OveTjørnholm

Familien Tjørnholm

Underligt som tanker kan have sit eget kredsløb omkring en erindring, medens tidernes hastig løb, henover de angivne tal fortæller en anden hastighed og nærværelse.

Erindringer har det, som et "Pop-Up" Et her og nu i en sagte Erindring, der vil fortælle og sætte sindet mit på plads, om de mennesker der betød og var med til at skrive min livs historie. Hverdage har dem med at fortrænge de væsentligste oplevelser der er dannende for ens personlighed og formående. Opgaver presser sig altid på som et råb om, "Kom nu her" vi har ikke tid til at vente eller fordybe os i dette sekund, før der lige er sluppet nogle bogstaver fra fingerne og hænderne, der hastigt sætter sine aftryk  på papiret. Krampagtigt ved at gribe det nye sekunds nærværelse. Som et rum med bange anelser om ikke at blive fastlåst. Videre og videre - atter videre bliver hele sætninger til med erindringens tilbageblik.

Nettet fangede mig for et øjebliks stund i et samspil med mine tanker og undren over livet. En dødsannonce fra august 2012 fortalte mig pludselig at en gammel ven og kending fra mit liv i 1960,erne ved Skanderborg / Ry var død. Annoncen fortalte at Ove var død træt af dage. Han var også 12 år ældre end mig, måske når jeg også hen til den målstreg hvis mit liv ikke kommer på tværs af en ulykke der bliver min banemand på andre vilkår.

Jeg husker tydeligt Inger - som altid blev kaldt Tut gå med sin barnevogn ned af Hjortensgade i Aarhus. Stolt som en mor der endnu en gang havde født en af sine børn som guldklumper på hendes vej. Jeg var lige i 1962 selv flyttet til Århus og var ved at lave et gammelt hus i stand ved Hem Odde nær Mossø. Giftede mig som ret ung med Maya Ahler og var ved at tilrettelægge et nyt livsforløb. Derved kom jeg til at kende familien Tjørnholm. 

Ove var Radiomanden i den lille by Ry. Men jeg havde i mit tidligere liv set hvorledes radiomekanikere kæmper hård for at få deres økonomi til at fungere og denne kamp var også Ove Tjørnholms betingelser. 

Sidenhen måtte han tage arbejde på radiofabrikken Arena i Horsens og kørte den lange tur mellem Ry og Horsens hver dag. Hans kone Inger Tjørnholm supplere med at være bogsælger og sidenhen arbejdede Inger på forsorgs hjemme Sølund i Skanderborg. 

Smukke og dejlige drenge havde de Peter Tjørnholm den ældste som sidenhen blev forfatter. Han fik en alt for tidlig død. Jeg husker Maya og jeg holdt hans konfirmation for familien Tjørnholm i vort lille hus. 

Jeg lærte meget om Jylland i disse år. Claus og Lars, Bo (kaldet "Fyt") og til sidst Kirsten Tjørnholm også hun havde et kælenavn "Sussen", der i dag arbejder på TV-Bornholm som journalist over mange år.

Inger Tjørnholm og jeg har haft mange samtaler om livet og Martinus og vi kendte sammen Martin Ahler, han var min svigerfar og havde i Århus fra krigens tid kendt IngerTjørnholms mor, måske via "Lyset" som var Spiritisternes sted i Posthus Smøgen i centrum af Århus C. Jeg har selv været gæst hos spiritisterne for at se hvad det var for noget det med ånderne, dette blev oplevet sammen med svigerfar som forøvrigt hver mandag kom i denne menighed, men det fangede ikke mig og min interesse  på denne religiøse led. Jeg var mere til Martinus og er i dag A.M.O.R.C medlem, som Inger vist også var på et tidspunkt i sit liv. Jeg har først i 190,erne mødt Inger Tjørnholm på Martinus Centeret ved Klint der ligger ved vest Sjælland. 

Det kunne her skrives lange sætninger og beretninger om livet i 1960,erne ved den jyske højderyg og Århus by.
Det var ikke altid lige let at være Ove og mand til Ingers forventninger og krav, da jeg oplevede at de hver i sær havde forskellige social baggrunde i livet deres. Inger havde levet sit liv i Risskov der var den finere del af borgerskabet på denne tid. 
Jeg kommer altid til at tænke på Tove Ditlevsen digt om "Den jeg elsker" med hver sin retning og drømme i den ægteskabelige verden, som jeg selv så tydelig selv på denne samtid var meget bekendt med. Men ofte er det den praktiske mand der må holde hverdages opgaverne samlet for at familien og her hos Tjørnholm med flere børn, kan få det hele til at gå op i en højere enhed trods af og til manglende midler i form af kontanter. Men denne familie havde deres lille hus på Mågevej, der var den totale ramme om deres liv og fremtid.

Jeg vil til at slutte mit skriveri her og sender Ove Tjørnholm mine bedste og inderligste tanker for det liv jeg fik lov til at kende.

5.februar 2013 PHK blogger