Maya Ahler i anledning af det er 80 år siden hun blev født den 15. juni 1934

Tanker på dagen

Hvis Maya Ahler, havde levet den.15. juni 2014 ville hun kunne fejre sine 80 år, men alt for tidligt forlod Maya denne verden som 52 år gammel. Jeg tænker lidt over mine år sammen med Maya, som jeg kunne kaldes refleksioner.

Opdateret den 01.7.2014

Den først dag på året af januar 1962, hvor jeg bevægede mig ned til Larsens Plads, som er et kendt sted for færgeafgange af Københavns centrum. Det var ret sent på aftenen, hvor dette skib der sejlede mellem København / Århus lå. Det blev forvaltet at D.F.D.S. Den sædvanlige afgang 22.15 og forventet ankomst til Århus Havn næste morgen cirka klokken 6.30, hvis ellers vejrforhold ikke forlængede sejladsen. 

Denne aften og nat var en ny begyndelse. Et nyt afsnit på mit liv, som ellers ofte i hverdagen kunne opleves som en række af tilfældigheder. Livs hændelser i et rask forløb som på en tørresnor. 

Når jeg rigtig tænker og ser efter om denne tid er det egentlig ikke tilfældighedernes fri spil. Der er mange afsnit og punktum samt kommaer i livets sætninger. 

Ofte opdages de først, når jeg befinder mig i datiden og ser ind i fortiden. Det at være og fornemme nuet er en helt speciel kunstart, kunne jeg give udtryk for om mit liv, om livets nærværelse og tilstedeværelse. En daglig træning eller lad os kalde den en livs øvelse af mange andre om at se ind og forstå ud. 

Denne nat hvor vi sejlede til Århus begyndte for mig mange nye år, der skulle leves i en helt anden landsdel af det land, hvor jeg er født og opvokset. Skibet er ikke fyldt med mange passagerer på denne tur. Så i kabyssen er der frit spil om alle pladserne. Vi kommer denne aften i snak med en mand ved navn Hjerl Hansen. 

I løbet af aftenen, udvikler der sig en tættere samtale mellem mig, som en relativ ung mand på snart 25 år og Hjerl Hansen, som en ældre mand. Han er alene og søger underholdning og jeg i min alder, søger viden. Samtalens indhold erindre jeg ikke længere. 

Maya er selv den opsøgende kvinde type, der bliver stimuleret af udfordringer og forandringer og det var der her på denne aften og nat. 

Vi havde en kahyt som vi næsten kunne havde sparet udgifterne på fordi Hjerl, Maya og jeg samtaler til langt over klokken 02 om natten. Vi fik dog sovet nogle timer inden ankomsten til Århus og vågnede brat næste morgen ved de sædvanlige dunk på døren af stewardesse n elle kahyt jomfruen med et råb om at skibet var i havn og for at få morgenmaden indtaget gik vi hurtigt til restauranten inden vi gik fra borde, skyndte vi os hastigt med at komme i tøjet, samt pakke kufferten. 

Således kunne noget af de kommende Jyllands år for mit liv beskrives, som en begyndelse, men hvis jeg tænker rigtigt dybt går mine tanker tilbage til en februardag ført på denne måned i 1957. Jeg befandt mig på dette tidspunkt på en håndværker højskole Brandbjerg Højskole, med 5 måneders ophold i vinterhalvåret. Her var virkelige glad for at kunne komme tæt på et for mig andet miljø, hvor indsigt i litteratur, politik, sprog, historie og jeg kunne sikkert nævne mange flere ting og oplevelser som i dette skrevne sammenhæng ikke har den store betydning. 

Men alligevel var det brydnings år for en ung mand som mig på daværende tidspunkt var 20 år og fyldte år i morgen den 6. februar 1957, men den, 5 februar fik jeg den besked fra Højskole forstanderen, at man desværre måtte udskyde min markering af min 20 års fødselsdag af en eller anden grund, jeg ikke længere husker, men det var vist noget med, at skolen fik mange gæster på denne dag og så var det bedre og rent praktisk for køkkenet, at afholde min dag på den kommende weekend. 

Jeg er ikke forvent eller vandt til at holde fødselsdage i hele mit liv og husker, jeg kun en gang i hele mit liv har holdt kun en eneste fødselsdag. Det var da jeg gik i 2. klasse, på Kirkebjerg skole i Vanløse. Der fik jeg nogle skole kammerater med fra min skole og sammen med min storebror Jørgen, blev der holdt en fælles fødselsdag for mig og min bror. 

Det var den første og eneste fødselsdag i min barndom og egentligt også i mit voksenliv. 

Men 5. februar 1957 denne aften, dagen før min egen fødselsdag, gik jeg ud i højskolens park og fik sære og underlige tomme tanker. Ikke fordi jeg følte mig svigtet om der ikke skulle holdes fest. 

Men det var noget, lad mig sige, tanke fornemmelser, som jeg af og til i mit liv har haft, hvor tilværelsens rummelighed forsvinder ud i tids løsheden af min nærværende horisont. 

En uforklarlig stemning. 

Da jeg gik der ude i skolens park, blev jeg næsten ført hen til det store træ, der står udenfor spisesalens glas indgangs parti og min hånd lagde sig på dette ældre træs markerede træ bark og jeg begyndte at græde. At græde uden nogen grund, men bare denne stemning der fyldte min krop med aftaler, forståelser og modtagelighed, som jeg på daværende tidspunkt ikke kunne forklare eller forstå. Men på selv sammen nat blev et barn født, som jeg fem år efter skulle tage ansvar for. 

(foto fra Sildeungen v Gotland. August 1968 - samme måned som Turi dør)

Holde i hånden og følge barnets til dets al for tidlige død. Jeg stod der og græder ved træet, uden at forstå dybden af den aftale, der blev lagt på mine skuldre eller dybere tilstedeværelse her i livet. 

Nu var jeg på denne sol belagte morgendag ved Århus Havn den 2. januar 1962, netop ankommet til mange års fremtid, hvor Maya, som jeg havde mødt året før i en tidlig sommer rus hos en af mine kammerater, der boede uden på landet ved Store Heddinge, her havde jeg mødt Maya som på daværende tidspunkt havde ophold og arbejde i København som sygeplejerske med forskellige opgaver som sygeplejerske.

(faster Tyra Ahler, Martin Ahler, Maya, Franziska)

(Turi og en arbejds kammerat til Maya ved navn Jenny)

 Jeg erindre hun bland andet, at hun passede den døende Thorkild Roose ude på Frederiksberg i hans private hjem. Men også mange andre nattevagter hvor det krævede en person, at sidde ved en respirator. Blandt andet min kammerat  Lars der nu boede i et lille smukt hus ved Stevns, hvor jeg mødte Maya, hun havde også på et hospital sidde en nat ved Lars seng efter et kompliceret cykel styrt, hvor han fik slået sin milt i stykker.  Maya var noget ældre en mig på dette tidspunkt set i årstal. Knapt 3 år var der i afstand mellem os. Så set ud fra dette, var hun en langt mere erfarende kvinde og nu enlig mor set i forhold til mig. Det undrede mig besynderligt, at hun ikke boede sammen med sit barn Turi der nu var 4 år men sidenhen fik jeg forklaringen. Men som der blev fortalt, at i øjeblikket boede Turi hos sin mormor på Silkeborgvej i Århus i en lille lejlighed på tredje sal. 

(Huset i Hem, ved Yding)

Mayas mor var netop pensioneret efter et langt liv som ikke har været lige let, så her kunne Mayas mor Franciska bruge sine længsler og kærlighed til sit barnebarn i givende stunder og hjælpende hånd. Jeg kom i mange år til at kende Franziska nærmere at kende, selv om hun ikke i ord fortalte meget om sit liv, så var det muligt for mig at leve mig ind i Franciska,s livets vej på bedste vis. Som ung mand i 1962 forstod jeg ikke min kommende svigermor Franziska,s så let med mit unge sind, men når jeg nu mange år efter ser ind og fornemmer hendes liv, så oplevede Franziska 1. Verdenskrig i Berlin og efter denne krig skulle alle eller de fleste tysker vende tilbage til deres fødeby i dette tilfælde skulle  tage Franziska til Hamburg hvor resten af hendes familie også boede.

(Turi 1966)

Men Franziska var uddannet fotograf og så i en avis annonce om, at en fotograf mester søgte en assistent på Bornholm og i stedet for at rejse hjem til Hamburg valgte hun Bornholm som sit nye arbejds- og livs sted og denne beslutning ændre fuldstændigt hendes liv. Sidenhen fik hun arbejde hos en fotograf i Herning og på denne tid havde denne Herning fotograf to atelier i hver sin ende af byen, så derfor var der brug for Franziska, som straks blev ansat. En sommer var der flyveopvisning af nogle tyske piloter som ikke længere havde noget at bestille, så de rejste rundt og viste deres kunnen på forskelle markeds pladser og flyve opvisnings pladser. Her kom  Franziska ind med sine sprogkundskaber da hun kunne tale både tysk og dansk og nu virkede som tolk for disse piloter. Franziska var sparsommelig og efter hun havde mødt sin mand Martin Ahler. købte hun sig selv et foto atelier i Silkeborg og var en ret dygtig fotograf. Men der kom børn der optog og ændrede hendes muligheder. Først blev Maya født den 15. juni 1934, så kom Elisabeth i 1937, som døde af difteritis i 1942 og til sidst Irene Ahler. 

(Turi 1961 foto fra Hundested færgehavn PHK-foto)

Deres far Frimærkehandler med domicil på Søndergade i midten af Århus blev disse tre børns barndoms sted. En lille 2 værelses lejlighed ovenpå en skotøjs handler forretning (Bandholm) og det var småt med penge. Under krigen fik Franziska en del skade på sit ene øje efter den store sabotage på havnen hvor et tysk skib blev sprunget i luften af nogle frihedskæmper og dette bevirkede at Franziska, som netop kom ind i sin stue fik blæst hele glas vinduet ind i sit ansigt. Franziska flyttede med børnene op til Arndalsvej lidt udenfor Århus. Ofte måtte Maya tage ned til faderen Martin A. og bede om penge og det var ikke de store penge Martin A. var omgivet. Ofte lånte han penge til andre end at give til sin familie. Det holdt heller ikke i længden. Franziska flyttede aldrig tilbage til sin mand. Hun havde også i lejligheden mistet sit mellemste barn, fordi Martin A. ikke ville have at børnene have forbyggende vaccine mod det på denne krigstid truende sygdom difteritis, men da Elisabeth døde i Søndergade blev de to andre børn Maya og Irene vaccineret. 

Palle og Maya Høgild 1965)

Når jeg bevæger min ind i denne families historie er det fordi jeg i en del år også fulgte Franziska,s liv på nærmere hold og de Maya og jeg ankom til Århus, var det for at jeg ville købe et lille hus og skabe rammer for en familie og en gryende tilværelse for Turi, som jeg af ukendte årsager denne vinterdag den 5. februar var blevet bekendt med på, ja lad os sige en form for åndelig alliance som er så svær at forklare. Jeg ville ikke nævne det til nogen og min egne forældre kunne med undren se på, at deres søn sommeren 1962 giftede sig med en for dem ældre erfarende kvinde med barn. Men livet kan ikke altid betragtes ud fra en matematisk streg på et blank stykke papir hvor der ikke er plads til andre fornemmelser og ind put. Jeg vidste på forhånd i mange år før 1962 at denne opgave skulle indfries efter bedste evne. Det var ikke en gave fra min side men en prøvelse på mig selv i et samspil med dybere forståelse. Jeg havde jo selv valgt vejen da jeg var 20 år gammel ved et ældre træ, hvor jeg svor og ønskede, at få mine evner åbenbaret i handlinger og nærværelse. Nu var jeg landet ved og i af Århus.

Turi 1967 v Hem)

Huset blev fundet lidt  syd udenfor Skanderborg med Udsigt fra Yding landevejen til Mossø der ligger der midt i Sø Højlandet. Et forfærdeligt gammelt hus, som jeg den dag i dag ikke fatter, at dette skulle blive valget og stedet for de næste mange år i et liv med modgang of forståelse hvor døden endeligt som et punktum frigjorde mig fra mine opgaver som familiefar på dette sted i årene 1962-69. Rent praktisk fik vi med håndværker hjælp sat huset i stand. Lagt vand og kloak ind og klargjort et værelse på første sal af huset et værelse til Turi. Maya overlod langsom det ansvar man har over for et barn og det ansvar hun aldrig selv magter at påtage sig. Heri ligger der ingen dom, men mere en undren over hvorledes hun snød sig selv fra nærværelse og selve livet menig og opgaver. 

Glasværksted og privat hus v Hem

I alle disse mange år valgte Maya sine lange nattevagter på Hospitalet i Århus ofte op til 11 timer ad gangen – to dage i træk og så to dag fri med forskudte søvn behov. Det koster livet at ændre døgnrytmer og tilstedeværelse. I starten boede Franciska ude i vores lille hus som hjælp, da jeg havde mit glas arbejde om dagen, men til sidst fik jeg et glas atelier der gav mig mulighed for at kunne være hjemme, når Turi kom fra skolen i Voerladegaard. Let blev det ikke, da jeg ret hurtigt opdagede at Maya havde mange løse forhold til andre mænd, som hun mange år efter forklarede – hun fandt aldrig kærligheden hos mig, men måtte finde den andre steder. Turi vidste det inden sin død og udtalte – hun fik som nok ikke lov til at flytte med hvis jeg rejste.

Palle Høgild og hunden Dina 1965

Jeg have dette skæbnes år 1968 et stort glas arbejde til Hørning Kirkes Kapel og netop den dag hvor min lille varevogn var på værksted blev jeg ringet op af politiet, at jeg straks skulle komme til Skanderborg. Turi var blevet kørt ihjel ved sin skolebus. Jeg plejede at hente hende, men på denne dag, havde jeg ikke bilen hjemme. Da den var på mekaniker værkstedet i Skanderborg. 

Aldrig har det, vi kalder tid og rum, været så uvirkeligt og aldrig har jeg følt så stor en afmagt. 

Alene var jeg og alene blev jeg. 

Denne dag var den sidste, hvor jeg lavede glasarbejde med farver og pensler. 

En vinterdag ved Hem

Kære læser nu undre du dig måske over, hvorfor jeg ikke rejse væk for længst. Jeg har ikke svaret – men jeg havde mit værksted der. Jeg havde Turi om end jeg ikke var den biologiske far, som Turi for øvrigt aldrig kom til at kende. Og jeg så samtidig en kvinde, min daværende kone Maya leve sit liv ud i ulykkelighed og forgæves lede efter den nærværende kærlighed. Maya fortalte og undrede sig over sin afstand til Turi på de sidste år. Det er ikke godt at opleve en mor og datter der ikke har fundet den samme livs tone i udvikling og nærværelse. Stadig mange år efter i det historiske spor fyldes jeg af forundring over dette. En ulykkelig situation for at barn men lige så ulykkelig for den kvinde der oprigtigt ikke kan elske sit barn. 

Det sidste foto af Turi før hendes død 3- dage senere

foto fra Silkeborg Søerne med kanotur med

Lars Jespersen fra Vrold er også med

Til stadighed berøre det mine dybere følelser, når jeg skriver og tænker på hele forløbet, deres historie. Maya levede videre i huset der på landet efter jeg året efter ulykken rejste væk til en ny epoke i mit liv. Maya fik alt for mange stråler som sygeplejerske i Radium stationen (cancer afd. Århus Kommune Hospital) det koster, med disse stråler selv om der bliver beskyttet med bly bælter og måle apparater. Opmærksomheden over de fare der lurer i disse år, var heller ikke af den største størrelse. Selv blev Maya som 52 år gammel ramt af cancer. I min verden et resultat af de mange stråler fra hende natarbejde og uretmæssige søvn, som enhver krop kræver for en god balance og et sundt liv. I år 2014 den 15. juni ville Maya have kunne fejre sin 80 års fødselsdag, hvis hun havde levet. Jeg vil sende hende de bedste tanker.

Maya Ahler  i haven ved Hem 1963

Maya Ahler 6. person fra højre side øverste række på

foto fra Sygepleje Højskolen Testrup Mårslet  1953

Når jeg gennem læser det jeg har skrevet om de år i 1960,erne er der meget, der kunne fortælles med små fine bemærkninger. Vi var -Maya og jeg egentlig to halve mennesker. Maya var lige frigjort fra et forhold i det forgående år hun havde med Luftkaptajn Verner Marup der var ansat i S.A.S. og kom og boede i Hellerup. Maya var meget forelsket i Verner, men han giftede sig alligevel med naboens datter der var væsentlig yngre (18 år) end Verner selv. 
Det var meget svært for Maya ,at blive kasseret og på en så overrumplet og hastig måde. Jeg vidste det, selv om jeg ikke var involveret i deres sag på dette tidspunkt. Da jeg mødte Maya i foråret 1961 kunne jeg mærke det på hende. 
Maya boede på dette tidspunkt i Ny Adelgade - København på et lille kvistværelse og havde et år forinden forladt et dejligt rækkehus ved Bellahøj (Bakkehusene), som hun havde fremlejet og så pludselig befinde sig i et mørkt kvistværelse og Kæresten Verner Marup, der var forvent og boede hjemme. Han havde sportsvogn (rød) og en god økonomisk fremtid, medens Maya var delt mellem Århus, hvor hendes Turi befandt sig og så sit København med lange nattevagter. 
Stadig kan jeg huske og fornemme hendes afmagt. Maya havde lige ved Turis fødsel været gift med Poul Buckhøj i 3 år på Silkeborgvej i Århus. Poul Buckhøj var ikke den biologiske far til Turi, men havde giftet sig med Maya medens hun ventede Turi. Poul Buckhøj blev derved med egen accept erklæret far til Turi. Den biologiske far var "Polle".
---------------------------------------------------------------------------------------



Hem, pr. Skanderborg var adresse på det lille ”Fodermester Hus”,   som var beliggende cirka 9 kilometer syd for Skanderborg på vejen imod Brædstrup. "Sø Højlandet" kan betragtes fra dette hus med udsigten så strålende over Mossø og det var dette, som fik os til at beslutte købet. Men der var langt til arbejde i Århus, der udgjorde 35 kilometer frem og igen når turen gik hjem 25 retur. Derfor købte vi allerede med det samme en lille blå Maskot (Morris - Bil) og Maya måtte tage undervisning hos en køreskole for, at få sit kørekort der var ret nødvendigt, når hun skulle arbejde på Århus Kommune Hospital. 
Jeg selv cyklede til Skanderborg Station og toget ind til Århus, hvor jeg straks fik arbejde hos glarmester Christensen i Vestergade 48. Sidenhen fik jeg arbejde hos Chr. Årslev i Viby der forkortede afstanden meget. Jeg byggede senere i Hem et glasværksted for at fremstille blyindfattede ruder og andre opgaver ved siden af jeg havde arbejde hos Chr. Årslev. De 2 følgende somre 1962 og 1963 var jeg på Askov Højskole og Askov Sløjdskole, med en kommende uddannelse i sigte. 
Jeg husker tydeligt at jeg var på vej til Askov Højskole for der at arbejde i en måned. Netop som jeg skulle afsted, blev Maya indlagt for en ekstrauterin graviditet, som vi ikke selv var bekendt med, men var ved at tage livet af Maya og hun måtte hasteindlæggelse på Hospitalet i Århus. Da Maya kom ned til Askov for at  besøge mig, havde hun nu et stort ar på sin mave, som kvittering for et liv, der ikke var blevet til i vort samliv.

En dag vi kørte hjem sammen Maya og jeg pegede hun ind på en nedlagt slagterbutik der var beliggende i Vrold. Maya fortalte at her skulle en familie hun kendte via sin far flytte ind som kom fra Århus. Det var familien Frede og Ebba Jespersen med deres 5 børn nogle få måneder efter flyttede ind i dette råde hus med den nedlagte forretning. Og dette var ikke uden problemer. Familien fortalte mig, at de måtte flytte fra Møllevang området i Århus på grund af familien blev generet. Frede Jespersen som blev kaldt ”Jesper” måtte nu fra Vrold rejse til sin Møllevang skolen, da han var tysk og matematiklærer her.

En dag, på en weekend, da jeg gik ude i haven kunne jeg høre og se en knallert, der kom trækkende med en cykel ved sin side. 

Det var Ebba Jespersens første besøg der sammen med hendes søn Gunner, der opsøgte os. 

Sidenhen udviklede vores samværd til mange timer og  lange aftener. 

De blev husets nære venner. 

Familien Jespersens ældste søn hed Mogens der i sine skelsår fik det noget svært med sin far Jesper og derfor tilbød vi, at Mogens kunne flytte ud til os i Hem(1964). Mogens hjalp mig med at bygge mit glasværksted, medens han søgte læreplads i Hamburg som han sidenhen fik og rejste derved til denne storby. Flemming den næst ældste søn fik læreplads hos en lokal blikkenslager i Vrold, Gunner var meget besat af teknik og læste vist videre på skolen. Lars den næste søn i rækken kom ligeledes i  tømmer lære. Den yngste datter Lotte, som var jævnaldrende med vores Turi, blev sidenhen sygeplejerske vil jeg kunne huske.  Desværre skete der et voldsomt bud imellem os to familier (1966-67) der havde den konsekvens at jeg aldrig mere så familien Jespersen og Turi mistede sin lege veninde Lotte. 

Da Turi døde, kom der ingen forsoning eller opmærksomhed i denne forbindelse. Jeg vil ikke komme nærmere ind på årsagen til dette brud mellem os, andet end Maya havde forelsket sig i familiens søn fra Vrold. Flemming der kun var 18 år. Dette synes Jesper sig ikke om, han bad mig forhindre dette. 

Men selv stod jeg magtesløs over for denne situation. Det gør mig stadig ondt, at hele dette brud og årsag skulle fører til dette ulykkelige brud.  
Jeg personligt havde levet mig ind i forståelse og samspil med familien Jespersen og så pludselig var alt brudt samme som var bygget op. Jeg så dog alle familiens Jespersens børn på nær deres pige efter dette voldsomme brud. Jeg husker blandt andet, at jeg sammen med Gunner og Flemming, at vi kørte i min lille varebil (Morris Maskot 1967-68) til Hamburg for at besøge Mogens Jespersen nogle dage. Sidenhen efter jeg flyttede fra Hem i 1969 og derved forlod mit liv med Maya, da flyttede Flemming ind og med hjælp fra sine kammerater ombyggede de mit værksted til bolig hvor Flemming og Maya nu var sammen. Samtidig flyttede Mayas forældre ind i det gamle hus. Sidenhen først i 1970,erne fik Maya og Flemming deres søn Tao Ahler.