Vanløse ved København.

 Jeg vidste først mange år senere i mit liv om, livets historie og Anne Frank.

Selv måtte jeg på min måde, opleve krigens modstand og underlige handlinger, set ud fra et barn perspektiv.

Først mange år senere i mine senere år, fik jeg besøgt bygningen og stedet, hvor Anne Frank havde levet og udspillet sin tid i samråd med sin Dagbog.

Jeg husker tydeligt, at den pige jeg levede sammen med,  efterhånden stærkt hæmmet af sin sygdom.  Jeg måtte foretage en rejse, for derved alene, at få styr på nogle hændelser og beslutninger i mit liv. Omgivelserne kunne ikke forstå mine reaktioner. Men dette måtte stå uforklaret over for dem og disse mennesker. Jeg vidste, at jeg få døgn senere skulle gennemleve den afsked med et menneske, der nærmer sig sin afslutning.

Derfor erindre jeg stadig på anden vis, mit møde med Anne Franks rum, hvor hun levede i Amsterdam.

Når jeg i den forbindelse dvæler ved dramaet omkring Anne Franks liv, og hendes alder set i forhold, at hun var 8 år ældre end mig, på dette tidspunkt i livet af årstallet 1942.

Da kredser mine tanker til stadighed om dette emne, et tidens historie, tryller tiden ind i en form for binding, som et kredsløb, der ikke kan finde ud af sit lukkede rum.

Jeg har mange gange i mit liv oplevet denne form for binding og kredsløb, hvor tiden bliver fastfrosset, på grund af tætte forbindelser, oplevelser, der ændre livets vej til en anden forståelse, som aldrig er til at byde over i nogen form for ændringer.

Først det skarpe billede. Senere udviskningen i hukommelsen, for at komme videre i nærværelse til det forsatte liv. Senere dukker brudstykkerne op igen af erindringens hukommelse, og smerten genopdages på nye måder. En evig følgesvend.

Når jeg så bygger det hele på en fortælling som Anne Franks Dagbog. Så er det fordi hun i sin dagbog og skrive stunder gør det forståeligt, at noget bliver fastholdt.

Ved hjælp af en dagbog, et billede, en stemning, måske et musikstykke, kan fremkalde en fornyet orden i hjernen, der har gemt det hele. Alt kan fremkaldes i den rette time til fornyet liv i og indre verden.