Ansigtets Sprog (april 2013)

 Som Susåens vandløb, der risler gennem landskabet, kun hæmmet af menneskebyggede Sluser,  dæmmer op og holder vandet tilbage men må til sidst give efter for naturloven.

Hun sad netop på denne forårsdag sammen med mig på den lille cafe, der ligger i en lille provinsby med smukke bygninger og historiske steder. Bygningerne i byen taler sit specielle sprog og Susåen var ikke kold eller afvisende, men kølig fordi foråret lod sige vente på sig til den rigtige dag skulle komme. 
  Men denne kvindes ansigt der, sidder lige over for mig på cafeen, hendes ansigt fortæller et dybt livs drama fra et langt liv med modstand og opgaver og om, at miste og ikke blive forstået. Alene er vi alle om livets kampe. Nogle skal vi alle helst vinde, andre kampe skal mennesker forholde sig til. For ikke at nævne de livs kampe vi vender ryggen til, fordi undervejs må de erkendes som ikke vigtige at bruge dem sidste energi på, som disse livs kampe kræver for at blive udøvet og afklaret. Afklaret er måske lidt stort sagt, men i stedet kunne benævnes som ligegyldig, som de skrider frem i det indre menneskelige landskab.

Hun hentede mig ved togstationen og der er altid for mig en speciel stemning ved at ankomme med et tog og en person venter på den ankommende her i dette tilfælde mig.
  Vi have besluttet os at begynde dagen ved at spise vores madpakke ved et vandløb som fra min fortid i 1950'erne var velkendt for mit vedkommende. Det var virkeligt køligt omend solen stod højt på himlen da vi sad på en bænk og betragtede fuglelivet og de endnu nøgne træer samt sivene forsigtige dans som alle levende væsner ventede på bedre tider. Som en forsinket togtider var foråret kommet på samme udtryksform og alt med temperatur virkede forkert.
  Lidt efter måtte vi hurtigt rejse os, køligheden vandt over vores legemes temperatur. Vi vandrede op mod byen for at besøge de gamle historiske røde murede bygninger med et genskær af fortidens liv og nærværelse. Mange århundrede var forsvundet, siden munke og nonner havde gået her, hvor jeg som togrejsende til byen gik i et fodspor der dramatisk blev genskabt i dette nu
 På denne ude blivende forårsdag. Sideløbende blandede min samtalepartner og jeg os i tiden til små besøg i lokale forretninger.    For at få varmen og skabe en dialog i nutiden disse forretnings besøg, så fortiden ikke tog helt over i vores verdens opfattelse.

Historie retter ikke fejl eller anviser livet her og nu løsninger. Men historie er som et genkendeligt musikstykke, der bare på afstand kan nydes og give genklangene af glemte stemninger. 
 Som en blomst der er sat ind fra naturen midt på ens køkkenbord. Egentligt uden mening og gøren, men fravrister og giver en ophøjet stemning til blomsten visner væk, således er historie også for mig.

Men at se på dette kvinde ansigt, hvor udtryk samstemmer med den fortællende historie og mærke livet af hendes talte år, der nok er som et musikstykke i storhed fortæller om livets nærværelse og skoling for at nå målet. Vejen til hendes mål har ikke været den lige vej. Nej; den har snoet sig mellem bjerge og forblæste landskabet. Mennesker der har deres lange "gribe-arme" ud i krav og atter krav - måske er der ingen, der har kunnet give tilbage og igen. Måske var der ingen i dybdens nærhed, der når det var nødvendigt, som var tilstede når det allermest behøvedes og ønskes. 

Hver høne plukker sit hvedekorn og hanen, Åh! Denne Røde Hane står der alene og bare galer ud over landskabet med de mange levende væsner. Mon den forstod lyden af sit eget ekko. Mon den reflektere ud over sin egen tankegang. Mon denne Røde farve af indre kamp forstod, hvad det hele og sammensatte drejer sig om. 

Sammen går vi på landevejen. Du og jeg og alle de andre. Samme rytme med gentagne takter, fremad og fremad på forskellige fødder der bliver drevet til samme mål. Vi taler ikke om dette med hverandre kun lyden af vandrestøvlernes slæbende skridt, hen over Grusgangen virker  som en umiddelbare trøst og forsoning med det synlige fællesskab.

Jeg ser endnu en gang på hendes ansigt inden jeg stiger på toget og rejser videre. Jeg ved vi mødes igen.