Påske opstandelsen og tanker fra en præst 2015

I påsken fejrer den kristne kirke Jesu opstandelse fra de døde påskedag.

Men hvad betyder egentligt dette ord, "opstandelse"?

I Bibelens evangeliefortællinger bliver Jesus henrettet på et kors langfredag, og hans lig bliver lagt i en grav i en have. Da nogle kvinder kommer ud til graven søndag morgen, er den tom. Om mandagen møder Jesu disciple en fremmed på vejen til Emmaus, og da de inviterer ham hjem, går det op for dem, at det er Jesus. Jesus går altså i evangeliefortællingerne fra at være død til at være levende. Det er sin allersimpleste form dét, der er opstandelsen.

I det 15. kapitel af Paulus' brev til korinthermenigheden kæder Paulus Jesu opstandelse sammen med et håb om menneskets opstandelse.

Ifølge Anders-Christian Jacobsen, dr.theol. og professor MSO ved Aarhus Universitet, er opstandelse først og fremmest et spørgsmål om kontinuitet, håb og identitet:

"Tanken om opstandelse handler om, at der er en sammenhæng mellem det liv, der er nu, og noget, der kommer. Der er et håb om, at livet ikke kun er dennesidigt, men rækker ud over det liv, vi har nu. Der er en tanke om, at der er identitet mellem det, der er nu, og det, der skal komme."

For både teologer og lægmænd kan det være vanskeligt at holde rede på forholdet mellem Jesu opstandelse påskedag og menneskets opstandelse på den yderste dag, som det beskrives både hos Paulus og i Johannes' Åbenbaring. Paulus' brev til korintherne tyder da også på en vis forvirring i korinthermenigheden omkring spørgsmålet om de dødes opstandelse. Er der i virkeligheden tale om to adskilte opstandelser?

"Nej, man kan ikke tale om det som to adskilte ting, for menneskets opstandelse er helt afhængig af og bygger på, at Jesus opstod," siger Anders-Christian Jacobsen og fortsætter:

"Der er en tæt sammenhæng mellem Jesu opstandelse og menneskets opstandelse, fordi det var som et menneske, Jesus døde, og det var som et menneske, Jesus opstod igen. Den samme kontinuitet er der mellem det liv, som mennesker lever, og det liv, mennesker opstår til. Det kommer i den rækkefølge: Fordi Jesus opstod, er der også et håb om, at mennesket opstår."

Men når mennesket opstår, hvad opstår det så som?

Det er en grundlæggende tanke i den bibelske opstandelsestanke, at det er det samme menneske, der opstår. Det er ikke et "andet" menneske.

Anders-Christian Jacobsen

"Det er dét, beretningerne om den opstandne Kristus hele tiden cirkler om. På én gang kan de ikke kende ham, og samtidig kan de kende ham. Det er både det samme og noget andet."

Nogle mennesker har en forestilling om, at man skal møde sine kære igen i himmelen og genkende dem. Men det, mener Anders-Christian Jacobsen, er at gå for konkret til værks:

"Man skal passe på ikke at gøre det alt for konkret, og dermed for banalt. Paulus taler om et åndeligt legeme. Det er et forsøg på at udtrykke, at det opstandne menneske har overvundet de mangler, der knytter sig til det at være menneske i denne verden, altså at blive syg, at blive ældre og dø."

Mange teologiske diskussioner om opstandelse bevæger sig op på et meget abstrakt niveau. Men betyder det, at opstandelse er et intellektuelt begreb, som lægmænd ikke kan forholde sig til?

"Både ja og nej," svarer Anders-Christian Jacobsen og fortsætter:

"Det kan godt nogle gange blive lidt nørdet, men jeg tror, at selve tanken om livet efter døden og opstandelse for rigtig mange er det bærende i kristendommen."

Så hvad kan opstandelsestanken betyde for den enkelte troende i livet, nu?

"Det vigtige i opstandelsestanken er håbsdimensionen. At tilværelsen ikke bare er sådan en flad ting, der foregår inden for rammerne af den her fysiske verden, men at der er et håb om, at der er et eller andet - et liv, der rækker ud over denne verden," fortæller Anders-Christian Jacobsen og fortsætter:

"Det lyser tilbage på tilværelsen. I stedet for at spekulere så meget over, hvordan det liv, der måtte blive engang, er, så er det vigtigt at sige, at opstandelseshåbet betyder noget for livet i den her verden. Det skal også være præget af håb om livsopfyldelse her og nu."

Spørgsmålet om opstandelse har altid stået centralt i kirkens teologiske debatter. I oldkirken stod teologerne Irenæus (ca. 130-200) og Origenes (ca. 185-254) for hver sin opstandelsestolkning:

"Origenes har en meget spirituel forståelse af opstandelsen: Nok er der en legemlig opstandelse, men det er ikke et materielt fysisk legeme. Opstandelsen er ikke bare en engangsbegivenhed, men en lang proces, og legemligheden bliver mere og mere åndelig, jo længere den proces når mod sit mål," forklarer Anders-Christian Jacobsen og fortsætter i den anden retning:

"Irenæus har derimod en meget konkret forståelse af kødets opstandelse. Han er en af de få, der taler om kødets opstandelse. Han vil forklare, at det netop lige præcis er et kødeligt legeme, der opstår. For hans modstandere, gnostikerne, drejede det sig for mennesket om at blive frelst væk fra det her legeme, for legemet var det fængsel, mennesket er fanget i. Over for det synspunkt fastholdt Irenæus, at frelsen netop var opstandelsen i det her materielle legemes form," forklarer Anders-Christian Jacobsen.

Irenæus begrunder sine klare tanker om kødets opstandelse med, at mennesket er skabt som kød af Gud, og at Gud i Jesus blev kød - altså et fuldt ud kropsligt menneske. At det er det skabte liv, der føres videre i det evige liv, understreger Anders-Christian Jacobsen, er afgørende, når man taler om opstandelse:

"Det er vigtigt for en opprioritering af det dennesidige skabte liv, at det er så godt, at det er "værd" at føre videre, og at det ikke er noget, man skal forsøge at komme væk fra så hurtigt som muligt."