tanker om Demente og livs tanker

Demente tanker og tanke om livet                                                                                              

1. november 2015 PHK

Mange mennesker bliver med alderen, lidt langsommere til at udføre forskellige opgaver og er ofte længere tid om at lære helt nye ting. Derfor er det vanskeligt at kende forskel på almindelige aldersforandringer og tegn på MCI.

I perioder med bekymring, stress eller nedtrykthed er det almindeligt at være glemsom eller miste overblikket. Det bedres som regel i takt med, at man får det psykisk bedre.

Men hvis man bliver ved med at have problemer med hukommelse eller overblik, og hvis den nærmeste familie bemærker det, kan der være tale om MCI.

Demenssygdomme har ikke én, men mange årsager. Alder, arveanlæg, livsstil og miljø spiller sammen og har indflydelse på risikoen for at udvikle demens. Risikoen for demens stiger med alderen, og alder udgør dermed den væsentligste risikofaktor. Kun få procent af demenstilfældene er direkte arvelige.

Regelmæssig motion og fysisk aktivitet livet igennem nedsætter risikoen for at udvikle demens. Det behøver ikke at være hård og anstrengende motion. Tre ugentlige gåture på hver ca. 40 minutter i raskt tempo gør en forskel. Befolkningsundersøgelser tyder på, at personer, der holder sig i fysisk form, har omkring 28 % nedsat risiko for at få demens.

En sund livsstil udgør dog ingen garanti mod udvikling af demens. Men man kan formentlig nedsætte sin risiko for demens ved at:

·         være fysisk aktiv flere gange om ugen

·         lade være med at ryge

·         spise varieret, grønt og ikke for meget

·         drikke alkohol med måde

·         søge udredning og behandling ved tegn på depression

·         forebygge forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol i blodet, fedme og sukkersyge

·         holde hjernen i gang

·         være selskabelig

DEN DEMENTES BØN

Bed mig ikke om at huske.
Forsøg ikke at få mig til at forstå.
Lad mig hvile – velvidende, du er hos mig.
Kys mig på panden og hold min hånd.
Jeg er forvirret - langt mere, end du forstår.
Jeg er trist og syg og fortabt.
Det eneste jeg ved er,
at jeg behøver dig og, at du er hos mig.
Mist ikke tålmodigheden med mig.
Band eller råb ikke af mig.
Jeg kan ikke gøre for det eller gøre det anderledes
selv om, jeg vil.
Husk blot på – at jeg behøver dig,
at det bedste af mig, for altid er væk.
Svigt mig ikke –
elsk mig, til mit liv er forbi.

Overstående ord fik mig på denne formiddag til at skrive dette:

Der står en bog i min bogreolen. Bogen indeholder en masse billeder, ord, nedskrevne tanker og ikke mindst erindringer fra livet.

Bogens indbinding er udført i fint læder og meget stift bind, der giver en vis form for solid beskyttelse af de mange nedskrevne sider, som bogens hele værk består af. Enhver der kan læse bogen, kan blive delagtig i denne fortælling, hvis det skrevne sprog beherskes og kendes til fulde. Hvem vil ikke gerne beherske og forstå, eller nærmere undersøge igen og igen en spændende fortælling, der kommer fra de mange kapitler og afsnit der er gemt i denne bog.

Ethvert menneske har sin bog, ubevidst altid må skrive i. Noget bliver mere end andet, gemt bevidst i deres bøger, derved disse mange lag og sider, som en labyrint – men enhver labyrint har, sine fælder i form af glemsomhed og afkroge, hvor udgangspunktet ikke kan findes tilbage til. Så er man det der kaldes, faret vildt. En utrolig ubehagelig fornemmelse, er det ikke, at kunne mestre sin gang og valg her i livet. 

Rummeligheden er sat på Stand Bay. Er mistet for en stund eller kan ikke mere fremkaldes på vanlige måde, til hukommelsens åbne landskab. Det tågede landskab giver en form for lethed, men kontrasterne svinder væk i de afgørende streger og skæringspunkter, hvor dialogen mellem mennesker lever. Sagte vokser drømmeverden, men billederne udebliver mere og mere.

Jeg sidder og ser på det gamle velkendte timeglas, hvor det er sandet der afgøre minutterne, når f. eks. Man koger et æg. 3 minutter og sandet har ganske forsigtig flyttet sig fra det øverste rum til det nederste rum (glaskammer).  Ganske små dyrebare sandkorn, der er med i et kapløb, sammen med de andre små sandkorn. De udgør et samspil af fællesskab, derved bliver tiden født. Hvis et sandkorn var alene i dette glaskammer, ville det ikke udgøre nogen målbar enhed. Hvis dette ene personlige sandkorn tabes i mængden, ville det straks forsvinde ned på jorden og udgør en del af helheden. Men jeg ved, med min tanke, at dette ene sandkorn jeg har holdt i mine hænder, findes derude, foroven eller forneden, som en erindring, en opmærksomhed, en nærværelse;

Altid har vi som menneskebørn ville forstå afstande, afgørelser, tidsrum. Hvem her ikke gået på fortovet med sine små ben og pludselig fået denne tanke, ikke at ville træde på flisernes kanter, der støder op imod hverandre på den lange lige flisebelagte fortovsvej. Hvis jeg med mine bens afstand indhenter stregnernes og afstandens komme, sker der mig noget ondt eller et ønske bliver ikke opfyldt.

Måske er det den spirende kontrol af ønske, med at forstå tidens mystik, som i den nye verden indeholder alt fra muligheder til begrænsninger.  Vi ved det heldigvis ikke som børn, fordi den nye opdagelse er en del af barnets åbne landskabelige vej, medens dets alder ubemærket tæller år i uendelighedens muligheder og manglende forståelse for den menneskelige begrænsning af afmålte tid.

Senere i livet skal tiden læres og rækkefølger af tal og dets betydning kommer ind. Vi opdager urskiven. Denne runde Urskive,s forunderlige ring. Hvor urets pegepinde i form af to pile, går rundt og rundt og kommer ingen vegne og dog fortæller de noget om døgnets indskrevne deling i form af nat, morgen, formiddag, middag, eftermiddag, aften – samtidig opleves solens forvandlede farveskala fra formiddagens kølige stråler til de mere gyldne eftermiddags farver. For ikke at nævne mørkets mystik og muligheder. Livet er kontraster, mellem lys og mørke. Her kan frygten fødes eller kundskab opdages, her kan hvilen indfries og give fred.

Hvis de 2 pile på urskiven ikke var placeret, var det stadig kun den uskrevne runde cirkel, som evighedens aftegning. Ingen begyndelse og ingen slut. Der er forskel på uendelighed og evighed. Evighed vender altid tilbage, men renset for fakta og konkret indhold. Ingen hukommelse ingen historie, selv om den har været levet. Men lige så snart der kommer tal på skiven i den analoge verden, er det hele som en bølgegang på havet, hvor mulighederne levet med store og små bølger, der findes også store og små tal, hvilken tal frygter vi og hvilken tal vender vi tilbage til? Vores valg afgøres nok mest af din tidløse erindring. Det umiddelbare, som barnet der griber ud efter kærligheden og varme hænder. Enhver plante og levende organisme har behov for vand. Dette forunderlige vand der usagt flyder ud af vores hænder og dog er med til at bevare vores liv på denne jord længst muligt.

Da Årstiderne, blev bemærket fra urtiden. Hvor Månen med sin magnetiske energi, kan løfte tidevandet i store højder og vandet på vor jordklode følger med sin cyklus og månedens rytmer, der forsøgte menneskene straks, at nedskrive sine kalendere og fastholde fortællingerne de levede legender, der var gået i fortællingskunsten, fra mund til mund, fra tanke til tanke.  Vi ser med vores øjne og mærker med vores krop. Langsomt i livets forløb, bliver vi opdraget til fornemmelsen af dødelighed og alderdommens opgør med livet. Livs Uret vil for os gå i stå, set ud fra vores værdier i tal verdenens forståelse. Men evigheden er straks svære at fatte, fordi vi ubevidst har skrevet vores kontrakt, til den målbare tids forum.

Jeg ser ind i et menneskes øje. Åh! Denne runde cirkel, med de mange aftegninger af farver omkring det dybe sorte hul, som fanger lyset og oversætter billedernes anmærkninger på nethinden.  Straks er vores nervebaner parate, at viderebringe de opfangede indtryk til vores hjerne. Øjet vores, er det synlige af menneskets hjerne, som kan ses af omverden og de iagttagende. Åh! Disse fortællende øjne, der med deres livlighed på bedste vis tilkendegiver en nærværelse og accept, modtagelighed. Omgivet af Iris farvelaget, som en lille menneskelig klode. Her kan du aflæse menneskets historie uden ord.

Jeg ser igen op på denne bog, med den smukke indbinding i læder. Læderet er blevet gylden af solens stråler. Når jeg åbner bogen falder der nogle blade ud fra bogens sider. Men solen har blegnet de håndskrevne sider, der sirligt var nedskrevet med blåt blæk. Nu er mange af bogstavernes farve, af solens påvirkning, blevet brune og enkelte er helt blegnet væk. Sproget der er skrevet har ændret sig.

Alle sprog er under forandring, intet er statisk. Alt er under forandring og udvikling. Det er ikke et tilbageskridt for de blegnede bogstaver, at de ikke kan læses.

De har dog været skrevet, af de stemmer, der har talt et sprog, der også er under forvandling til nye tider og steder. Men alt har været, tænkt og talt, samt sunget i en ”Højsang” for livets gang.

Du min Gud. Du mægtige intelligens og styrke, jeg kan ikke møde dig alene med ord og tanker, men nærværelse. Ikke i forståelse men med hjertet mit, som dunker sine taktfaste rytmer for livet.  Livet jeg fik og vil give for en hver opgave der er nødvendig.

PHK 1. november 2015