Palle Høgild Koivalo

 Som Susåens vandløb , der risler gennem landskabet, kun hæmmet af menneskebyggede Sluser,   dæmmer op og holder vandet tilbage, men må til si dst give efter for naturlovene. At vandet til trods og sidst når ud til havets overflade for at forene sig.  Hun sad netop på denne forårsdag,  sammen med mig på den lille cafe, der ligger i en lille provinsby med smukke bygninger og historiske steder. Bygningerne i byen taler sit specielle sprog og Susåen var ikke kold eller afvisende, men kølig fordi foråret lod sige vente på sig til den rigtige dag skulle komme.     M en denne kvindes ansigt der, sidder lige over for mig på cafeen, hendes ansigt fortæller et dybt livs drama fra et langt liv med modstand og opgaver og om, at miste og ikke blive forstået. Alene er vi alle om livets kampe. Nogle skal vi alle helst vinde, andre kampe skal mennesker forholde sig til. For ikke at nævne de livs kampe vi vender ryggen til, fordi undervejs må de erkendes som ikke ...

En novemberaften Lyset er tændt i stuen og det brænder ganske roligt ned. Flammen blafre på grund af den egen varme der fastholdes i det lille brændkammer i selve lysestagen. Lysestagen er skåret ud af en fast salt klump der er hentet nede fra jordens undergrund og er over mange hundrede millioner år gammel. Derfor giver salt lysestagen dette smukke orange skær når den levende flamme gennembryder saltet med sit lys. Der er en gennemgående stilhed i min stue der gør at musikken fra radioen bliver mere nærværende og direkte en frydefuld oplevelse for mit øre og derved kommer mine tanker let på en lang rejse der giver nogle indre billeder fra en fantastisk verden der er så ubeskrivelig nærværende men samtidig så uvirkelig og svær at beskrive. Jeg glider langt tilbage i mine tidligere år hvor min lille stue var opvarmet med en centralt placeret kakkelovn og huset jeg boede i lå langt ude på landet isoleret fra naboerne og det åbne landskab var den daglige udsigt. Om natten hvor sti...

·          I  1950erne levede danskerne længere end næsten alle andre mennesker i verden.  I dag dør vi tidligere end borgere i stort set alle andre vestlige lande. Hvad har vi gang i som befolkning. Verdens Lykkeligste Folk? Er det et åbent spørgsmål, når det drøftes i almindelighed set ud fra verdens betragtninger. Som den gamle LO formand sagde en gang: Vi har sejret ad helvede til! Og nu ser vi resultatet i en oplysningstid, kan vi overhoved ikke bruge de oplysninger til noget set ud fra et materielt synspunkt og forståelses mål. Ting og begreber og selvforståelse er for mig også under stærke ændringer. Tidligere hed det arbejdsministeriet - nu hedder det beskæftigelses ministeriet. Det giver en fordrejet opfattelse hvis der tænkes dybere ind. Arbejde var noget man påtog sig fra A til B. Beskæftigelse giver mere i ordet selv udtryk for, at fylde sin (livs) tid ud, så man ikke taber sig selv i ligegyldighed og voksende ...

    I gamle dag når jeg satte glas (rude) i et vindue, spurgte kunden nogle gang mig om jeg troede den nyindsatte rude ville holde i den gamle ramme? Selv om rammen var godt nok var gammel, så mente jeg det. Hvis jeg ikke troede på (projektet) mit, ville jeg ikke sætte glasset (ruden) ind. Det er straks værre med præsteskabet; Den enkelte præst behøver egentlig ikke at tro på projektet - der udtales, at det  der er mere afgørende Er praksis, ikke Tro -  Personligt vil jeg så heller drikke et glas vand jeg tror  på og har magnetiseret end en kop Alter Vin,  der bliver givet af en præst der ikke tror. Da jeg arbejdede med børn og unge i 1970erne, var det en vigtig opgave af få dem til at tro på sig selv og livet. Så egentlig hvis man stiller spørgsmålet: Hvem tror du på ? - til et barn, var det bedste svar jeg kunne få "Jeg tror på mig selv." Derved voksede der en indre kræft og styrke der gav mod til at gå ud i verden og dette unge me...

Familien Tjørnholm Underligt som tanker kan have sit eget kredsløb omkring en erindring, medens tidernes hastig løb, henover de angivne tal fortæller en anden hastighed og nærværelse. Erindringer har det, som et "Pop-Up" Et her og nu i en sagte Erindring, der vil fortælle og sætte sindet mit på plads, om de mennesker der betød og var med til at skrive min livs historie. Hverdage har dem med at fortrænge de væsentligste oplevelser der er dannende for ens personlighed og formående. Opgaver presser sig altid på som et råb om, "Kom nu her" vi har ikke tid til at vente eller fordybe os i dette sekund, før der lige er sluppet nogle bogstaver fra fingerne og hænderne, der hastigt sætter sine aftryk  på pa piret. Krampagtigt ved at gribe det nye sekunds nærværelse. Som et rum med bange anelser om ikke at blive fastlåst. Videre og videre - atter videre bliver hele sætninger til med erindringens tilbageblik. Nettet fangede mig for et øjebliks stund i et sa...

De nøgne træer De nøgne træer har for længst mistet deres blade, det skete allerede i efteråret2012 og nu på denne smukke januar dag med sol nedgang og en vandretur i Dyrehavenved Klampenborg mindes min nethinde der ser gennem et fotografi det som er ogvar og forsvundet. Jeg mindes denne person der netop sad op af denne hvidebindingsværks mur og lod solen gennemskinne sig på sine sidste dage, medens tiden på denne jordvar sat til nedtælling og et farvel til mig for de dage vi i vores kortestunder havde sammen. Det blev til 5 år med kampe på helsen. Jeg står nu alene tilbage med motivet og på denne lørdagfotograferede jeg stedet medens jeg rydder op i mine tanker. Se linket til disse foto FOTO Dias foto

Det er skrevet så smukt at jeg måtte gengive det her: Himmelske Ophav Du som er overalt. Velsignet være Din hellige vibration Tænd i os Din klarheds ild Her og nu i al evighed. Åbn vore hjerter for medfølelsens kraft Og løs os af de bånd, vi binder os selv og hinanden med. Led os ud af vildfarelseL lad os hvile i det højere Selv så vi kan være ét med Dig. Tilgiv os og lad os tilgive indtil vore handlinger er ét med Dit hellige øjeblik. Den aramæiske himmelbøn”, som Lars Muhl mener, var det oprindelige Fadervor – Aramæisk tales og forstås kun gennem hjertet. Er man et forstandsmenneske uden hjertekontakt, vil man ikke kunne forstå sprogets inderste lov. Forstandsmenneskers behov for kontrol føder altid frygten for at miste, mens det aramæiske hjertemenneske ved, at man ikke kan eje noget, med mindre man til en enhver tid er villig til at give det fra sig. En vigtig og tiltrængt viden i vores samfund, hvor vi er så bundet til det materielle, siger Lars Muhl