Jeg har aldrig prøvet det

Jeg har aldrig prøvet det

Jeg har aldrig prøvet det eller vovet det. Undre mig over, hvorledes jeg er komme til denne situation, totalt på alle måder, at undgået fejring af mig selv her ilivet mit.

Som barn erindre jeg kun en eneste fødselsdag,der blev holdt for mig og min større bror. En enkelt eller to fra min egenskoleklasse blev inviteret med til min fødselsdag. Det var da jeg fyldte 8 årog gik på Kirkebjerg Skole i Vanløse 1945. Min storebror og jeg holdtfødselsdag samme dag, vi havde dog ikke fødselsdag samme dag da jeg er fødtden. 6. februar 1937 og Jørgen min bror er kommet til verden den 27. januar1933.

Det var min eneste fødselsdag i mit liv, hvorjeg egentlig havde gæster der var indbudt til at fejre min eksistens.

Underligt at se tilbage på. Der er blevet brugtrigtigt megen energi, for at undgå verdens opmærksomhed på mig. Hvorledes kunjeg undgå, at blive nedstemt samt ked af det ved alle højtider og ens egnerunde fødselsdage.

Atafskærer sig fra kontakt på denne for andre festlige måde, det ligger så langtvæk for min verdens oplevelse og er så problemfyldt for min psyke, at døren ergået i baglås for åbningen af en festlighed, når det drejer dig om min person.

Jeg indtil nu, i min høje alder af 76 år har jegikke kunne finde kilden til, hvorledes dette problem er opstået og hvad detdækker over. Måske med bange fornemmelser, skjuler det en i afgrund, som jegikke ønsker at betræde hele mit liv.

Andre mennesker, familien, børn og venner, stillerikke det direkte spørgsmål. Selv bruger meget energi på at undgå at dette kommei krydsfelt.

Nu på netop disse dage, har jeg sendt bud efternogle papirer hos en bedemand, for at udfylde "Min sidste vilje" -der må tages en afgørelse. Ikke fordi der er tale om en fest, den dag minpersonligheds sjæl har forladt min krop, men jeg vil selv bestemme den sang og omhvorledes det hele skal afsluttes, tage afsked på en kort nærværende måde, derikke kan modsiges.

Herer det trods alt mig der er i centrum, uden selv at kunne objektiv deltage. Jegvil da på dette tidspunkt have forladt selskabet og lader dem tilbage med deforladte ord.

Hvorledes skal det hele forløbe, denne afskedsfesteller hvad det bør kaldes? Jeg fornemmer allerede i dette nu, når
mine ord fødes på dette papir, at jeg er på vej,når deltagerne står tilbage omkring dette lille hul, hvor resterne af det støv,som kan flyve så let som vinden, så let som vi leger med de tørre blade på enefterårsdag i skoven.

Jegfornemmer et nyt sammenværd der tager imod mig, et sammenværd, jeg bliver endel af. Som energien der løber ud i den store flod, men kom fra og blev fødtved en lille bæk, som rindende vand, der nu bliver forenet i en fælles energi.Men som de tilbageværende ved min grav, det lille hul i jorden her, ikke pådette øjeblik, kan blive en del af.

Åh! Om jeg bare en gang i mit liv havde turderække min hånd til jer i en levende fest. Hvor jeg selv turde være til stede.Hvor mit håndtryk til dig og de andre kunne bibringe den forstålighed samtglæde om samhørighed og nærværelse.

Jegville det hele af mit hjerte. Også det at kunne overskride den streg, derom sluttede min verden. Mestre cirklen af frygt, blufærdighed, samtselv udslettelse på mine festligheder, når det gjaldt højtid og rundefødselsdage.

Når vejen nu er slut. Et punktum er sat. Da ståmine ord ensomme tilbage. De kan ikke modsiges eller komme i dialog med minnæste.

Jeg ville jer alle - hver og en, som jeg ikkefik budt med til festen et sammenværd i munter lag.

Jegvil jer til stadighed også når i ikke vidste det. Ofte har mine erindringer ogbilleder af jer alle sammen, givet mig en dialog af indre samtaler med jer,fordi jeg af åbenbaring bare måtte have disse samtaler der kom igen og igen,som gentagelser på skolebænken da jeg var barn og ikke kunne følge med.

Derbevægede mit sind sig på udflugt og til andre steder end, hvor jeg burde haveværet. Fraværende er umiddelbart den letteste løsning, men nej det er et tungtrum, at opholde sig i.

Jeg vil nu give jer min hånd med hjertet og afoprindelighed og åndelig nærhed. Takker for livet der lærte mig om tid ogsteder, mennesker og dyr, planter og musikken, der har båret mig som luftengennem livet.

Taktil jer alle.



Sendt fra min iPod:

sigerPalle Høgild Koivalo, den er nærmest 6. december 2012