Heinrich Guhle

En cykeltur til Klampenborg og Skovshoved

Det er ikke altid så ligetil, at fornemme tidens hurtige og spisende hjul fra livets træ, der som et ur, med sit tik, tak, løber hastig afsted med mig og min drømmes kræfter. For nuet,s hastige forsvinden og opmærksomheden, siver ud i den blå horisont af mit liv.

Jeg vil ikke umiddelbart opleve det hele, som et forhindrings forløb, men mere en udfordring på livet, jeg i få øjeblikke, er i stand til af finde mit indre centrum. 

Ofte føles det, som om, at det indre centrum, flytter sig fra min observationen, når opmærksomheden er inde for rækkevidde. 

Utroligt; for straks, overtager erindringen og de let glemte, udviskende drømme, hele opmærksomheden og historie forløbet, bliver det fremherskende.

På denne eftermiddag, vil jeg nuet ved at bestige min cykel for, at fornemme bundforholdet mellem cykeldæk, asfalten  og ben musklernes evige pumpen, efter en fremdrift og fart.
 Det må da være, den rette indsats for, at følges ad med nuet på bagagebæreren af min cykel og sindet, der gør sig tomt, medens de hastig billeder giver sig til kende, på den nedbrudte nethinde, der har sin begrænsede levetid. 

 Min krop kan følge med mine drømme og ordre uden problemer. Der er ingen hindringer. Mit luftvejs system er i form af lungerne, samt blodsystemet med hjertet som centrum, giver klar melding om, at alt er ok, trods min høje alder og fortællende tal af årrækkerne, der indeholder en masse informationer om et levet liv. 
Om ikke andet kan det ses på mit ansigtstræk, omend jeg flittig i hverdagen, smøre mig med de bedste ansigts creme, som lover det bedste og holder det halve. 

 Jo! Jeg er tilfreds og cykelturen virker lovende, medens jeg har valgt en sti, der er let mudret fra nogle heste tramp og for meget vand, som grundlaget i den lille tætteskov. 
 Det er hver gang selvvalgt, men hurtige valg, når der forsøges, et liv i nuet på en ny el cykel, der kan det hele og lidt mere til. End der var forventet.

Utrolig med disse hurtige valg, der bliver fanget ud fra øjeblikkets oprigtige intuitive indtryk. 
 Aldrig, eller næsten aldrig, går jeg galt eller i tager fejl, når disse egenskaber bruges. Alt for mange mennesker, lader fornuften og efter rationelle tanker styrer deres liv, derved forsvinder de intuitive muligheder, som morgenduggen på en våd græsplæne, bliver udsat af for meget sollys og varme. 
 Letheden og åbenheden forsvinder, det mere bastante livets muligheder tager over. Ganske vist giver det tryghed, men eventyret og opdagelserne, fremdriften forsvinder, som i det gamle ordsprog: ”Som dug for Solen”, de gamle ordsprog, gemmer ofte kloge sætninger, der har grobund i oprigtighedens store landskab. 

På denne eftermiddag, har jeg valgt, at give plads for nuet,s styrende faktorer. Det opleves, som en hastig skolebænk, hvor lektionen er på fastlagte 45 minutter. Det er med at hænge på, for inden man ser sig om er lektionen forbi og inspirationen, har foretaget sig en 180 graders drejning. Jeg ved det er sådan hver gang. Men hvor bliver mit hoved, fyldt med indtryk og gode oplevelser, selv med de udfordrende øjeblikke.

-oOo-

 Vel! Nået frem efter 22 kilometers cykling gennem skov, små stier, bakker, og vandhuller, genser jeg det gamle Klampenborg. 

 Der var ikke sat noget mål fra starten, men det blev bare sådan. Alt foræret intet at fortryde. 

Årene i erindrings billeder, glider tilbage til medio 1950,erne, hvor jeg i min ungdom, kom meget i Skovshoved hos glarmesterfamilien Guhle og fulgte denne familie.
 Pludselig stod jer så der, lige foran den gamle butik, som nærmest altid i mine øjne har været et mærke, et lille hus blandt de små ”Skovserhus”, som er så udtalte og nærværende. 

Jo! Biografen er der ikke mere, og enkelte nybyggede huse, samt de mange renoveringer, har forandret gadens udtryk. 

Sådan er det altid, når jeg vender tilbage til et sted, efter alt for mange år. Men jeg ser jo dem alle. 
 Alle de mennesker der ikke lever her mere, eller jeg er i stand til, at træffe dem på tomandshånd længere. De er der jo, og kalder kraftigt på min indre billedebog. 

 Det hel nuet og historien glider sammen som et vældig drama, jeg vil ikke kunne undvære dette mægtige spil, for mine indre øjne. 

Min gamle studie kammerat Heinrich og hans far, når vi var på sommerhuset i Dronningmølle. De mange ungdoms fester eller da Heinrichs far, kørte Heinrich og mig til Bornholmer båden, hvor vi med åben dæksplads skulle sejle en nat til ferieøen. 

At sejle på åben dæksplads er, at passagerne opholder sig udenfor under hele sejladsen. Og det var netop det vi gjorde. Det var koldt, da mørket faldt på og denne luft fra havet, kunne få enhver varmblodig unge mand til, at små ryste over hele kroppen, der navnlig kunne mærkes ved 4 og klokken 5 tiden, denne tidlige morgen, medens solen sagde goddag til os og den lille Bornholmske kyst by Allinge, var ankomsthavn og stedet vi, som forfrosne ville andstige. 

 Jo! Det var en hel uge på denne sommerlige ø, for to glarmesterlærlinge der skulle prøve kræfter med naturen og os selv. 
 Det hele foregik med overnatning i telte og så øen rundt. Stadig når jeg sidenhen genser disse steder, føler jeg min kammerat er med på en oplevelse, selv om han ikke længere, kan mødes på denne jord og vores personlige kontaktflader ikke blev vedligeholdt, over mange årti. Jeg må erkende, det er nuet,s håndtryk og tilstedeværelsen der giver de rigtige aftryk for eftertiden.

Jeg står endnu en stund på den anden side af fortovet i Skovshoved. Ser på glarmesterens bygninger. Filmen ruller stærkt, på den lasede nethinde og forsøger på bedste vis, at fremkalde flere billeder end det blotte øje her og nu kan betragte. Det er de hemmeligheder der er så gode, at bære rundt på, selvom de først skal fremkaldes af et ydre indtryk, men så ruller filmen også. 
 Det er en stor gave, at kende noget af denne afkrog, der er heftet på menneskets bevidsthed. Hvis jeg havde været et dyr, havde mine reaktioner og reflekssyndrom bygget på rygradens, været mit trækplaster. 
 Men som mennesker er vi samtidig fyldt med overvejelser, og dybere erindringer, måske så dybe erindringer, at vi fra vores drømmeland ikke kan finde åstedet, hvor det hele blev skabt. Jeg tror stadig, at jeg fornemmer, jeg en dag vil møde åstederne, hvor disse gode dybder blev født og skabt. Den dag vil jeg sikkert føle  mig rykket op i en højere klasse i livets skole.

-o0o-

Jeg bliver nu urolig ved, at stå og stirre over på et huset, der er beboende med mennesker, der ikke kender mig. De kan jo opfatte mig som en belurer. Det vil være svært at forklare, hvorfor jeg netop står på dette givende sted og ned stirre på en hus mur, som om det var verdens syvende vidunder. Jeg vil jo aldrig kunne forklare til fulde, min tilstedeværelse på dette sted.

Tankerne har det med, at blande sig som ophold i et højhastigheds tog, der er på vej igennem Europa. Men det var netop det Heinrich og jeg gjorde en sommerdag. Hvor vi fra byen Goslar i Tyskland en sommerdag nogle år efter,  via et tog kom til den lille byen Bingen i Tyskland der ligger ved Rhinen,s flod.og dermed vinfest og drengedrømme på dette tidspunkt, indtil vinen væltede os omkuld og til min forskrækkelse opdagede, at vi havde siddet i det samme vin telt i over 5 timer og drukket vin. Set på pigerne der dansede. 

 Hvor vi fornemmede livets fristelser, men havde forregnet os over vinens stærke slagkraft, der pludselig væltede os omkuld. Vi måtte kravle tilbage til vores Bed/Rom og de aftaler, der skulle føres ud i livet, samt dybt ind i en rus, skabt af vinens lune afkoms dampe. 

Turen gik hastig videre til Køln nogle dage efter, hvor et spændende glasværksted skulle modtage os. Her skulle vi få indsigt i hvorledes nogle store glasmalerier, som sidenhen skulle opsættes på Island, blev til med det forunderlige materiale der hedder glas. Heinrich og jeg boede på det lokale hotel ude i den givende landsby. Begge gik vi, gade op og gade ned. Tænkte og ledte efter, hvor mon dette glasværksted kunne ligge. 

 Næste dag, skulle vi heldigvis møde vor kontakt personer på hotellet.  Stor var overraskelsen, da vi blev indviet i glasmysteriumet og dette materiales muligheder. 
 Det blev bestemt ved denne lejlighed, at Heinrich siden skulle komme tilbage og prøve kræfter i nogle måneder, som glarmester, og forene kunsten med håndværket udførsel. 

 Jeg besøgte Island 2014 og denne smukke kirke, hvor glasarbejdet fra 1958 blev skabt og sidenhen fragtet til Island. Endelig lykkedes det for mig, at betragte stedet. Sandelig en meget stor oplevelse, at se alle disse symbolruder, der vil fortælle verdenen mere end den er i stand til at ville vide. For alt kræver tid, nærværelse for, at forstå dybderne i en hver fortælling af et billede. Ethvert sammenværd mellem mennesker har en større betydning end vi ofte opdager.

Stunden og tiden tager over. Tanker og erindringer presser sig på, lige fra vores højskoleophold på "Brandberg Højskole" i årene 1956-57 ,hvor Heinrich og jeg delte værelse. Heinrich far og mor havde kørt os over til skolen i den store "Bel Air" automobil, som familien netop havde anskaffet sig på i indkøbs tilladelse. Ja! Kære læser, grin bare over udtrykket "Indkøbs tilladelse". Men det var et begreb i disse udviklingsår, hvor fremdrift og stigende levestandart også for håndværker, bankede på fremtidens dør i lille Danmark. Men den var flot denne "Bel Air", når Heinrich havde fået lov, at låne de af sin far. Jeg har her i sommer fotograferet samme model og i samme farver,, som familien Guhle,s store bil havde. Nostalgi er vist det man kalder det?

Nu medens jeg står der og falder i staver, fornemmer jeg Øresund, der kalder på mig og min cykel, som straks få øjeblikke efter, bringer mig til Bellevue strand, netop på dette sted, hvor det nu nedrevne strandhotel, i mine ungdomsår, i al dets pragt lå, med adgang lige ned til stranden.

 Jeg sidder en stund på en bænk og ser ud over vandet. 

Lader tankerne og oplevelserne bundfælde sig, medens bølgernes lette skvulp, sætter tonen til, at neddrosle og hjemkørsel på min cykel, med en fyldt bagage af historier, der var oppe og vende på en tirsdag eftermiddag.

22. september 2015

PHK