27. januar 1945 / 2015 70 år efter

den 27. januar 1945  blev KZ lejrene frigivet,Men krigen var ikke slut endnu.på denne dag dukkede nogle erindringer op fra min tanker

Det er i disse dage 70 år siden –

Underligt med disse tal og de år der er gået. Om hvorledes glemslens skygge har udraderet samtidens historie fra de onde år 1940-45. Personligt var jeg kun en dreng på 8 ½  år da vi igen kunne komme til skoleundervisning på vor skole. De tyske flygtninge havde forladt skoler og var nu interneret på Frihavnen ved København, hvor de ventede på at de  skulle videre til Tyskland eller  f. eks. Ved Gl. Rye, Hvor der på den jyske højderyg var bygget en hel by til 10.000 mennesker for ophold der, inden de kunne vende hjem til det sønderbombet Tyskland.

Jeg har også fortrængt mange ting i mit hoved med visse erindringer. Men forleden dag, da det var fejring af 70 års dagen for Jødernes befrielse dukkede nogle hengemte tanker op i  mine ydere bevidsthed.  Tanker der ofte skjuler sig i et menneske, hvis tankerne ikke rigtige vil falde på plads og gøre orden i ens hjerne.

Jeg husker tydeligt en eftermiddag i krigens onde år, at en mindre lastbil dukkede på på den villavej hvor vi boede og længere henne, et par huse fra os på Kongsdalsvej i Vanløse. Ned fra bilens lad hoppede der et par soldater ned fra bilens lad. Lidt efter hørte jeg et par skud.

Dagen efter fik jeg fortalt, at soldaterne havde ringet på en af mine legekammerater dør hvor hun boede. Ester som  gik på samme skole var også kommet hjem, men var alene hjemme, da der blev ringet på og et par fremmede mænd med våben i deres hænder spurgte om hendes far var hjemme. Ester blev så forskrækket, ved at se disse truende mænd med skydevåben pegende ind mod døren, at hun resultat smækkede døren hurtig i.  Soldaterne skød et par hurtige skud lige gennem døren.

Alle vi børn i skolens Aula blev samlet hvor skole inspektøren fortalte, at Ester var død.

Ja! Siden hen forsvandt vores undervisning lokale og skole, på grund af flygtninge strømmen fra Tyskland, da krigen var ved at vende.

Min klasse lærer Larsen, begik selvmord – men vi børn i første klasse oplevede hans nervesammenbrud for åbentæppe midt i en undervisningstime. Larsen begyndte pludselig at græde og sagde nogle usammenhængende ord …med blandt andet: Nej! Jeg kan ikke mere….! Og så gik han ud af klasselokalet og lod døren stå vid åben ud til gangen.  Ledt efter kom klasselæreren fra klassen ved siden af, at vi skulle være stille. Fordi Larsen var gået hjem og ikke kom mere.

8-10 dage efter kørte min klasse med sporvogn, sammen med regnelærer til begravelse på Assistens Kirkegård.

29. januar 2015 PHK (erindringer)