Landevejs Ridderen kommer forbi

 "Landevejs-Ridderen" kommer forbi

En novemberaften 2012 skrev jeg disse erindringer oplevet i 1963.

Lyset er tændt i stuen og det brænder ganske roligt ned. Flammen blafre på grund af den egen varme der fastholdes i det lille brændkammer i selve lysestagen. Lysestagen er skåret ud af en fast salt klump der er hentet nede fra jordens undergrund og er over mange hundrede millioner år gammel. Derfor giver salt lysestagen dette smukke orange skær når den levende flamme gennembryder saltet med sit lys.

Der er en gennemgående stilhed i min stue, der gør at musikken fra radioen bliver mere nærværende og direkte en frydefuld oplevelse for mit øre og derved kommer mine tanker let på en lang rejse der giver nogle indre billeder fra en fantastisk verden der er så ubeskrivelig nærværende men samtidig så uvirkelig og svær at beskrive.

Jeg glider langt tilbage i mine tidligere år, hvor min lille stue var opvarmet med en centralt placeret kakkelovn og huset jeg boede i lå langt ude på landet, isoleret fra naboerne og det åbne landskab var den daglige udsigt. Om natten hvor stilheden og de frostklare nætter blev oplyst af månen og sneen glitrede og fangede ekkoet fra en fjern gøende hund langt væk i det nedre landskab på en nabogård forstærkede stemningen, at her var jeg henvist til mit eget selskab og tanker, der blev forstærket ved det levende lys udstråling og vidunderlige skær.

På sådanne stille og ensomme aftener var jeg sikker på, at der ingen forstyrrelser vil komme overraskende til huset på den jyske højderyg. Men det kunne sine hænde ved enkelte undtagelser, der var en eller anden landevejs ridder, skærslipper som bankede på døren for at få lidt varm, lidt kaffe eller mad måske en lille samtale inden han skulle finde sig en lade med masser af hø at på sove ud i natten  med sin medbragte brandert. Jeg kan fortælle en aften kom netop en skærslipper og var glad for min gæst villighed  Men datteren Turi var meget betænkelig ved denne situation. Landevejsridderen var dog så klar, han kunne fortælle om sit liv og den modstand havde fået som opgave at løse og som var gået i hårdknude for ham undervejs i sit lange livsforløb.

 Det var ingen let historie og opgave han bar rundt på sig gennem sit liv. Fra at komme fra velbjergede kår og direktør på den øverste tinde i forretningslivet, med ansvar og familie med børn var alt pludselig ramlet sammen omkring ham

. Vi må huske på, at alle mennesker har svagheder, som vi på bedste vis forsøger at skjule, måske også over for op selv fordi der ikke er plads og det er for farligt i hverdagen at fremkalde eller konfrontere sig med disse indre problemer. Ofte ved ens samlever og de mennesker man omgiver sig med i hverdagen, de ved ikke denne indre skurende fare for den mulige sammenstyrtning og psykisk nedtur det kan medfølge, hvis de refleksioner og samspil i støttende accepterende former ikke længere slår til i hverdagens arbejde og mål. Så vælger mennesket enten at gå i ene ru eller slås på mere brutal vis for at overleve de skavanker der nu bliver afdækket. Er det hele umuligt at samle op og få styr på så kommer hjælpemidlerne ind som alkohol og til psykisk isolation. Denne landevejsridder var enten på de langsomme ensomme ture og når det var tilstrækkeligt koldt søgte dette landevejens folk mod Ebeltoft der er en lille by oppe på Djursland.

 Her var de alle velkommen hos en dame som tog imod disse mænd der kom fra nær og fjern og var ofte helt blåfrosne af kulde når de nåede frem til den gæst givende kvinde. Om dette fortalte netop denne min landevejs gæst på en meget sen aften, der var langt over Turis sengetid, men hvem kunne sende et barn i seng når det for en enkelt gangs skyld bankede hårdt på døren. Vores hund faldt hurtigt til ro, da den forstod på mig at der intet farligt var i stuen og den gik hen på sin plads under trappen til første sal, men den holdt øje med stemningen med det ene åbne øje, det kunne jo være jeg havde taget fejl og dens opgave var usagt og inde forstående som en vagthund der kender sine opgaver.

Jeg ved ikke hvorfor disse november aftener altid virker så stærke på mig og mit sind. Når jeg gentager disse november aftener, kommer de gamle eventyr ind i min hukommelse og genfortæller, det hele en gang til, men samler også andre mere uheldige fortællinger op undervejs, som stadig kan virke så ubeskrivelige sårende at de kan gnave i noget gammelt, der ikke skal graves eller genopdages i det hule rum af min hukommelse. Det er ikke altid gode stemninger der ligger gemt.