Ved den sidste bro

Ved den sidste bro.                                                                                                               

  29. august 2013

Sommeren er ved at gå på retur. Ikke fordi der er nogen tilbagevej at skue. Minderne og oplevelserne er altid hentet fra fortiden, men sommeren, den alle taler om og altid forlades med et suk over, at den ikke blev levet optimal.  Denne sommer på netop dette år er ved at skifte sin farverige dragt ud til efterårets høje himmel, med fugletræk og skyer på himlen der tegner et mere kontrastfyldt billede af naturens højsang.

Jeg er på en vandretur med min kære elskede hustru, hvor vi er på besøg i hendes barndoms landskab. Landskabet har forvandlet sig til huse, mange huse der ligger på stribe langs en asfalteret vej der i tidernes morgen var en simpel grusvej. Jeg ser på hendes øjne, at hun søger en genskabelse af sit indre billede fra barndom, en slags samstemme med den virkelighed, hun netop nu er i sammen med mig på denne lille vandretur i hendes landskab. 

Jeg er tavs og gå med mine ældre skridt ved siden af hende. Prøver at koncentrere mig om min egen gang og vil ikke forstyrre hendes flygtige tanker der befinder sig på denne tankeflugt fra virkeligheden. Alle vil vi gerne bære ved vort hjerte noget af den indre barndom. Barndommen der gav os uskylden og drømmenes muligheder.  Men altid når voksne mennesker nærmer sig barnet forsvinder de flygtige drømme.  Måske derfor ser jeg altid børn, der samler sten op fra vejen og undre sig over stenens form.  

Disse sten der giver fastholdelse af et fundament fra jordens indre styrke og uendelighed. Barnet ved det ikke. Kan ikke formulere dette, men oplever styrken igennem sine fingere, der holder fast om den lille sten. En sten der er gemt i den hule hånd og ingen kan se. Stenen giver styrke og forbindelse til det begyndende liv. Min hustru er på denne vandring uden nogen sten i hendes hånd, den er tabt for længst. Nu er der kun grus og små sten på vejen, der fortæller med den knitrende lyd om fortidens melodi og drømme.  

Jeg vil ikke forstyrre og går ned på en legeplads vi passere. Her genfinder jeg min egen barndom der giver vitaminer i den endeløse tid. De gamle ben der er mine, kravler op på en glidebane af stål og inden jeg ser mig om, har jeg sat mig på hug for at glide ned at den skrående bakke. Mit hjerte bobler af sporadisk glæde og forundring over, at min krop endnu kan bevæge sig på denne måde. Det indre barn var, som et trylleslag fundet frem på øjeblikkets sekunder og en henrykkelse var født på ny. Alt for sjældent lader jeg disse kræfter komme i frit fald og frem i min krop.  Den monotone dagligdag har for længst styret mig til passive træk i livet. 

Vi er nu nået frem til den grå gamle træbro. Jeg erindre tydeligt med øjebliks varsel en film jeg for over 14 år siden så ”Broerne ved Madison” en film, min hustru synes totalt latterlig. Men jeg ser denne filmhistorie med en ældre mands øjne. Nu står jeg netop ved en gammel bro der fortæller om alle de mennesker, vogne og cykler, hunde og katte og alt det ikke nævnelige, der gennem tiderne har gået over denne bro.  Jeg bukker mig ned for at se nærmere på broens belægning der er udført i hårdt træ og nu står med denne patina af styrke og gemmer på sin egen historie. Jeg har problemer med det ene ben og bruger  dette som undskyldning for et hvil med, at jeg vil fotografere denne smukke gamle finske bro i et ubekendt opland. Fotoapparatet bliver taget frem og lidt efter fastholder jeg motivet til en senere lejlighed hvor jeg kan gennemgå det sete på en stille stund. Jeg får hende til at stå model for, at skabe kontrast i motivet og det kan forstærke tidsrummet mellem fortid og det nu hvor et levende menneske står ved broens kant. Nej! Hun kender ikke min fortælling og det jeg fornemmer. 

Vi er i hver vores verden for et øjebliks sekund og sådan må det være. Forende af broen ser jeg en utydelig ældre mand komme gående ganske langsomt. Han slæber lidt på det ene ben men går i sine egne fjerne tanker. Han bemærker os ikke eller måske har vi ikke hans interesse.   Min hustru står stadig med ryggen til og ser ud over vandet. Hun står i denne position for fotografens skyld og det er netop mig der er fotografen. Et øjeblik efter lægger jeg fotoapparatet ned i tasken og den gamle mand er forsvundet ind i sin egen tid. Jeg ser han ikke længere og vil ikke fortælle hustruen min om ham. Jeg må endnu en gang bøje mig ned til de ru og ubehandlede planker, der i årevis har båret vejen frem for de levende væsner, mennesker, dyr og vogne der har haft glæde af broens tilstedeværelse. Vi er nu nået langt væk fra denne bro og den ligger tilbage i mit erindringens landskab. 

Jeg har senere mange dage efter mødt denne gamle mand fra broen.  Det var i den gamle æblehave og hvor det forladte hus som står klar til en nedrivning for at give plads til fremtidens mennesker. Det var her jeg igen mødte ham. Vi kunne ikke tale sammen da vi begge var funderet i forskellige sprogstammer, hans sprog var finsk og mit var dansk og alligevel var der i ellipse formet bue der forbandt os nonverbalt til hinanden i et øjebliks uopmærksomhed. Denne tone løse rummelighed der var så skæbnebestemt at den historie vi nu en gang skulle live i hvert vort liv. Ubegribelig i skæbne og liv. Når jeg siger skæbne, er det intet med tilfældigheder at gøre, men mere det denne fællesnævner af liv der er parallel i vort liv og mennesker sammenfletter deres historie til en større enhed uden forklaring og ord. Skæbne er som at gøde jorden men du skal selv vokse som planten og få det bedste ud af livet. Måske vi drives mod det samme mål og efterlader et fodspor på en gammel finsk bro med mange års mellemrum. Men vores tanke er ikke skrevet ned kun tanken kan læse dig. Jeg ved der vil gå mange år inden det gamle hus vil blive nedrevet.  Den gamle mand har endnu en tid til at vandre omkring broen og det gamle hus inden han bliver hjemløs og må vandre ind i evighedens landskab.  

PHK