Palle Høgild Koivalo

Jeg så hende aldrig igen. 14. august 2018 PHK Min familie og jeg flyttede fra min fødeby Vordingborg i 1942 på grund af politiske forhold og overvejelser fra min fars side. Min far kunne ikke længere opholde sig i den by, hvor han sammen med sin hustru, min mor og søskende, sammen og begge mine forældre, havde Erhverv i byen og samhørhed med venner og familier. Børnehaven min, var den personlige base, som jeg befandt mig tryg ved.   Min storebror 9 år gammel, måtte dette år forlade sin skole og skolekammerater samt spejdergruppen. Min mors familie relationer og mange års historie af hendes slægt blev nu brudt. Mit nye tilflytnings og bosted i Vanløse og min kommende alder, gav mig de følgende år oplevelser og indsigt, som jeg ofte og sidenhen ikke har kunne placere eller fortælle om. Det er nogle gaver her i livet, man ikke ønsker at pakke ud, fordi de får en til at græde over den sorg, som har fastfrosset mit sind i en indadvendt verden. Hvor ordene ikke blev fø...

En historie og erindring om Familien Guldager boende i Vordingborg. I Året 1947 var jeg feriedreng i Vordingborg hos Kriminalbetjent Carl Guldager, som boede i et lille hus, yderst af Vordingborg By på Nyrådvej. På skift, var mine brødre og jeg feriebørn hos familien Guldager. Carl Guldager var*, Per Schelde (Per Guldager Nielsen) morfar. Jeg erindre tydeligt denne lille dreng som jeg denne sommer delte loftsværelse med. Det var også den sommer hans morfar fik sin første hjerneblødning og lå i sit soveværelse ved siden af vores og var meget syg. Det var denne sommer jeg lærte, at svømme på Ore Strand og jeg erkendte, lidt mere om verdens fortrædeligheder og afmagt. Per Scheldes mor Aase Guldager havde også 2 brødre. Mogens Guldager (udd. Maler) og Ib Guldager (udd. Murer) Aase Guldager var sygeplejerske. I sine unge dage, var Aase ung pige i huset hos min mor (Frida Abigael Scharff Schou Høgild). Det var den gang før 1942, at vi boede i Ahlgade-Vordingborg. Min mor Frida ...

Konfirmation, 12. maj 2018 Til Sofie og Filippa Høgild Balancen mellem at tro eller ikke tro, er 2 yderpunkter men i samme retning. Alle må vi som udgangspunkt, tro på os selv for at opretholde selvtillid, mod og vilje til at mestre dette liv. Så i den store styrkeprøve må det være målet, at ville livet, udvikle livet og dermed udvikle rummeligheden, der følger med at blive ældre og ældre. Sofie og Filippa – Det er netop denne rummelighed, i på jeres livsvej nok fornemmer og sanser. Det er nu, i de kommende år, i vil undre og stille spørgsmål, som i ikke altid vil kunne få svar på, men selv må leve ind til og igennem. Sandheden vil blive omgået med fordele og ulemper. Sandhed og idealer vil blive fortolket, afhængige med hvem I er sammen med. Alle har hørt ord om Sandheden i religiøs forståelse. Men Sandhed kan ikke forklares. Sandhed er en fornemmelse. Sofie og Filippa – Hvis jeg skulle forklare jer, at i er 2 Guldklumper, vil andre mennesker måske ...

En fortælling i blomstersprog Som en blomst, ved navnet Marguerite, gengivet i dybe fortællende kurver, af forventning og genkendelse. En eftersmag af det forventede og genkendelige. I hver en streg og kurve, frembragt som en pensel, med oliemaling som hjælpemiddel, for at fremkalde et aftryk af den virkelige forfængelige verdens skønhed i fordærv og tilbedelse. Ser du rigtigt, som det jeg også ser, er du i et godt kunstnerisk selskab. Men høre du ikke det de andre giver udtryk for de ser. Er du fortabt i ”Forfængelighedens Landskab.” Tit står jeg på en kunstudstilling. Betragter de fuldkommende, og tilstedeværende kunstmalerier i bedste kvalitet.   Men samtidigt, presser bagsiden sig også på, fra billedets inderste kant og råhed, fordærv, forgængelighed. Fortielsens streg, der aldrig bliver født. Aldrig bliver forstået. Jeg så forleden dag filmen om, det franske drama ’Marguerite’ foregår i 1920ernes Paris, hvor den velhavende Marguerite ”Dumont” er en aspireren...

”Forgotten Man” Melodien og optakten til sangen, som en tæt pågående lyd, der kommer ud af mine højtalere, fra et forsinket budskab, der vil fortælle det hele. Med sprøde toner fra en Saxofon, der med sin luftstrømme, med luftstrømme fra de tætte læber, der får det messing fyldte instrument, til at gengive, den menneskelige vilje, at udtrykke det glemte og tabte vemod, i tonernes klangfarve sprog. Din stemme, din stemme Retah giver det hele. Jeg ved du har gjort dig umagen for, at få den perfekte indspilning. Det har været om og om igen med denne indspilning, indtil din tilfredshed er blevet indfriet. De bedste musikere blev sammensat, til denne helhedens gruppe og toppen af jazz i en blues komposition, indtil du blev tilfreds. Omend der blev brugt mange penge, ja! rigtig mange penge på, at det kunne lade sig gennemfører og du lånte midler, som en slags arveforskud af din mor Bente. Så blev det nok dit livsværk, din drøm, dit mål for livet, at udgive din cd   ...

På den ukendte dag skrives der digte. af Palle Koivalo 11. september 2012 På den uskrevne dag. Bliver kinderne på mit ansigt, våde af de tårer, der forløses og fødes af de tanker der bliver tændt. Når jeg ser dig lide – lide denne uforløste smerte, der ubærligt er at kende. De gjorde dig fortræd. De fattede og forstod det ikke, fornemmelsen for at fornedre et andet menneskes indre, der netop var ved at folde sig ud, som et stykke musik – selv om takten ikke var fastslået endnu. men på et ubemærket øjeblik blev skyggen lagt på det grønne billede. Grønt som håbet. Grønt som muligheden. Åh! Hvor jeg elsker dig Grøn og så døde du mellem mine hænder, som et Tårn der meningsløst falder for en tom ide – jeg hører endnu – mennesker græder.              Skrevet. 11. september 2012 PHK

Weekenden anmelder i denne uge den 21. april 2017 bogen med overskriften Ned ad Alzheimerstrasse. Tag ikke fejl: den lidt ferske, poesibogs fornemmende titel: ” Tøsne og Forsytia ” dækker over alt andet end bleg poesi. Tværtimod kaster den os lige ind i livets brutale trafikkryds. Der hvor skiltene forsvinder og træerne langs vejen er de hundredvis af ubekendte, du kan køre ind i og slå dig ihjel på. For hvor meget kan vi holde til og hvor længe kan vi holde ud, når vores elskede diffunderer ned ad den blinde gade, der hedder » Alzheimerstrasse «. Og er det overhovedet den elskede længere, når hukommelsen forgår, når sproget, når syntaksen, når genkendelsen er væk. Hvem er vi dybest set når hjernen smelter ned som – ja, netop tøsne »der langsomt, men ubønhørligt forvandler det uendeligt fine netværk af krystaller til strukturløse passager«. Disse trafikale kaosbilleder opstår, når man læser litteraturprofessor emeritus og kritiker ved Politiken Thomas Bredsdorffs nye bog, den ...