Palle Høgild Koivalo

Familien Carl Johan Funck-Jensen boede i et lille rækkehus, på en lille blind vej ved navn Kvædevej 33, der lå i et ret nybygget område af Sorgenfri i Danmark 1947-1957. Mennesker kommer og går. Med dybere forundring over evighedens uforståelighed og mindernes begrænsninger. Der dog dukker op til eksistens overflade.  Dette fik mig til at skrive dette. Da jeg læste en gammel dødsannonce fra Brisbane i Australien 2011. forfatter: Palle Høgild Koivalo 2020 Omgivet af marker, hvor der var plads til fuglens sang fra lærken  der steg op i luften og en enkelte gammel gård, der lå for enden af denne stille vej. kvæde vej i Sorgenfri. Det var til Virum Skole, alle børnene fra Sorgenfri skulle bevæge sig når de skulle i skole. Op langs Spurveskjulsbakken, der senere fik navneændring til Kongestien. Man havde jo fornemmelser for det kongelige. Måske som afsmitning fra Sorgenfri Slot, hvor der stadig i disse år 1947 var livvagter i røde uniformer, der her gik vagt døgnet rundt. Den nær...

Og det var det. Fra personlige reflektion PHK En mærkelig sætning, som kommer ind fra venstre  i et forløb og slutter brat, selv om der forsat forventes en ordstrøm eller en færdiggørelse et slut og meningen. Jeg sad og fundere over denne sætning "Og det var det" som kan udtales med nøjagtige samme ord, men betoningen giver forskellen. Og det var det . Et noget der er overstået, men måske ikke særligt givende i et forløb, måske på en dag med andre oplevelser og udfordringer. På den anden måde, hvad blev der sagt? Før dette sammenføjet ord OG hvad kommer efter DET? Jeg kan også udtrykke ordene Og det var det. Men oplever det som et positivt forløb. Ordene giver udtryk for et totalt brøkdel af  sekundet af mit lange liv, som et kort åndedrag, der er så nødvendigt for mit ens livs forsatte bestående.  Men vi husker ikke alle dagens åndedrag og fatter slet ikke alle livets mange åndedrag. Vi kan simpelthen ikke tælle dem.  Men dette e...

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage. Aldrig; Nej aldrig bliver de gentagende og nærværende oplevelser frigjort, alt ændres under konstant forandring og nærværelse. Dukker op igen efter lange tiders fravær i tidens opfattende tomme rum, der som en cirkel, vender tilbage igen og igen, til udgangspunkt af dette. Noget forbliver værende bag den skjulte væg. Andet træder massivt frem, på denne min væg, der kan blive så gennemsigtig som vand. Vand der ikke kan holdes tilbage af et eller andet guddommeligt filter. PHK 2018 For mange år siden, rigtig mange år siden midt i 1960erne, kom jeg kørende i min lille bil af model Morris Maskot, om natten mellem Århus og Skanderborg på vej imod Hem Odde, hvor jeg er bosiddende. Få kilometer udenfor en lille by ved navn Stilling.   Bremser jeg pludseligt min bil op, da jeg mener at kunne hører menneske råb om hjælp. Bilen køres baglæns tilbage på den rå asfalt. Der ligger lidt glasskår på kørebanen og intet andet. Atter d...

Jeg så hende aldrig igen. 14. august 2018 PHK Min familie og jeg flyttede fra min fødeby Vordingborg i 1942 på grund af politiske forhold og overvejelser fra min fars side. Min far kunne ikke længere opholde sig i den by, hvor han sammen med sin hustru, min mor og søskende, sammen og begge mine forældre, havde Erhverv i byen og samhørhed med venner og familier. Børnehaven min, var den personlige base, som jeg befandt mig tryg ved.   Min storebror 9 år gammel, måtte dette år forlade sin skole og skolekammerater samt spejdergruppen. Min mors familie relationer og mange års historie af hendes slægt blev nu brudt. Mit nye tilflytnings og bosted i Vanløse og min kommende alder, gav mig de følgende år oplevelser og indsigt, som jeg ofte og sidenhen ikke har kunne placere eller fortælle om. Det er nogle gaver her i livet, man ikke ønsker at pakke ud, fordi de får en til at græde over den sorg, som har fastfrosset mit sind i en indadvendt verden. Hvor ordene ikke blev fø...

En historie og erindring om Familien Guldager boende i Vordingborg. I Året 1947 var jeg feriedreng i Vordingborg hos Kriminalbetjent Carl Guldager, som boede i et lille hus, yderst af Vordingborg By på Nyrådvej. På skift, var mine brødre og jeg feriebørn hos familien Guldager. Carl Guldager var*, Per Schelde (Per Guldager Nielsen) morfar. Jeg erindre tydeligt denne lille dreng som jeg denne sommer delte loftsværelse med. Det var også den sommer hans morfar fik sin første hjerneblødning og lå i sit soveværelse ved siden af vores og var meget syg. Det var denne sommer jeg lærte, at svømme på Ore Strand og jeg erkendte, lidt mere om verdens fortrædeligheder og afmagt. Per Scheldes mor Aase Guldager havde også 2 brødre. Mogens Guldager (udd. Maler) og Ib Guldager (udd. Murer) Aase Guldager var sygeplejerske. I sine unge dage, var Aase ung pige i huset hos min mor (Frida Abigael Scharff Schou Høgild). Det var den gang før 1942, at vi boede i Ahlgade-Vordingborg. Min mor Frida ...

Konfirmation, 12. maj 2018 Til Sofie og Filippa Høgild Balancen mellem at tro eller ikke tro, er 2 yderpunkter men i samme retning. Alle må vi som udgangspunkt, tro på os selv for at opretholde selvtillid, mod og vilje til at mestre dette liv. Så i den store styrkeprøve må det være målet, at ville livet, udvikle livet og dermed udvikle rummeligheden, der følger med at blive ældre og ældre. Sofie og Filippa – Det er netop denne rummelighed, i på jeres livsvej nok fornemmer og sanser. Det er nu, i de kommende år, i vil undre og stille spørgsmål, som i ikke altid vil kunne få svar på, men selv må leve ind til og igennem. Sandheden vil blive omgået med fordele og ulemper. Sandhed og idealer vil blive fortolket, afhængige med hvem I er sammen med. Alle har hørt ord om Sandheden i religiøs forståelse. Men Sandhed kan ikke forklares. Sandhed er en fornemmelse. Sofie og Filippa – Hvis jeg skulle forklare jer, at i er 2 Guldklumper, vil andre mennesker måske ...

En fortælling i blomstersprog Som en blomst, ved navnet Marguerite, gengivet i dybe fortællende kurver, af forventning og genkendelse. En eftersmag af det forventede og genkendelige. I hver en streg og kurve, frembragt som en pensel, med oliemaling som hjælpemiddel, for at fremkalde et aftryk af den virkelige forfængelige verdens skønhed i fordærv og tilbedelse. Ser du rigtigt, som det jeg også ser, er du i et godt kunstnerisk selskab. Men høre du ikke det de andre giver udtryk for de ser. Er du fortabt i ”Forfængelighedens Landskab.” Tit står jeg på en kunstudstilling. Betragter de fuldkommende, og tilstedeværende kunstmalerier i bedste kvalitet.   Men samtidigt, presser bagsiden sig også på, fra billedets inderste kant og råhed, fordærv, forgængelighed. Fortielsens streg, der aldrig bliver født. Aldrig bliver forstået. Jeg så forleden dag filmen om, det franske drama ’Marguerite’ foregår i 1920ernes Paris, hvor den velhavende Marguerite ”Dumont” er en aspireren...