Ib Henrik Cavlings sten på en græsplæne med morgendug

Morgenmødet på Sorgenfri Kirkegård

Jeg var tidligt oppe her til morgen, da min hustru i dag efter arbejde skulle videre til lidt firma komsammen efter sin arbejdsdag. Egentlig ville hun ikke deltage i denne 25 års jubilæums fest som hendes chef afholder i Tivoli med en middag. Alligevel tager hun en pæn nederdel på og forberede sig til at vedligeholde sit netværk. Det nytter heller ikke noget, at isolere sig for meget i det land hun nu en gang er bosiddende i, selv om hendes kultur er meget forskellig fra den danske. Det endt med jeg kørte min kære hustru på arbejde på denne meget tidlige morgen før alle andre havde fået startet deres biler og fyldt motorvejen op til den daglige trængsel og begrænsning.

Efter jeg havde sat min hustru af ved hendes arbejdsplads i Lyngby, som er mit gamle historiske kendingssted fra min pure ungdom. Har jeg det med at bevæge mig til de hemmelige steder hvor jeg tidligere har givet mit liv til oplevelser og samspil og nu bære på min egen hemmelige historier, ja da ser jeg og fornemmer sammen med min hukommelse disse gensynssteder, der ganske vist er totalt forandret med nye mennesker og ændrede bybillede, så alligevel ind i mellem det hele står mine tanker og reflektere som et spejl der blænder min hukommelse. Tiden bliver tidløs på ganske få øjeblikke og jeg oplever min egen uskrevne roman om det liv jeg har levet i samspil med forældre, brødre, arbejds kammerater, venner og så videre. De flest er i dag døde. Jeg ved det jo så godt med min klare sanser og alligevel er de der alle sammen endnu i erindringernes blændværk og den tidløse rum jeg lader opstå. Det er gode og givende øjeblikke der får lov at leve, men jeg er også ganske sårbar når denne tilstand leves. Det at lave et tomrum hvor det hele er tilstede, kun for mig og andre kan ikke fornemme eller se dette billede er en parallel verden med uanede muligheder, der alt for lidt bliver benyttet og taget i brug for at understrege livets store dybde mellem ens egen fødsel og afventende død set i det jordiske perspektiv. Men når jeg tillader min parallel verden, at træde til at være med opleves livet med en uendelig dybde.

På denne morgen hvor duggen endnu ikke har sluppet sit favntag fra det våde græs, bevæger jeg mig videre til mine forældres gravsted. Jeg kommer ikke for at fastholde eller mindes som udgangspunkt, men stedet gaver muligheder for at nulstille mit liv og derved give plads til inspiration og nye muligheder, selv om min krop hele tiden for tæller mig om begrænsningerne på grund af alder, så er tanken uendelig fri og bevægelig. Jeg har det med at gå rundt og se på de navne der er skrevet på den andre sten der står på de efterladtes gravsteder. Af og til er der navne som jeg har forskellige relationer til og så må stå her alene og erkende at jeg er blevet endnu en stund tilbage på denne jord. I dag stod jeg ved den store grønne græsplæne, hvor der kun er små og grå sten ved de nedlagte urner og ens små blomsterkasser der er forsænket ned i græsset. Men en enkelt sten havde ikke blomster og var lidt mere grå end resten af den store forsamling af de mange sten på Sorgenfri Kirkegård. Ib Henrik Cavling stod der. Jeg kendt navnet så godt. Selv om jeg ikke har læst hans mange kærligheds romaner. Jeg arbejdede på et behandlingshjem for børn ved navn ”Stutgården” der ligger ved Hillerød. For mange år siden var dette min arbejdsplads og mener at kunne huske, at her havde Ib Henrik Cavlings familie *) levet og nu stod jeg ved sønnens grav. 

Ib Henrik Cavling har en historie som den lille lidt glemte sten ikke fortæller om omtumlet tilværelse. Om drømme og afhængighed der binder et menneske med fri tanker og flydende pen, der bare kan fortælle og fantasere, så Ib H.C. læsere bliver tryllebundet i hans fortællende landskab. Selv har forfatteren indre opgør han ikke kan slippe fri af. En trældom kunne jeg næsten sige der er hans personlige livs kamp.

Når jeg efter at have stået ved Ib Henrik Cavlings lille grå gravsten, besluttede jeg mig for, at jeg ville gå hjem og Google ham om hans liv og færden på en mere kontant måde og det har du kære læser så her. (citat begynder) Ib Henrik Cavling,  1.4.1918-2.11.1978, forfatter. Født i Kbh, død i Italien, begravet Sorgenfri kgd. Lige fra sin tidlige barndom prægedes C. af skismaet mellem folkelighed og snævrede litterære udtryksformer. Bedstefaderen, Henrik Cavling, efter hvem han blev opkaldt, var den moderne, slagkraftige fornyer af den danske bladverden. Faderen, Viggo Cavling, populariserede igennem 1930erne det bedste i dansk kunst gennem Politikens Magasinet, men var samtidig noget af en åndsaristokrat som genfortolker af nyere filosoffer. Efter skolegang 1927-30 på Bogø kostskole gik C. 1930-34 på Birkerød statsskole og derpå en kort tid på et kbh.sk gymnasium, men undlod at afslutte eksamen. Han forsøgte sig som journalistelev i Norge (1937) og ved Aarhus Amtstidende (1938), men opgav og vekslede rastløst mellem oversættelser, journalistiske små skriverier og rejser rundt i Europa. Alt sammen underordnet et stigende alkoholforbrug. Han rettede et aldrig afsluttet, selvopslidende opgør mod faderen, men efter dennes død 1946 bortfaldt gradvis hans arbejds- og præstationshæmninger i en lang periode. Han begyndte at skrive ugebladsnoveller, og fra 1952 og til sin død skrev han 57 romaner hvoraf fire blev filmatiseret og flere udkom løbende i Familie-Journalen. Blandt værkerne skal fremhæves Arvingen, 1952 (filmatiseret 1954), Charlotte, 1954, Askepot, 1956 og A/S Palma Mallorca, 1963. 1965 udkomKulturministeren i føljetonform i Ekstra Bladet, noget helt enkeltstående i nyere dansk pressehistorie. Indholdsmæssigt fornyede C. Morten Korchs bonderomaner som han hædrede i en kronik i Information 31.1.1953. I sine overfladisk blændende og fængslende tidlige romaner beskrev han sin samtids ekspansioner: den nye turistindustri, stormagasinernes opdukken, hospitalstilvæksten osv. Det skete ud fra ideologien om at "enhver er sin egen lykkes smed", hvis man kan udsætte personlige behov og modstå rodløshedens fristelser i et traditionsopbrud. At beskrive den egentlige højkonjunkturs mange muligheder for frigørelse fra midten af 1960erne var imidlertid ikke C.s sag. Han forsøgte at henlægge tidens seksuelle og økonomiske konflikter til fortiden eller til kriminelle miljøer. Men de utilslørede voldsprægede og seksuelle temaer var for truende for ham, og hans bøger faldt fra hinanden i denne sidste del af forfatterskabet. Han udpenslede detaljen uden øje for helheden, og han kunne ligefrem glemme bipersoner. 1960 udgav han en velfortalt erindringsroman, Jeg løb hornene af mig. I sine sidste år tumlede han med planer om et mere såkaldt finlitterært projekt, men barrierne var for store og han døde efter kort tids sygdom. (citat slut fra Google)

Det er utroligt hvad en lille grå sten på en græsplæne, med en tidlig morgen vandre kan give, hvis bare jeg gør mig modtagelig og tilgængelig kan få af oplevelser. Straks efter begiver jeg mig videre på min vej hjem over. Passere mange andre spændende og fortællende steder, men må lade dem ligge til næste gang jeg kommer forbi. Morgensolen er ved at få styrke og varmen begynder at fjerne morgenens dug fra græsset strå. Min sko er let fugtige efter at have betrådt det våde græs, men inden jeg når hjem er de tørre igen. Kun jeg kendte duggen der fortalte denne morgens oplevelser og smerte, medens solens varme stråler spiller op til livets glæde og dans.

PHK 1. august 2013 (Ved Sorgenfri)

http://da.wikipedia.org/wiki/Ib_Henrik_Cavling
http://www.gravsted.dk/person.php?navn=viggocavling
http://www.gravsted.dk/person.php?navn=henrikcavling *)
https://picasaweb.google.com/ErikPalleOlesen/11VeraElisabethCavlingFKjR#5675266664751902050 **)
https://picasaweb.google.com/ErikPalleOlesen/11VeraElisabethCavlingFKjR#slideshow/5675281045480168130 ***)

NB. Når jeg ser Ib Henrik Cavlings gravsted set i forhold til de andre familiemedlememmers mindesmærker har Ib H.C. en liden størrelse. Alle familie medlemmer ligger begravet forskellige steder i Lyngby Tårbæk Kommune.

**) Foto af Stutgården  (1957) inden stedet bliver ombygget til behandlingshjrm for psykisk belastede børn.
***) foto af Stutgården 1958-61 Der bliver solgt til Rundskuedagen der opretter et behandlingshjem